SPØRGSMÅL OG SVAR OM STRESSPANELET

Besvaret af Anette Prehn, formand for Stresspanelet

Hvad er stress?
Hvor mange er I i panelet?
Får I en fed hyre?
Er I et statsligt organ, der kan lave nationale retningslinjer?
Har I bare siddet og “kloget” jer?
Hvordan er arbejdet foregået?
Hvad har haft betydning i jeres udvælgelse af anbefalinger?
Hvorfor er det ikke et panel fuldt af stressforskere?
Hvordan er I anderledes, end kommissioner, udvalg og paneler, der tidligere har kigget på stress?

Hvorfor mener I ikke mere om arbejdsmiljø?
Hvem udpegede jer?
Er panelet “regeringen” og kan lave lovgivning?
Har ministrene siddet med til møderne?
Har I kun arbejdet på møderne?
Hvad er jeres kommissorium?
Vil jeres handlingsforslag batte noget?

Hvad er stress? 

Der findes ifølge forskere rigtig mange definitioner på stress. F.eks. refererer stressforsker Malene Friis Andersen, at der inden for forskningen findes mere end 25 forskellige definitioner af stress, mens stressforsker Pia Ryom fremhæver, at der figurerer op til 77 definitioner af stress i samfundet.

Den definition, vi foreslår fra Stresspanelets side, bruges i en række sammenhænge allerede og ansporer til relevant handling.

Stresspanelet forstår stress som:

en længerevarende ubalance mellem

  • de ressourcer, man har til rådighed, individuelt og i ens miljø

på den ene side

og på den anden side:

  • de krav, der stilles til én
  • de krav, man opfatter, der stilles til én samt
  • øvrige træk på ens ”ressourcekonto”.

Definitionen leder i sig selv opmærksomheden i retning af relevant handling. Det gør den brugbar og værdifuld både i vores fællesskaber (i familien, på arbejdspladserne, på uddannelsesinstitutionerne, i fritidsfællesskaberne osv.) og ift. den enkelte.

Mærker og erkender man symptomer på stress, skal man enten styrke de ressourcer, man har til rådighed, eller justere krav, opfattede krav eller øvrige træk på ens ressourcer. Allerhelst både/og.

Vi kan også i vores fællesskaber hjælpe hinanden til en større trivsel ved at have opmærksomhed på balancen mellem ressourcer og krav på et givet tidspunkt og over tid. Og være klar til f.eks. at justere strukturer, som belaster os unødvendigt.

Hvis f.eks. arbejdspladser begynder at bruge denne definition i morgen, vil ledere og medarbejdere have et stærkt hjælpeværktøj til at identificere, hvornår negativ stress er under opsejling hos den enkelte, i en gruppe eller i arbejdspladskulturen. Samt hvad der konkret kan gøres for at ændre på tingenes tilstand, inden situationen udvikler sig til egentlig negativ stress.

Hvor mange er I i panelet? 

Vi er 10 personer med forskellig faglig baggrund og erfaring, alle med fødderne solidt plantet i praksis, som kan kommunikere jordnært og få ting til at ske.

Får I en fed hyre? 

Nej, vi arbejder alle sammen frivilligt og ulønnet, inkl. formanden. Vi har valgt at gøre det for Danmarks skyld – og fordi mental sundhed er en dagsorden, der SKAL løftes.

Er I et statsligt organ, der kan lave nationale retningslinjer? 

Nej. Vi er et frivilligt panel, der kommer med anbefalinger til handling. Det er hverken vores intention eller mandat at lave nationale retningslinjer. Vi kaster nogle “bolde” op i luften, som vi vurderer vil kunne knække den opadgående stresskurve, hvis de følges. Alle er velkomne til at gribe en eller flere af de bolde, vi sender afsted. Det er faktisk det, der er hele pointen; at Danmark arbejder sammen ift. at knække stresskurven.

Har I bare siddet og “kloget” jer?

