I dag, den 7. maj 2018, er det præcis 5 år siden, at min mand og jeg annoncerede over for vores små piger, at vi ville flytte tilbage til Danmark. Det skete, efter at vi havde boet i udlandet i en årrække og på et tidspunkt, hvor pigernes primære hverdagssprog var engelsk.

Hvordan vi mere konkret gjorde det, har jeg beskrevet i bogen Hjernesmarte Børn:

“I vores familie har vi gennemlevet en række større transitioner i de seneste år. I perioden 2008 til 2013 flyttede vi fire gange – fra Danmark til forskellige steder i udlandet og tilbage igen. Det lyder af helt vildt meget i bakspejlet. Men jeg må sige, at hver flytning var forbundet med både harmoni og forventning (og en hel masse praktisk arbejde, puha). Og jeg er ikke i tvivl om, at vores håndtering af fremtidståge har været nøglen til succes.

I forbindelse med de seneste flytninger, hvor vores yngste piger havde nået en vis alder, havde jeg hver gang et klart væk-fra-mål og et klart hen-imod-mål:
• Jeg ville undgå fremtidståge, hvilket typisk får barnet til at gå i selvsving over frygten for at miste det (vel)kendte. Når barnet ikke kan se fremad på stien, vil det helt sikkert gribe til at kigge bagud.
• Og jeg ville opnå at skabe tryghed omkring ”det nye” fra start, herunder skabe sanseoplevelser og rige billeder, som pigerne kunne forholde sig konkret til. Når der er fremtidståge, bliver barnet meget mere bevidst om dét, det står til at miste, end det, det står til at vinde/opleve. Selvfølgelig må det være sådan, så længe fremtiden virker uklar.

Derfor har vi ved hver transition hjulpet hjernen til at komme på hjemmebane ved at skabe sanseoplevelser af ”det nye liv”, INDEN vi annoncerede flytningen. Skaber man først rige billeder og oplevelser EFTER annonceringen, har barnehjernen med stor sandsynlighed allerede slået bak. Den bliver sværere – meget sværere – at hente hjem.

Da vi i maj 2013 stod foran at skulle annoncere, at vi ville flytte tilbage til Danmark, var pigerne knap seks og tre år. Hvordan skabte vi sanseoplevelser og hen-imod-billeder af det nye?

I forbindelse med et besøg i Danmark tog vi på en lille udflugt til naturområdet ved det hus, vi netop havde købt. Huset ligger ned til en sø. Her soppede vi i den tidlige aftensol og havde en lille picnic på en bræmme af sand ved søbredden. Vi nød hinandens selskab. Vi snakkede om, hvor fantastisk det var at kunne dyppe sine tæer i vandet. Og vi nød farverne på himlen, som ændrede sig hele tiden – mens vi kiggede op mod husrækken og konstaterede, at de, der boede deroppe, kunne soppe i søen, så tit det passede dem.

På et tidspunkt satte jeg mig på hug og spurgte pigerne: ”Kunne det være lidt fedt at bo sådan et sted?” ”Jaaa!” svarede de i kor. ”Det synes far og jeg også. Og derfor har vi købt huset deroppe. Ja, det dér. Der skal vi bo: tæt på storesøster og storebror, mormor, morfar og farfar. Og lige midt i naturen!”

Pigerne brød ud i et begejstringshvin, og den lille råbte: ”Jaaah! Vi skal bo i et hus, der snakker dansk!” Deres hjerne begyndte at drible soppeture, solnedgange og samvær med mennesker, de elsker. Krydret med frisk luft, frodig natur og følelsen af frihed. Disse sanseoplevelser gjorde ikke i sig selv afskeden med kammeraterne i udlandet lettere – men de gav grobund for mange følelsesmæssige nuancer inden i vores piger.

Vi voksne kan sanseliggøre transitioner for vores børn. Vi kan – med lidt rettidig omhu og viden om hjernens spilleregler – forberede deres hjerner på forandringer. Nøglen ligger i at give børnene konstruktive og attraktive oplevelser af det nye, inden forandringen bliver meldt ud. Dermed er der trådt stier i hjernen: noget at hægte sig op på og engagere sig i. Det er afgørende, at hjernen føler sig tryg og tillidsfuld, på sikker grund. Så dét, man rejser væk fra – eller står til at have mindre kontakt med – virker mindre overvældende og mere o.k. Hjernen spiller på hjemmebane.”

Du kan læse mere i bogen Hjernesmarte Børn om, hvordan man som voksen kan tackle hverdagssituationer, som (helt naturligt) rummer potentialet til at få børn til at gå i baglås. God læselyst – og fortæl mig gerne efterfølgende om dine erfaringer med de hjernesmarte værktøjer og indsigter.

Solskinshilsner, Anette


Anette Prehn (1975) er sociolog, videnskabsformidler, foredragsholder og forfatter til 12 bøger og minibøger på syv sprog om hjernens spilleregler. Hun opdagede for ca. 12 år siden, at hjernen følger bestemte spilleregler. “What!” tænkte hun. “Hvordan kan det være, at forskerne ved det her, uden at almindelige mennesker har gavn og glæde af det?” Det kickstartede hendes mission: at lave fremragende og jordnær videnskabsformidling; i særdeleshed at gøre hjerneforskning og socialpsykologi tilgængelig og brugbar for alle. Det gør hun bl.a. i sin HJERNESMART-trilogi: en række bestseller-bøger om hjernens logikker; Hjernesmarte Børn, Hjernesmart Ledelse og Hjernesmart Pædagogik. Senest har hun fået udgivet HJERNEVENNER-serien, skrevet så man kan forstå og bruge den fra 10 år og opefter. Den første hedder Stierne i hjernen og anbefales blandt andre varmt af professor og hjerneforsker Troels W. Kjær. Den anden hedder Bliv ven med hjernens amygdala og anbefales bl.a. af professor i socialpsykologi, Per Schultz Jørgensen. Den tredje hedder Gør hjernen til en medspiller og anbefales bl.a. af ph.d. og vinder af Ph.d. Cup 2017, Louise Klinge. Den fjerde Sov dig til en bedre hjerne anbefales bl.a. af hjerneforsker og søvnekspert Maiken Nedergaard. Den femte Giv hjernen plads til udvikling anbefales af familievejleder Lola Jensen, mens den sjette Tag nye billeder med hjernen, anbefales af hjerneforsker Kjeld Fredens. Den syvende minibog Din kreative hjerne anbefales af mad-entreprenør Claus Meyer. Du kan læse om alle Hjernevenner-seriens minibøger samlet her. Du kan også læse mere om Anette Prehns mission her