Det har naget en af mine piger i et stykke tid, at hun føler sig lidt alene til sin sportsgren. Når træneren har sagt: ”Find jer en makker”, har hun stået alene tilbage eller er blevet valgt som konsekvens af, at der ikke var andre at vælge. Bedsteveninderne er gået sammen. Klassekammeraterne ligeså.

Da jeg gik i skole hed det ”førstevælger” og ”andenvælger”, og så satte man sit hold. Det var ærgerligt og sikkert også ydmygende for dem, der igen og igen stod tilbage som de sidste. Måske fik man endda kommentaren: ”I må godt få dem!” Underforstået: ”Så slipper vi!”

Jeg forventer og håber, at denne metode er en saga blot med dens marginaliseringsmekanismer. Men ”Find jer en makker” er altså sjældent væsentlig bedre. Den lader igen-igen børn søge til dem, de kender allerbedst (er tryggest ved eller gladest for). Og den lader de samme få være dem, der forgæves søger øjenkontakt og til sidst ender med at være sammen med … træneren.

“Find nogle nye øjne”

Når jeg selv underviser (abstraher fra coronarestriktioner her), så siger jeg: ”Find nogle nye øjne” fra øvelse til øvelse. Jeg italesætter, at vi kan betragte hinanden som ét stort balkort: At man skifter makker fra gang til gang, og at det er tilladt at gå efter at få kortet fyldt ud. Det åbner op for nye kontaktflader og overraskende oplevelser af forbundethed med hinanden.

Ift. mit barn har jeg haft talt med cheftræneren, der har lavet visse ændringer som følge heraf. Jeg har også talt med mit barn om, at man på en måde er meget ufri i verden, hvis man føler, at man hele tiden skal have én at være sammen med, at følges med. Hvis man har det sådan, gør man sig selv afhængig. For eksempel bliver man afhængig af, om der er nogle af ens nærmeste venner eller veninder, der vil gå til det samme, som man selv er interesseret i.

Gaven ved at føle sig udenfor indimellem

Jeg har også delt med hende, at alle kender til at føle os udenfor og indenfor – og det er sikkert fint nok at have begge oplevelser på forskellige tidspunkter. Hvis man hele tiden følte sig ”indenfor”, ville man måske nok føle sig lovlig meget ”on top of the world”. Når man indimellem mærker på egen krop, hvor svært det kan være at føle sig som ”the odd done out”, kan det øge ens empati, ansvarlighed og handlekraft i situationer, hvor andre tydeligvis indtager en mere marginaliseret rolle. 

Men altså: I dag, da jeg hentede min datter til sportsgrenen, fortalte hun om gode oplevelser med kammeraterne. Der var også en enkelt situation, hvor man skulle finde en makker, og der fandt hun sammen med en anden pige: ”vist mest fordi hendes bedsteveninde ikke var der i dag”.

Jeg øjede en mulighed for at styrke de fællesmenneskelige stier: ”Vi er nok lidt i samme båd der,” sagde jeg eftertænksomt til hende. ”Hvordan det?” ville hun vide. ”Da jeg startede som foredragsholder, skete det ret tit, at jeg blev booket, fordi de hellere ville have haft en anden, som så var forhindret. Men hen ad vejen fandt folk ud af, hvad jeg kan, og hvem jeg er, og i dag er der nogle, der venter to år på at få besøg af mig.”

Min datter så tankefuld ud. Jeg vidste, at jeg – uden at have brugt det tekniske udtryk ”Indgruppe” havde ligestillet os der. At hendes svære situation, var min svære situation. At vi var i øjenhøjde. Og at hendes følelser var helt normale.

Jeg greb muligheden for at nære lidt yderligere livslæring. ”Men det kommer næppe af sig selv. Derfor er det en god idé at søge øjenkontakt, at give et smil og en lille kommentar eller at hjælpe folk op, når de falder. De andre skal finde ud af henad vejen, hvor dejligt et menneske, du er.”

Hun smilede stille. Og så sad vi ellers der, side om side, og følte os forbundne.

Line Nordby Groule

Lines hjemmehæklede amydala-bombe

Anette Prehn (1975) er iværksætter, forskningsformidler, sociolog og forfatter til en række bestseller-bøger om hjernens spilleregler og disses betydning for socialt samspil, mental sundhed, læring og ledelse. Hendes nyeste bog er “Det syngende menneske. Nye veje til forbundethed“. Anette Prehn opdagede for år tilbage, at hjernen følger bestemte spilleregler. “What!” tænkte hun. “Hvordan kan det være, at forskerne ved det her, uden at det er omsat, så almindelige mennesker har konkret gavn og glæde af det?” Det kickstartede hendes mission: At blive en folkets formidler, der gør socialpsykologi og hjerneforskning praktisk anvendelig for alle. Anette Prehn har bl.a. fået udgivet “Afledte effekter. Tag skyklapperne af – styrk børn og unges livsmestring“, “FLIP – hjælp din plastiske hjerne med at tackle det 21. århundrede” samt HJERNESMART-trilogien: Hjernesmarte Børn, Hjernesmart Ledelse og Hjernesmart Pædagogik. Hun har også skrevet minibøgerne Ansvar og Mod samt HJERNEVENNER-minibogsserien, så børn og unge kan lære at gøre hjernen til en medspiller i hverdagen:

• Stierne i hjernen anbefales af professor og hjerneforsker Troels W. Kjær
• Bliv ven med hjernens amygdala anbefales af professor i socialpsykologi Per Schultz Jørgensen
• Gør hjernen til en medspiller anbefales af ph.d. og vinder af Ph.d. Cup 2017 Louise Klinge
• Sov dig til en bedre hjerne anbefales af hjerneforsker og søvnekspert Maiken Nedergaard
• Giv hjernen plads til udvikling anbefales af familievejleder Lola Jensen
• Tag nye billeder med hjernen anbefales af hjerneforsker Kjeld Fredens
• Din kreative hjerne anbefales af mad-entreprenør Claus Meyer

Anette Prehn er også en flittig skaber af sange til Danmark, primært i samspil med komponisterne Rasmus Skov Borring og Kristian Bisgaard. Du kan se/synge alle hendes offentliggjorte sange her. Og læse mere om Anette Prehns mission her.