Vi har helt bevidst åbnet os ift. omverdenen. På hvert af vores fire møder har vi haft to besøgende eksperter udefra, heraf en række forskere. Alle gæster er blevet bedt om at strukturere deres oplæg omkring 1-3 konkrete handlinger. De har altså ikke (f.eks.) skullet fortælle OM deres forskning, men i stedet skullet lade deres viden befrugte mulig handling: “Hvilke handlinger vil kunne gøre den største forskel ift. at knække stresskurven i Danmark? Hvem kan gøre hvad med hvilken ønsket effekt?”

Desuden har vi lavet en åben invitation til Danmark. Vi har – via otte ministeriers høringskanaler og aktivitet på bl.a. sociale medier – inviteret til at alle (forskere, praktikere og “almindelige” mennesker) kunne lægge hovedet i blød og sende os deres idéer til handling. Vi har modtaget i alt 202 eksterne forslag. Heraf kommer:

  • 23 fra forskere
  • 55 fra privatpersoner
  • 98 af organisationer/selskaber/foreninger
  • 26 fra praktikere.

Her kan du læse mere om, hvordan forslagene befrugtede arbejdet.

Et tredje initiativ er, at vi har sendt en invitation ud til studiemiljøer, hvor vi opfordrer til at ”Gå i Stresspanelets sko” – og bl.a. identificere, hvad man selv på studiet, i den daglige omgang med hinanden, kan iværksætte af konkrete handlinger, som vil gøre en vigtig forskel ift. stressniveau og trivsel lokalt.

Hvordan er arbejdet foregået? 

Arbejdet er blevet tilrettelagt i respekt for den ramme, der er sat omkring det – og udfra en overvejelse omkring, hvordan vi bedst muligt anvender den tid, der er sat af. Det er næret af tre kilder:

  1. Dels har vi med afsæt i det forskningen ved om, hvad der kan forårsage stress (f.eks. stor uforudsigelighed, manglende restitution, for lille relationel støtte og manglende mening) spurgt hinanden i panelet: “Hvilke handlinger vil forventeligt kunne gøre den allerstørste forskel på område X/Y/Z?” I stedet for at beskæftige os snævert med ét livsområde har vi valgt et “vugge-til-grav-perspektiv”.
  2. Dels har vi på hvert af vores fire formelle møder haft besøg af to forskere/eksperter udefra, der med afsæt i egen og andres forskning har identificeret de 1-3 handlinger, der for dem at se vil kunne gøre den allerstørste forskel ift. forekomsten af stress i Danmark.
  3. Dels har vi inviteret Danmark – og særligt forskere, praktikere samt personligt berørte af stress – til at bidrage med konkrete handlingsforslag. Vi har modtaget 202 tankevækkende forslag ad denne vej.

De seks ministre har sat os sammen for at få vores bud på, hvilke handlinger der vil kunne gøre en forskel. Ikke for at sortere i den myriade af andre menneskers bud på, hvad der er vigtigst i debatten – og som i øvrigt ofte ikke bliver til andet end “snakken” pga. manglende villighed til at gå skridtet og definere konkrete handlinger og sætte sin stemme bag disse. Hvis sidstnævnte havde været ønsket, havde man formentlig igangsat et arbejde af flere års varighed, der næppe havde baseret sig på frivillig arbejdskraft som her.

Vi skal også huske, at der er et utal af forskere derude, som benævner sig stressforskere, og hvis lønnede arbejde det er at kunne frembringe, sammenligne og kritisere hinandens forskning. De har deres lønnede job at løfte til hverdag. Vi har vores ulønnede at løfte i dette halve år (fra september 2018 til marts 2019).

Hvad har haft betydning i jeres udvælgelse af anbefalinger? 

Udover at vi har en ramme, der hedder, at det skal være handlinger, der ikke må koste alverden, så er realiserbarhed et vigtigt parameter. For mit vedkommende må jeg sige, at jeg langt hellere vil identificere små skru, som kan gøre en stor forskel derude, end at opliste ingredienserne til en kompliceret kage, som ingen gider at bage.

Hvorfor er det ikke et panel fuldt af stressforskere? 

Det er de seks ministres valg, og de har tydeligvis villet det anderledes. De lader til at have tænkt: “Hvad mon der sker, hvis vi sætter de her 10 menneskers hjernekraft sammen på fire møder af fem timer?” Og den tillid, de har vist os, gør vi vores bedste for at løfte.

Det er med andre ord ikke et forskerpanel. Det er ikke et embedsmandspanel. Og det er heller ikke et panel domineret af organisationsfolk.

Så hvad er det? Vi betragter os som et iværksættende panel. Panelet består af mennesker med fødderne solidt plantet i praksis, som kan kommunikere jordnært og få ting til at ske. Vores arbejde har handlet om at identificere konkrete og realiserbare handlinger med afsæt i viden om, hvad der kan forårsage stress.

Vi er også anderledes end en kommission, der f.eks. får flere år til arbejdet, penge for at løfte det og har et større sekretariat til at lave analyser m.m. Der er ikke bundet sådanne midler til dette arbejde. Som formand må jeg sige, at rammen var, som rammen var, da jeg påtog mig ansvaret. Den ramme kan mennesker selvfølgelig have tusind holdninger til, men jeg har valgt at skabe mest mulig værdi til Danmark inden for den givne ramme. Dette er i øvrigt en essentiel evne at opøve ift. følelses- og stressregulering: At kunne skelne mellem, hvad man kan påvirke, og hvad man ikke kan påvirke. Jeg fokuserer på, hvad jeg kan påvirke og kaster min kraft ind i det, fremfor at bruge en masse tid og energi på noget, som ligger udenfor min indflydelsescirkel.

Hvordan er I anderledes, end kommissioner, udvalg og paneler, der tidligere har kigget på stress? 

Det er vi på en række punkter. Vi er gået efter at lave helhedstænkning i vores samlede vifte af anbefalinger. Dvs. at anlægge et “vugge-til-grav” perspektiv, og ikke med fokus på f.eks. kun arbejdslivet eller kun unge.

Vores samlede vifte vil præsentere forslag indenfor:

  • Børneliv
  • Skoleliv
  • Ungdoms- og uddannelsesliv
  • Arbejdsliv
  • Tværgående initiativer


I stedet for at præsentere samtlige handlingsanbefalinger samlet, har vi valgt at præsentere dem drypvist, hvilket allerede har vist sig særdeles kraftfuldt i forhold til at få befolkningen til at diskutere stress og mental sundhed.

Hvorfor mener I ikke mere om arbejdsmiljø?

Det ligger i vores opdrag, at forslagene skal afgrænse sig fra at være af reguleringsmæssig karakter og ikke må omhandle forhold, som aftales af arbejdsmarkedets parter, og som Ekspertudvalget om Arbejdsmiljø tog sig af her i efteråret. Det lå også i opdraget, at Stresspanelets forslag kan gennemføres uden, at der er større udgifter forbundet hermed, da der ikke er afsat finansiering til forslag på området. Det har vi i videst muligt omfang tilstræbt at efterleve.

Hvem udpegede jer? 

Det gjorde de seks ministre Ellen Trane Nørby (Sundhedsminister), Tommy Ahlers (Uddannelses- og Forskningsminister), Eva Kjer Hansen (bl.a. Ligestillingsminister), Mai Mercado (Børne- og Socialminister), Troels Lund Poulsen (Beskæftigelsesminister) og Merete Riisager (Undervisningsminister).

Er panelet “regeringen” og kan lave lovgivning?

Nej. Vi er et uafhængigt panel. Hvilket reaktionen på anbefaling 1 om ForældreIntra meget godt indikerede; her var ministeren ikke enig med vores Plan A om at lukke ForældreIntra og aflyse Aula.

Har ministrene siddet med til møderne? 

Nej. Men tre af dem har været på besøg. F.eks. var Tommy Ahlers på besøg, mens vi fik to af de eksterne oplæg, og bagefter drøftede vi, hvordan vi kan gribe perfekthedskulturen an. Ellen Trane Nørby og Eva Kjer Hansen har også lagt vejen forbi vores møder, hvilket har givet et interessant perspektiv. Af panelets fem møder af fem timer (heraf fire officielle møder og et uofficielt) har ministre været på besøg i to timer af i alt 25 timer.

Har I kun arbejdet på møderne? 

Nej. Vi har også knoklet mellem møderne – der har været en hel del spørgsmål, der skulle afstemmes, uddybes og kvalificeres. Og senest: rapport, der skal forfattes.

Hvad er jeres kommissorium?

  • At engagere danskerne og øge bevidstheden i befolkningen om, hvad stress er, og hvad vi kan gøre ved det.

samt

  • At foreslå mulige tiltag, der kan skabe bredt fokus på centrale samfundstendenser, som kan bidrage til et forhøjet stressniveau i samfundet og den enkeltes samt familiens mulighed for at håndtere disse med henblik på at forebygge og reducere stress i samfundet.

Kommissoriet ligger her.

Vi er ikke sat i verden for at glæde os over de, der f.eks. synes, at obligatoriske digitale strukturer fungerer fremragende – og at de har en work-life balance, der er fin. Vi er sat i verden for at give stemme og styrke til de, der føler sig klemt og under stærkt krydspres i hverdagen, og hvor de i dag har svært ved at tale en kultur eller struktur imod.

Vil jeres handlingsforslag batte noget?

Det ser vi allerede nu, at de gør. Allerede da jeg blev udpeget og var til pressemødet i Det Kongelige Biblioteks have, fornemmede jeg dog, at vi var blevet kastet ind på markedspladsen for urealistiske forventninger. Fra start er jeg blevet opsøgt af mennesker, som mener, at lige netop deres vinkel ind på stress er den vigtigste af alle; enkeltsagerne har fyldt meget.

Desuden er der et forskermiljø, som ikke engang internt er enige om, hvad stress er, og hvordan det måles. Ligesom der også er “gået politik” i den. Forleden var jeg til en debat i P1. Da mikrofonerne var slukket, sagde den ene politiker til mig:

  • “Anette, jeg håber VIRKELIG, at I tager fat om nældens rod!”
  • “Hvad er nældens rod for dig?” spurgte jeg.
  • “Det er arbejdspresset i dag; at vi skal have en kortere arbejdsuge.”
  • Hvorefter den anden politiker brød ind og sagde; “nej, nej, vi skal have et lavere skattetryk!”

Det var en tankevækkende ordveksling, som fik mig til at indse, at uanset hvad vi foreslår, vil nogen kunne bruge kritikken af det som et springbræt til at promovere egne interesser.

Og i det lys, er det naturligvis en let løsning at lege “hullerne i osten”, når SÅ mange føler SÅ stærkt for deres nichevinkel ind i stressdebatten.

Men – som nævnt ovenfor – har vi valgt at anlægge et helhedsperspektiv; fra vugge til grav. Og vi står, hvor vi står, for at give stemme og hjælp til dem, der føler sig i krydspres og stressede i hverdagslivet; ikke for at glæde os med dem, der føler sig ressourcefulde og overskudsagtige i de livsperioder, vi dykker ned i.

Med andre ord er det for os IKKE et krav, at et flertal inden for den pågældende livsfase, som vi kigger på. skal opleve, at det, vi peger på er et “problem”. Tværtimod! Vi står op for dem, der er ramt – og vi som samfund kan hjælpe, hvis vi tænker og handler anderledes, på strukturelt niveau, kulturelt niveau og i vores fællesskaber.

KONKRETE HANDLINGSFORSLAG FRA STRESSPANELET

  1. Luk ForældreIntra/Aflys Aula. Plan B (hvis en digital platform fastholdes) “2 om ugen, 2 om året” – dvs. kun forventning om, at forældre tjekker 2 gange om ugen, samt en guideline for antallet af årlige forældrearrangementer på 2.

Læs her Politikens solo-interview med formand Anette Prehn, der begyndte hele debatten:

 

Luk det! 

Sådan lyder stresspanelets dom over forældreintra, som i dag er den digitale platform, forældre og skoler kommunikerer på. Det siger panelets formand, sociolog og forfatter, Anette Prehn. Platformen er nemlig præget af meddelelsesforurening, som stresser alle omkring skolen.

