Sundhedsplejersken skulle tjekke min 6-årige datter, Alicia. Sådan er det i 0. klasse. Hun var sød og venlig og stillede Alicia en række åbne spørgsmål. F.eks. ”Hvad synes du om at gå i skole?” eller ”Hvad kan du godt lide at lave i din fritid?” Min datter tænkte sig grundigt om, inden hun svarede. Faktisk tænkte hun sig om så grundigt og så længe, at sundhedsplejersken vist troede, at der intet svar ville komme. Derfor supplerede hun igen og igen med et lukket spørgsmål: ”Kan du godt lide det?” eller ”Har du nogle gode veninder, du leger med?” Sundhedsplejerskens intention var god nok, men lukkede spørgsmål inviterer som bekendt til et ”ja” eller et ”nej”, så det begrænsede samtalen noget.

Da jeg nu alligevel var på skolen, greb jeg muligheden for at være med og hjælpe til i klassen den dag. Det opmuntrer lærerne forældrene til, hvis de har lyst, og vi havde aftalt det på forhånd. Her kunne jeg se, at min datter lod til gerne at ville tænke færdig, inden hun rakte hånden op. Hvorfor hun ofte slet ikke nåede at komme på banen, endda i situationer hvor hun oplagt godt ville kunne det.

DE STILLE PIGER
Mange piger – og senere kvinder – i uddannelsessystemet har en forestilling om, at de bør vide, hvad de vil sige, INDEN de rækker hånden op. Hvorfor de får hånden op for sent (hvis overhovedet) og bliver temmelig usynlige i læringsrummet. Min egen aha-oplevelse omkring dette kom først i starten af 20’erne. Her forstod jeg – ved at betragte min egen adfærd udefra – at hvis jeg først rakte hånden op, når jeg vidste, hvad jeg ville sige, kom jeg aldrig ”ind i kampen”. Så var andre nemlig blevet taget før mig, igen og igen.

Jeg erfarede, at det var smartere at få hånden op i en fart, og så ellers tænke (dybere) over mit svar, mens jeg sad og ventede på, at underviseren besluttede, hvem der skulle have taletid. Ind imellem indså jeg, at jeg vitterligt IKKE vidste, hvad jeg ville sige – og tog derfor hånden ned igen. Og engang imellem blev jeg taget, mens jeg stadig havde ”blank skærm” og (endnu) ikke havde fået trampet stier op omkring, hvad jeg gerne ville svare. I de situationer måtte jeg så i stedet sige: ”Jeg kom lige fra det, beklager!”, ”Pas!” eller ”Jeg glemte lige, hvad jeg ville sige.” Sådan er det jo. Til gengæld accelererede jeg også antallet af bidrag i læringsrummet.

STIER KRÆVER TRÆNING
Da jeg puttede Alicia den aften, efter at hun havde været til sundhedsplejersken, spurgte jeg, om hun ville høre noget, jeg først selv havde lært, da jeg var 20 år. Det ville hun gerne.

Jeg delte ovenstående med hende, og jeg kunne se, at det gav mening for hende. Men jeg vidste også, at hvis det skulle blive til læring, skulle vi begynde optrampningen af stien sammen. At sætte en intention om noget – at tale om det – er det letteste. At kunne trampe stien i en konkret situation kræver træning. Fremtidståge spænder hurtigt ben for den gode intention.

”Skal vi prøve det?” spurgte jeg hende.
”Ja”, svarede hun tillidsfuldt.
Og så gik vi ellers i gang. Det var sjovt og hyggeligt. Jeg stillede spørgsmål, hun rakte fingeren op (liggende i sin seng) – INDEN hun kendte sit svar. <
• ”Hvad har I lavet i weekenden?” Alicias hånd fløj op med det samme. Jeg gav hende 4-5 sekunder. ”Alicia?” ”Jeg har været i teatret.” ”Hvad så du?” ”Mester flytter hjem, om en hund der kunne snakke.”
• ”Hvilken tegning lavede I i Billedkunst?” Alicias hånd fløj op. Jeg gav hende 3-4 sekunder. ”Alicia?” ”En chokoladebil.”
• ”Hvem hjalp Axel i historien?” Alicias hånd fløj op Jeg gav hende 2-3 sekunder. ”Harry”. ”Hvem var Harry?” ”Mekanikeren.”

Da vi havde kørt 7-8 runder, var hun blevet fortrolig med at skyde hånden til vejrs. Det vigtigste signal, en hånd i vejret sender, er: ”Jeg vil gerne lege med!” Og så kan man ellers tænke over sit svar, mens man venter.

NÅR MAN ALLIGEVEL IKKE HAR SVARET
Der sker dog også ind imellem det, at man finder ud af, at man enten ikke har et svar, eller at man ikke husker, hvad man ville sige. Så selvfølgelig skulle vi også lige træne op, hvad man kan sige i de situationer:

• ”Hvad hedder de steder i universet, hvor stjerner bliver født?” Alicias hånd fløj op. Jeg gav hende 2-3 sekunder. ”Alicia?” ”Det ved jeg vist alligevel ikke.” ”Helt fint!”
• ”Hvilken dag er det i dag?” Alicias hånd fløj op. ”Alicia?” ”Jeg har glemt det”. ”Det’ OK.”
• Osv.

I situationen her bruger jeg min pandelapsfunktion til at forudse de langsigtede konsekvenser af den adfærd, min datter p.t. udviser. ”Hvis hun bliver ved med at optrampe disse afventende stier, hvor bringer det hende så hen? Vil det hjælpe hende på længere sigt?” Hvis nej: overvej hvilke stier, der skal trampes op; hvilke strategier barnet har brug for at lære og blive tryg ved.

Inden vi overhovedet begyndte at lege, anerkendte jeg hende for, hvor meget hun har at give til sine omgivelser: Hun er eftertænksom, sjov, ressourcefuld og har indre balance. Det kan gavne klassen rigtig meget, at hun viser de andre det. ”Du har så meget at give!” mindede jeg hende om.

Jeg anerkendte også hendes tænkefunktion: ”du er god til at tænke efter, og det er godt at kunne”, men jeg påpegede samtidig, at lige præcis i en klasserumssituation er det en god idé at optrampe andre stier også, fordi man dermed kan smitte andre med det, man har at give og hjælpe klassen med at fungere godt. Det forstod hun fint.

LÆG SPOR UD I HJERNEN SAMMEN
Jeg ved, qua mit arbejde med hjernens spilleregler, at det er utilstrækkeligt at ”høre” eller ”erkende” noget. Hvis det skal batte noget og have en indflydelse i praksis, skal det optrænes. Stierne skal gås til i en tryg og tillidsfuld ramme – gerne med et glimt i øjet.

Min samtale og træning med Alicia reframede for hende, hvad der skal være til stede, førend man kan/må række hånden op. Den reframede endda for hende, hvad håndsoprækning handler om: Det går nemlig videre end ”deltagelse”. Man er som aktivt barn med til at præge klassens liv og måde at være sammen på. Man kan også påvirke, hvor meget klassen lærer over tid; hvor sultne de er på viden og læring.

Først og fremmest har vi trampet op, at det er OK at begynde at sige noget, selv når man har ”blank skærm”. Hvis endelig man siger en sætning, som man har lyst til at ændre, så ændrer man den bare undervejs, bygger noget andet ovenpå eller starter forfra. Det er vigtig, vigtig læring for en – for tiden – lidt stille pige.

Mon du er kommet i tanke om specifikke børn, mens du har læst indlægget her? Hvilke strategier kan være gode for dem at trampe op stille og roligt? Hvilke stier kan du selv tåle at betræde mere systematisk?

Gode hilsner
Anette

PS: At gå stien til nogle gange én aften er utilstrækkeligt. Stier i hjernen skal betrædes jævnligt for at være synlige og OK lette at gå ad. Stier i hjernen, der ikke betrædes, gror til. “Use It or Lose It”, hedder hjernespillereglen.

PPS: Når vi voksne kommunikerer med et barn, der har får vane at ville “tænke færdig”, så giv plads, tid og tryghed. Det kommer! Det kan være fristende at ty til lukkede (ja/nej) spørgsmål, men så misser man også en gylden mulighed for at forstå mere af barnets glæder, motivation og opmærksomhedspunkter. Måske vil barnet gerne kigge væk, mens det fortæller? Måske er det OK for barnet at skrive navnene på kammeraterne? Mulighederne for respektfuld kontakt – er mange. Regn som udgangspunkt med, at et barn – der på sundhedsplejerskens kontor bliver spurgt til sin hverdagsadfærd – INTET kan huske. Dette skyldes “rummets hukommelse”, som jeg i særlig grad udfolder i bogen Hjernesmart Ledelse men også i Hjernesmarte Børn og Hjernesmart Pædagogik.

PPPS: Når lærere og forældre i bedste mening opmuntrer et barn til at “turde række hånden op i timen”, får de uintenderet skabt en association mellem håndoprækningen og noget utrygt/farligt (markeret af ordet “turde”). Det skaber andre associationer i barnet, hvis de voksne opmuntrer det til at bidrage eller dele dét det har på hjerte – eller til at afprøve forskellige små, sjove eksperimenter, der stille og roligt gør det mere trygt for barnet at sige noget i klasserummet.

PPPPS: Mon ovenstående ene og alene gælder stille piger?


Anette Prehn (1975) er iværksætter, forskningsformidler, sociolog og forfatter til en række bestseller-bøger om hjernens spilleregler og disses betydning for socialt samspil, læring og ledelse. Hun opdagede for år tilbage, at hjernen følger bestemte spilleregler. “What!” tænkte hun. “Hvordan kan det være, at forskerne ved det her, uden at det er omsat, så almindelige mennesker har konkret gavn og glæde af det?” Det kickstartede hendes mission: At blive en folkets formidler, der gør socialpsykologi og hjerneforskning praktisk anvendelig for alle. Anette Prehn har bl.a. fået udgivet "FLIP - hjælp din plastiske hjerne med at tackle det 21. århundrede" samt HJERNESMART-trilogien: Hjernesmarte BørnHjernesmart Ledelse og Hjernesmart Pædagogik. Hun har også skrevet HJERNEVENNER-minibogsserien, så børn og unge kan lære at gøre hjernen til en medspiller i hverdagen:

  • Stierne i hjernen anbefales af professor og hjerneforsker Troels W. Kjær
  • Bliv ven med hjernens amygdala anbefales af professor i socialpsykologi Per Schultz Jørgensen
  • Gør hjernen til en medspiller anbefales af ph.d. og vinder af Ph.d. Cup 2017 Louise Klinge
  • Sov dig til en bedre hjerne anbefales af hjerneforsker og søvnekspert Maiken Nedergaard
  • Giv hjernen plads til udvikling anbefales af familievejleder Lola Jensen
  • Tag nye billeder med hjernen anbefales af hjerneforsker Kjeld Fredens
  • Din kreative hjerne anbefales af mad-entreprenør Claus Meyer

Du kan købe Hjernevenner-seriens minibøger samlet her. Og læse mere om Anette Prehns mission her

Følg Anette Prehn på Facebook | Følg Anette Prehn på LinkedIn