Sundhedsplejersken skulle tjekke min 6-årige datter, Alicia. Sådan er det i 0. klasse. Hun var sød og venlig og stillede Alicia en række åbne spørgsmål. F.eks. ”Hvad synes du om at gå i skole?” eller ”Hvad kan du godt lide at lave i din fritid?” Min datter tænkte sig grundigt om, inden hun svarede. Faktisk tænkte hun sig om så grundigt og så længe, at sundhedsplejersken vist troede, at der intet svar ville komme. Derfor supplerede hun igen og igen med et lukket spørgsmål: ”Kan du godt lide det?” eller ”Har du nogle gode veninder, du leger med?” Sundhedsplejerskens intention var god nok, men lukkede spørgsmål inviterer som bekendt til et ”ja” eller et ”nej”, så det begrænsede samtalen noget.

Da jeg nu alligevel var på skolen, greb jeg muligheden for at hjælpe til i klassen den dag. Det opmuntrer lærerne forældrene til, hvis de har lyst og tid, og vi havde aftalt det på forhånd. Her kunne jeg se, at min datter lod til gerne lige at ville tænke færdig, inden hun rakte hånden op. Som følge heraf nåede hun ofte slet ikke at komme på banen, endda i situationer hvor hun oplagt godt ville kunne det.

DE STILLE PIGER

Mange piger – og senere kvinder – i uddannelsessystemet har en forestilling om, at de bør vide, hvad de vil sige, INDEN de rækker hånden op. Det gælder naturligvis også visse drenge, men her i blogindlægget forholder jeg mig til den kategori, vi i vores kultur kalder “stille piger”.

Når man vænner sig til, at ens hånden sjældent, sent eller aldrig ryger i vejret, bliver man temmelig usynlig i læringsrummet. Hjernen er konstant formbar og ændrer sig efter, hvordan den bliver brugt. Dens forbindelser kan sammenlignes med stier i en skov: Dem, vi går på ofte, bliver bredere. Dem, vi kun sjældent tager, gror til. Dem, der har til gode at blive “trampet op” vækker ofte en vis uro og fremtidståge. Uanset om vi er bevidste om det eller ej, er hjernen hele tiden i gang med at styrke, svække eller omforme forbindelser. Det er neuroplasticiteten i en nøddeskal – og princippet hedder også “Use It or Lose It”.

Min egen aha-oplevelse omkring dette kom først i starten af 20’erne. Her forstod jeg – ved at betragte min egen adfærd udefra – at hvis jeg først rakte hånden op, når jeg vidste, hvad jeg ville sige, kom jeg aldrig ”ind i kampen”. Så var andre nemlig blevet taget før mig, igen og igen. Jeg var dengang i redaktionen på et Studentermagasin og skrev artiklen “Det tavse køn”, hvor en forsker bl.a. fremhævede, at “kvinder vil gerne have formuleret deres tanker korrekt, inden de siger noget.” Læs evt. artiklen i bunden af dette blogindlæg.

Jeg erfarede med andre ord, at det var smartere at få hånden op i en fart, og så ellers tænke (dybere) over mit svar, mens jeg sad og ventede på, at underviseren besluttede, hvem der skulle have taletid. Det var for sent at komme i gang, når jeg havde tænkt færdig, og jeg erkendte, at jeg skulle øve mig på bevægelsen.

Ind imellem indså jeg – siddende der med hånden i vejret – at jeg vitterligt IKKE vidste, hvad jeg ville sige – og tog derfor hånden ned igen. Engang imellem blev jeg taget, mens jeg stadig havde ”blank skærm” og (endnu) ikke havde fået “trampet stien ordentligt op” omkring, hvad jeg gerne ville svare. Det skete sjældent, men i de situationer måtte jeg jo så i stedet sige: ”Jeg kom lige fra det, beklager!”, ”Pas!” eller ”Jeg glemte lige, hvad jeg ville sige.” Sådan er det jo. Til gengæld accelererede jeg også antallet af bidrag i læringsrummet.

STIER KRÆVER TRÆNING

Da jeg puttede Alicia om aftenen, efter at hun havde været til sundhedsplejersken, spurgte jeg, om hun ville høre noget, jeg først selv havde lært, da jeg var 20 år. Det ville hun gerne.

Jeg delte ovenstående med hende i børnesprog og kunne se, at det gav mening for hende. Jeg vidste dog også, at hvis det skulle blive til læring, skulle vi begynde optrampningen af den nye sti sammen. At sætte en intention om noget – og at tale om det – er det letteste. At trampe stien op så grundigt at den kan bruges i konkrete hverdagssituationer kræver træning. Fremtidståge spænder i de tilfælde nemlig hurtigt ben for den gode intention.

”Skal vi prøve det?” spurgte jeg hende.
”Ja”, svarede hun tillidsfuldt.
Og så gik vi ellers i gang.

Jeg stillede spørgsmål, hun rakte fingeren op (liggende i sin seng) – INDEN hun kendte sit svar. Det var både sjovt og hyggeligt:

• ”Hvad har I lavet i weekenden?” Alicias hånd fløj op med det samme. Jeg gav hende 4-5 sekunder. ”Alicia?” ”Jeg har været i teatret.” ”Hvad så du?” ”Mester flytter hjem, om en hund der kunne snakke.”
• ”Hvilken tegning lavede I i Billedkunst?” Alicias hånd fløj op. Jeg gav hende 3-4 sekunder. ”Alicia?” ”En chokoladebil.”
• ”Hvem hjalp Axel i historien?” Alicias hånd fløj op. Jeg gav hende 2-3 sekunder. ”Harry”. ”Hvem var Harry?” Alicias hånd fløj op. ”Mekanikeren.”

