På mit juni-kursus i Hjernesmart Vaneændring deltog en kvindelig klatrer og direktør i egen virksomhed, Annette Dahl. I løbet af dagen delte hun spontant én af de store aha-oplevelser og successer, hun har oplevet efter at være kommet ind i det hjernesmarte univers. Efterfølgende var hun sød at skrive den ned til mig med henblik på at inspirere andre:

Jeg er en passioneret klatrer, der brænder for min sport. Desværre er angsten for at falde også en del af min klatring, og det arbejder jeg bevidst med at ændre. Problemet er, at jeg – hver gang jeg står der ved væggen – får jeg fortalt mig selv at ’Aj, det er godt nok en svær rute. Den bevægelse kan jeg nok ikke klare’ – og så er min amygdala allerede i gang, hjertet banker ekstra hurtigt, og når jeg klatrer, er jeg ikke groundet i min krop.

I foråret læste jeg så ’Hjernesmart Ledelse’ og blev utrolig inspireret af at læse, at man kan træde nye stier i hjernen uden faktisk at GØRE det, man vil ændre. Det vil sige, jeg behøvede ikke sådan virkelig at klatre på væggen for at ændre min tilstand (og mit syn på mig selv og dét at klatre og være bange for at falde). 50-60 gange over nogle dage tænkte jeg herefter på mig selv klatrende, boblende og med succes nå toppen af den ene svære rute efter den anden. Nogle gange varede min træning få sekunder, andre gange flere minutter. Samtidig sagde jeg højt til mig selv med et smil ’Jeg tramper en ny sti’. En speciel svær bevægelse klatrede jeg igen og igen i mit hoved og analyserede bevægelsen – og med stor kraft rakte jeg op efter grebet … hjemme fra min sofa.

En almindelig fredag i klubben skulle jeg så klatre ’bevægelsen’ (altså den bevægelse jeg ellers hidtil ikke havde kunnet). Jeg fik sagt til de andre – ’Kan altså ikke lige startbevægelsen, men jeg gør et forsøg.’ Og så skete det mest fantastiske. Jeg gik på væggen, satte fødderne præcist, hvor de skulle være, bevægede mig målrettet mod grebet og JAAAA for pokker da, jeg gjorde det!!! At tænke på oplevelsen nu giver mig kuldegysninger, for jeg kan fuldstændig genkalde mig fornemmelsen af ubetinget overraskende glæde.

En ny sti var trampet i min hjerne, og i dag bruger jeg det hver gang, jeg klatrer: ’Jeg har trampet en ny sti, gå ad den’. Jeg skal stadig øve mig – og den gamle sti kan også nogle gange blive brugt igen. Men mere og mere bliver min nye sti godt og grundigt trampet til. Jeg bruger det stort set hver dag nu. Jeg har lagret oplevelsen og kan trække den frem og ’logge’ mig ind i følelsen, hvis jeg lige får brug for et ’hep hep du kan godt’.

Ih, altså!!! Er det ikke et skønt vidnesbyrd? Det, Annette Dahl beskriver her, kaldes også for Mind Sculpture: Evnen til at lave mentale generalprøver på en måde, der vækker alle sanser og styrker de relevante forbindelser i hjernen. Vil du vide mere? Find Hjernesmart Ledelse – eller en af mine andre bøger i boghandelen.

Alt godt!

Anette


Anette Prehn (1975) er iværksætter, videnskabsformidler, sociolog og forfatter til en række bestseller-bøger om hjernens spilleregler, og disses betydning for socialt samspil, læring og ledelse. Hun opdagede for år tilbage, at hjernen følger bestemte spilleregler. “What!” tænkte hun. “Hvordan kan det være, at forskerne ved det her, uden at almindelige mennesker har gavn og glæde af det?” Det kickstartede hendes mission: at lave fremragende og jordnær videnskabsformidling; i særdeleshed at gøre hjerneforskning og socialpsykologi tilgængelig og brugbar for alle. Det gør hun bl.a. i sin HJERNESMART-trilogi: Hjernesmarte BørnHjernesmart Ledelse og Hjernesmart Pædagogik. Senest har hun fået udgivet HJERNEVENNER-serien, skrevet så man kan forstå og bruge den fra 10 år og opefter. Den første minibog hedder Stierne i hjernen og anbefales varmt af professor og hjerneforsker Troels W. Kjær. Den anden hedder Bliv ven med hjernens amygdala og anbefales af professor i socialpsykologi, Per Schultz Jørgensen. Den tredje hedder Gør hjernen til en medspiller og anbefales af ph.d. og vinder af Ph.d. Cup 2017, Louise Klinge. Den fjerde Sov dig til en bedre hjerne anbefales af hjerneforsker og søvnekspert Maiken Nedergaard. Den femte Giv hjernen plads til udvikling anbefales af familievejleder Lola Jensen, mens den sjette Tag nye billeder med hjernen, anbefales af hjerneforsker Kjeld Fredens. Den syvende minibog Din kreative hjerne anbefales af mad-entreprenør Claus Meyer. Du kan købe Hjernevenner-seriens minibøger samlet her. Du kan også læse mere om Anette Prehns mission her.