“Du har lige sparet os for et halvt års arbejde!”
Jeg har valgt at aftjene noget af den værnepligt, jeg aldrig blevet bedt om at give. Jeg giver nogle uger af mit liv til de mennesker, der forsvarer og tjener vores land. I Forsvaret ser jeg et kæmpe behov for at kende til hjernens spilleregler. Tænk i grunden, at professionelle soldater ikke ved, at de har en amygdala – og at den kan reguleres! De er på skydebanen en gang om måneden for at vedligeholde deres skydefærdigheder men mangler færdigheder i at gøre hjernen til en medspiller. Det må jeg gøre noget ved!
Derfor gjorde det mig rigtig glad, da jeg fik denne tilbagemelding fra en leder i Flyvevåbnet:
”Du har lige sparet os for et halvt års arbejde, Anette! Vi var for nylig i gang med at eksaminere en nøgleperson til vores næste udsendelse, da denne gik fuldstændig i spåner over nogle afgørende fejl. Han reagerede ved at blive kapret af sin amygdala – og edderrasende! Så rasende faktisk, at han var klar til at smide håndklædet i ringen og dumpe sin eksamen. Det ville have taget os endnu seks måneder at klargøre ham til mission, hvis det var sket. Men fordi vi har hørt om amygdala-kapringer fra dig, og hvad disse gør ved hjernen – og fordi jeg blandt andet kunne referere til amygdala-vippen, da jeg talte med ham – var soldaten i løbet af nogle minutter i stand til at genvinde fatningen og bestå sin eksamen. Inspireret af din jordnære formidling har jeg erkendt, at amygdala-regulering er en soldaterfærdighed, som kan og bør trænes op!”
Dejlig tilbagemelding! #detnytter
Anette Prehn (1975) er stifter af Centre for Brain-Based Leadership and Learning. Hun har været iværksætter siden 2005 og er forskningsformidler, sociolog af uddannelse og forfatter til mere end 20 bestseller-bøger om hjernens spilleregler samt disses betydning for læring, ledelse, vaneændring, mental sundhed og socialt samspil.
Anette Prehn opdagede for år tilbage, at hjernen følger bestemte spilleregler. “What!” tænkte hun. “Hvordan kan det være, at forskerne ved dét her, uden at det er omsat, så almindelige mennesker har konkret gavn og glæde af det?”
Det kickstartede hendes mission: At blive en folkets formidler, der gør socialpsykologi og hjerneforskning praktisk anvendelig for alle. "Forskning til folket!" er Anette Prehns motto, og hun formidler vigtig forskning jordnært, engagerende og med et glimt i øjet, så den kan forstås, huskes og anvendes.
Anette Prehn har bl.a. fået udgivet HJERNESMART-trilogien: Hjernesmart Ledelse, Hjernesmarte Børn, og Hjernesmart Pædagogik. Desuden har hun skrevet "FLIP - hjælp din plastiske hjerne med at tackle det 21. århundrede" - der udvikler læserens kognitive fleksibilitet.
Hun har også skrevet minibøgerne Ansvar, Mod og Empati i MENNESKEKENDER-minibogsserien til teenagere samt HJERNEVENNER-minibogsserien, så børn og unge kan lære at gøre hjernen til en medspiller i hverdagen:
- Stierne i hjernen anbefales af professor og hjerneforsker Troels W. Kjær
- Bliv ven med hjernens amygdala anbefales af professor i socialpsykologi Per Schultz Jørgensen
- Gør hjernen til en medspiller anbefales af ph.d. og vinder af Ph.d. Cup 2017 Louise Klinge
- Sov dig til en bedre hjerne anbefales af hjerneforsker og søvnekspert Maiken Nedergaard
- Giv hjernen plads til udvikling anbefales af familievejleder Lola Jensen
- Tag nye billeder med hjernen anbefales af hjerneforsker Kjeld Fredens
- Din kreative hjerne anbefales af mad-entreprenør Claus Meyer
Anette Prehn taler for organisationer i forandring og ansatte, der oplever lovlig meget negativ stress og fremtidståge. Ikke mindst underviser hun i, hvordan mennesker får hjernen som medspiller i bevægelsen fra gamle vaner til nytænkende resultatskabelse.
Hun har udviklet den registrerede metode Framestorm, som systematisk og kreativt katapulterer kognitiv fleksibilitet, dvs. evnen til at betragte en situation fra mange forskellige, øjenåbnende vinkler.