Da vi havde kørt 7-8 runder, var hun blevet fortrolig med at skyde hånden til vejrs. Det vigtigste signal, en hånd i vejret sender, er: ”Jeg vil gerne lege med!” Det er en ny fortolkning for mange lidt mere stille piger (og drenge). De lærer dermed, at det er ok at signalere sit engagement, førend de har tænkt færdig. Og de vænner sig til at have “tillid til tomheden”, som jeg kalder det: at der nok skal dukke en refleksion eller et svar op. Og så kan man ellers overveje den mere præcise formulering af sit svar, mens man venter.

Naturligvis foreslår jeg ikke her, at man i enhver situation skal kaste hånden i vejret – også når man er helt blank. Men i mange situationer, hvor et svar er “på vej”, eller lige skal graves frem, kan strategien med fordel benyttes af disse børn (og voksne).

NÅR MAN ALLIGEVEL IKKE HAR SVARET

Der sker dog også ind imellem det, at man finder ud af, at man enten ikke har et svar, eller at man ikke husker, hvad man ville sige. Så selvfølgelig skulle vi også lige træne op, hvad man kan sige i de situationer:

• ”Hvad hedder de steder i universet, hvor stjerner bliver født?” Alicias hånd fløj op. Jeg gav hende 2-3 sekunder. ”Alicia?” ”Det ved jeg vist alligevel ikke.” ”Helt fint!”
• ”Hvilken dag er det i dag?” Alicias hånd fløj op. ”Alicia?” ”Jeg har glemt det”. ”Det’ o.k.”
• Osv.

I situationen her bruger jeg min pandelapsfunktion til at forudse de langsigtede konsekvenser af den adfærd, min datter p.t. udviser. ”Hvis hun bliver ved med at optrampe disse afventende stier, hvor bringer det hende så hen? Vil det hjælpe hende på længere sigt?” Hvis nej: overvej hvilke stier, der skal trampes op; hvilke strategier barnet har brug for at lære og blive tryg ved.

Inden vi overhovedet begyndte at lege, anerkendte jeg hende for, hvor meget hun har at give til sine omgivelser: Hun er eftertænksom, sjov, ressourcefuld og har en fin indre balance. Det kan gavne klassen rigtig meget, at hun viser de andre det. ”Du har så meget at give!” mindede jeg hende om.

Jeg anerkendte også hendes tænkefunktion: ”Du er god til at tænke efter, og det er godt at kunne”, men jeg påpegede samtidig, at lige præcis i en klasserumssituation er det en god idé at optrampe andre stier også, fordi man dermed kan smitte andre med det, man har at give og hjælpe klassen med at fungere godt. Det forstod hun fint.

LÆG SPOR UD I HJERNEN OG KROPPEN SAMMEN

Jeg ved, qua mit arbejde med hjernens spilleregler, at det er utilstrækkeligt at ”høre” eller ”erkende” noget. Hvis det skal batte noget og have en indflydelse i praksis, skal det optrænes. Stierne skal gås til i en tryg og tillidsfuld ramme – gerne med et glimt i øjet.

Min samtale og træning med Alicia reframede, det vil sige omfortolkede, for hende, hvad der skal være til stede, førend man kan/må række hånden op. Den reframede endda for hende, hvad håndsoprækning handler om: Det går nemlig videre end ”deltagelse”. Man er som aktivt barn med til at præge klassens liv og måde at være sammen på. Man kan også påvirke, hvor meget klassen lærer over tid; hvor sultne de er på viden og læring.

Først og fremmest har vi trampet op, at det er o.k. at begynde at sige noget, selv når man har ”blank skærm”. Hvis endelig man siger en sætning, som man har lyst til at ændre, så ændrer man den bare undervejs, bygger noget andet ovenpå eller starter forfra. Det er vigtig, vigtig læring for en – for tiden – lidt stille pige. Husk også her at tale i Midlertidighedens sprog i stedet for i rigide stempler.

Mon du er kommet i tanke om specifikke børn, mens du har læst indlægget her? Hvilke strategier kan være gode for dem at trampe op stille og roligt? Hvilke stier kan du selv tåle at betræde mere systematisk?

Gode hilsner
Anette

PS: Når vi voksne kommunikerer med et barn, der har får vane at ville “tænke færdig”, så giv plads, tid og tryghed. Det kommer! Det kan være fristende at ty til lukkede (ja/nej) spørgsmål, men så misser man også en gylden mulighed for at forstå mere af barnets glæder, motivation og opmærksomhedspunkter. Måske vil barnet gerne kigge væk, mens det fortæller? Måske er det o.k. for barnet at skrive navnene på kammeraterne? Mulighederne for respektfuld kontakt er mange. Regn som udgangspunkt med, at et barn – der på sundhedsplejerskens kontor bliver spurgt til sin hverdagsadfærd – INTET kan huske. Dette skyldes fænomenet “rummets hukommelse”, som jeg i særlig grad udfolder i bogen Hjernesmart Ledelse men også i Hjernesmarte Børn og Hjernesmart Pædagogik.

PPS: Når lærere og forældre i bedste mening opmuntrer et barn til at “turde række hånden op i timen”, får de uintenderet skabt en association mellem håndoprækning og noget utrygt/farligt (markeret af ordet “turde”). Det skaber andre associationer i barnet, hvis de voksne opmuntrer det til at “bidrage” eller “dele” dét det har på hjerte – eller til at “afprøve” forskellige små, sjove eksperimenter, der stille og roligt gør det mere trygt for barnet at sige noget i klasserummet.

Prehn, A. 1996: “Det tavse køn”, Fodnoten – temanummer om tale og tavshed, 7/1996: