En tankevækkende video, der kører på de sociale medier for tiden, får mig til tasterne. Den handler om mobning. Den handler om, hvordan vi hver især kan gøre noget for at afmontere “mobberne”. Dermed taler den sig direkte ind i mit arbejde omkring hen-imod sprog og stier i hjernen. På onsdag, den 29. november, udkommer min tredje minibog i Hjernevenner-serien: “Gør hjernen til en medspiller”. Den introducerer børn og unge (fra 10 år og opefter) til hjernens spilleregler – og mere specifikt til, hvorfor vi skal have et hen-imod-fokus, hvis vi vil have hjernen til at “spille med” i hverdagen.

Når jeg holder oplæg og workshop for lærere, pædagoger og forældre i hele landet – og det gør jeg flere gange om ugen – slår jeg fast, at vores måde at gå til mobning på hæmmer løsningen af problemet. Vi laver indsatser under overskrifter som:

• Fri for mobberi
• Drop mob
• Vi vil have en skole uden mobning

Disse har gode intentioner (og består også af nogle gode værktøjer). MEN! De lyser lommelygten i den forkerte retning. Hjernen giver nemlig opmærksomhed og styrke til den del af en sætning, som er billedskabende og konkret, her: “mobberi”, “mob” og “mobning”.

Hvad gør vi i stedet? 

Hvis vi vil være hjernesmarte, bør vi i stedet koncentrere alle kræfter på at styrke de stier, hvis afledte effekter er, at “mobbestierne” gror til. Hjernens enorme plasticitet, dvs. formbarhed, betyder nemlig, at stier stille og roligt gror til i hjernen, når vi med intensitet “optramper” andre.

Så hvilke andre stier er nyttige at styrke i stedet?

Jeg foreslår tre stier:

• Respekt-stien
• Empati-stien
• Klædt-på-til-livet-stien (sidstnævnte har jeg bl.a. beskrevet i blogindlæg her og her)

Når disse tre stier styrkes, opøver vi skridt for skridt børn og unges evne til at udvise respekt for andre og forstå hvad det vil sige at være i en andens sko – samt deres evne til at give relevante og respektfulde modsvar, hvis nogen taler ned til dem.

Undersøgelser fra USA konstaterer, at unges evne til at føle empati med andre er styrtdykket med 40 procent på bare 20 år. Vi kender ikke lignende tal fra Danmark, men som en pædagog udbrød forleden, da jeg talte på hans arbejdsplads: “Hvis bare det er halvt så meget i Danmark, er det slemt nok!” Jeg er enig. Når jeg holder oplæg, spørger jeg jævnligt til deltagernes vurdering af, hvorledes børn og unges empatiniveau har udviklet sig over de år, hvor de har været professionelle. Jeg giver dem tre valgmuligheder: Er børn og unges empatiniveau over de år, hvor du har været i dit fag, blevet 1) styrket, 2) svækket, eller er det 3) nogenlunde det samme? Efter at være blevet givet valgmulighederne, giver de deres mening til kende ved at rejse sig op. Typisk rejser ca. 5-10 procent sig op for at markere, at de oplever, at børn og unge er blevet mere empatiske, 80-90 procent rejser sig op for at markere, at de oplever, at børn og unge er blevet mindre empatiske over årene, mens 5-10% rejser sig op for at markere, at det nok sådan nogenlunde er det samme over årene. Nogen egentlig undersøgelse er det selvfølgelig ikke. Men tendensen er klar, om jeg taler i Aars, Esbjerg, Svendborg, Rødby, Slagelse eller København.

Der er massivt behov for at styrke menneskers evne til empati. Også voksnes. Vi er rollemodeller – og vores omgang med (og omtale af) hinanden sætter en standard for vores børn og unge.

Forskningen har svært ved at give entydige svar på, hvorfor empati-niveauet styrtdykker, men cocktailen af individualisme, megen skærmtid + for lidt menneskelig øjenkontakt samt en kulturel opgivelse af betydningen af at kunne navigere i meget forskellige sociale kontekster og kunne afkode, respektere og fascineres over forskelligheden er et godt bud. Derfor – blandt andet – skrev jeg bogen Hjernesmart Pædagogik, som bl.a. har til formål at styrke børns empati med andre børn og (ligeså vigtigt) voksnes empati med børn (sidstnævnte ligger mig meget på sinde – vi kommer hurtigt til at vurdere børn med “voksenbriller” på i stedet for at gå i deres sko og tænke deres kognitive og følelsesmæssige udvikling ind!).

Andre boller på suppen

”Alliancens vision er at stoppe mobning. Det skal ske ved at forebygge og gribe ind over for mobning samt hjælpe børn, der er ramt af mobning. Den indsats er mulig ved at samle de erfaringer og den viden, vi har opbygget hver især, og på det grundlag etablere et stærkt og samlet tilbud, der kommer børnene til gode,” siger direktør i Børns Vilkår, Rasmus Kjeldahl, der her udtaler sig om det samarbejde, som flere organisationer har indgået for at komme mobning til livs.

WHOs skolebørnsundersøgelse fra 2014 viser, at virkningen af mobbeindsatsen i Danmark er stagneret. Syv procent oplever, at de mobbes dagligt, hvilket svarer til omkring et-to børn i hver klasse. I 2010 var tallet seks procent, og i 2006 var det otte procent. Der er flest elever blandt de 11-årige, som bliver udsat for mobning, nemlig 11 procent.

Der er med andre ord brug for andre “boller på suppen”. Samtidig med jeg anerkender det enorme og engageredearbejde, der lægges ift. mobning – fra praktikere over hele landet og fra organisationer, som dedikerer sig til en stor indsats OG jeg i øvrigt udelukkende er stødt på udmærkede materialer fra f.eks. “Fri for mobberi” – skal vi altså have rettet opmærksomheden i en anden og mere hjernevenlig retning, hvis det skal batte. Og så skal vi turde tage lederskab på, at relevante stier i hjernen siges højt, optrænes og begrundes meningsfuldt i vores daglige samspil med hinanden. Og at incitamentstrukturer understøtter disse stier: Dvs. at det “betaler sig” og giver status at udvise f.eks. respekt for og empati med andre.

Her er der et link til et lignende blogindlæg, der vender vores tænkning om, hvad der skal til, på hovedet: Du kan ikke fjerne dit barns frygt!

Lad mig meget gerne læse dine tanker og erfaringer. Du kan også finde og følge mig på Facebook, hvis du finder mit arbejde relevant.