»Problemet er, at forældreintra i dag stresser både forældre, lærere og elever, fordi det er præget af meddelelsesforurening. Vi anbefaler derfor, at lukke ForældreIntra og aflyse Aula, som er den kommende erstatning af ForældreIntra.«, siger Anette Prehn.

Hvad mener du med meddelelsesforurening?

»Det er at forældre, skoleledelse og lærere er koblet op i et system, hvor alle kan skrive. Beskeder som “Er der nogen som har set Mathildes gummistøvler?”;, kommer sammen med diskussioner om “Hvad synes I om det, læreren sagde i går?” Det skader mere, end det gavner, selv om intentionen har været den bedste fra starten«.

Handler det ikke bare om at sætte grænser for brugen?

»Det har vist sig svært at sætte grænser, fordi vi tager vores kommunikationsmønstre ind i en sådan relation. Hvis jeg er en mor, som normalt SMS’er til mit barn fire til fem gange om dagen, vil det smitte af på min måde at kommunikere på forældreintra på – både med lærere og andre forældre. Desuden betyder det en lind strøm af meddelelser fra skolen, og presser forældre ind i en kultur, hvor de er nødt til at tjekke forældreintra flere gange om dagen for at sikre sig, at deres børn ikke kommer galt afsted«.

Tjekker forældre virkeligt intranettet flere gange om dagen?

»Ja, mange steder tjekker forældre flere gange dagligt. Der kan være ændringer, der bliver lagt ind af en lærer om aftenen, som man lige skal tjekke, før man går ud af døren om morgenen. Vores forslag handler også om at beskytte lærere mod stress i stedet for at udsætte dem for et frit informationsflow, hvor forældre kan skrive i tid og i utide og forstyrre lærernes mere langsigtede prioriteter. Der er brug for at vise en større tillid til lærerens og skolens faglighed. Skolerne skal have det rum, uden at forældre konstant skal blandes ind i det«.

Anette Prehn peger på, at forældreintra også har konsekvenser for eleverne.

»Der er noget fundamentalt på spil, som handler om barnets selvstændighed. I mange hjem er det forældrene som modtager en ugeplan på intra. Det vil sige, at forældrene nærmest skal gennem sådan en slags daglig andagt, hvor de sidder og messer ugeplanen og uddelegerer lektier til børnene. Forældrene bliver en slags hjælpelærere. Her kan man kan spørge sig selv, hvor den idé egentlig kommer fra? En fysisk lektiebog vænner børn til stille og roligt at tage ansvar for aftaler og egen læring«.

Hvad var afgørende for jeres anbefaling?

»Det gjorde indtryk på alle i panelet, at børn beretter om, at der bliver skrevet bag om ryggen på dem. Da du og jeg var børn havde vi en kontaktbog. Det var tydeligt for enhver, når der var blevet skrevet i den. Det var barnets ansvar at vise meddelelsen på et tidspunkt, hvor man vurderede, at forældrene var i humør til at kunne magte beskeden. Barnet var selv en aktør. Nu ved børnene ikke, hvornår der bliver skrevet, og hvornår forældrene læser det. Det samme gælder lærerne. De aner ikke, hvornår der bliver skrevet om dem«.

Det lyder lidt som maskinstormeri?

»Nej. Digitale løsninger har bibragt os mange fantastiske ting – også i uddannelsessystemet. Men vi skal altid spørge, om det bibringer noget bedre, og om der er afledte effekter, som undergraver noget vigtigt«.

Er samarbejdet skole og mellem forældre er ikke vigtig for børns trivsel i skolen?

»Jo. Men hvem siger, at mere gør det bedre? Der skal findes en øvre grænse, for skolen er ikke eneste institution, som kræver forældres opmærksomhed. Der er også holdsport, arbejde og fritidsaktiviteter. Når samspilskravene hele tiden udbygges, er der forældre der står af«.

Hvordan det?

»Det kan virke socialt ekskluderende, hvis man ikke læser og skriver så godt og ikke i sit arbejde har computeren åben hele tiden. Desuden er vi nogen, som har andet at lave«.

Intranettet er jo en mulighed. Det skal vel bare bruges rigtigt og mindre?

»Det argument hører vi i forbindelse med udviklingen af ForældreIntras afløser, som hedder Aula. Aula vil justere anvendelsen af den digitale struktur. Men stresspanelet sætter grundlæggende spørgsmålstegn ved præmissen for den digitale struktur: at omkring 50 forældre skal bindes op på hinanden og lærerne på den måde. Men hvis man vil fastholde en digital platform, har vi også en plan B«.

Hvordan lyder plan B?

»Den hedder “2 om ugen, 2 om året”. Hvis skolen fastholder en digital platform anbefaler vi, at det kun forventes at forældre læser to gange om ugen. For eksempel på to angivne cirka tidspunkter, så det er klart, at forældre ikke skal læse ustandseligt. To gange om året er i forhold til forældrearrangementer per elev. Vi har som stresspanel ønsket at komme med en markant guideline og sige, at det skal være muligt at have flere skolesøgende børn samtidig uden at skulle gå på deltid for at klare forventningerne. Det er helt uoverskueligt i familier med mange børn, med de 6-7-8 arrangementer pr. barn om året, der er blevet normen mange steder. Og man skal ikke påduttes en ny familie, bare fordi ens barn går i grundskole i Danmark«.

Kan forældrene ikke bare sige nej?

»Jo det kan de. Men hvis det skal være fællesskabsopbyggende, så skal der være færre og mere velgennemtænkte arrangementer. Ideen om at man styrker samarbejde alene af at stimle mennesker sammen beror på manglende kendskab til sociale dynamikker. Faren til fem kan sagtens sidde og tygge i sit rundstykke alene i hjørnet, mens kliken, der alligevel drikker rødvin sammen lørdag aften, hænger ud sammen til forældrearrangementet«.

Hvem skal sikre “2 om ugen, 2 om året”?

»Det bliver en guideline. Stresspanelet kan og skal ikke diktere noget. Men vi håber, at aktørerne omkring skolerne vil henvise til den og tage anbefalingen alvorligt. Det handler om, at alle skal være med, og at aktivitetsgraden både skal bidrage til klassens liv og til familiernes ro og nærvær derhjemme«.


Anette Prehn (1975) er iværksætter, forskningsformidler, sociolog og forfatter til en række bestseller-bøger om hjernens spilleregler og disses betydning for socialt samspil, læring og ledelse. Hun opdagede for år tilbage, at hjernen følger bestemte spilleregler. “What!” tænkte hun. “Hvordan kan det være, at forskerne ved det her, uden at det er omsat, så almindelige mennesker har konkret gavn og glæde af det?” Det kickstartede hendes mission: At blive en folkets formidler, der gør socialpsykologi og hjerneforskning praktisk anvendelig for alle. Anette Prehn har bl.a. fået udgivet "FLIP - hjælp din plastiske hjerne med at tackle det 21. århundrede" samt HJERNESMART-trilogien: Hjernesmarte BørnHjernesmart Ledelse og Hjernesmart Pædagogik. Hun har også skrevet HJERNEVENNER-minibogsserien, så børn og unge kan lære at gøre hjernen til en medspiller i hverdagen:

  • Stierne i hjernen anbefales af professor og hjerneforsker Troels W. Kjær
  • Bliv ven med hjernens amygdala anbefales af professor i socialpsykologi Per Schultz Jørgensen
  • Gør hjernen til en medspiller anbefales af ph.d. og vinder af Ph.d. Cup 2017 Louise Klinge
  • Sov dig til en bedre hjerne anbefales af hjerneforsker og søvnekspert Maiken Nedergaard
  • Giv hjernen plads til udvikling anbefales af familievejleder Lola Jensen
  • Tag nye billeder med hjernen anbefales af hjerneforsker Kjeld Fredens
  • Din kreative hjerne anbefales af mad-entreprenør Claus Meyer

Du kan købe Hjernevenner-seriens minibøger samlet her. Og læse mere om Anette Prehns mission her

Følg Anette Prehn på Facebook | Følg Anette Prehn på LinkedIn