Coronakrisen kan give sociale færdselsregler en renæssance

Det er let at føle sig som en spedalsk i det offentlige rum for tiden, når mennesker viger udenom én i en stor bue, måske endda med tomme øjne eller bryske blikke. I dagens Refleksionsklumme taler jeg for en styrkelse af de sociale færdselsregler. Det vil gavne både de mest isolerede og ensomme, os alle sammen, mens vi holder afstand – og også kunne smidiggøre samspillet på f.eks. landets skoler.

Læs klummen i Kristeligt Dagblad her.

Læs uddrag om sociale færdselsregler fra min seneste bog, Afledte effekter, her. 

Coronakrisen kan give sociale færdselsregler en renæssance

Af Anette Prehn

”Undskyld mig.” Jeg skal ind i en opgang, der står åben. En mand med ryggen til mig er i gang med at stable nogle kasser. Han vender sig om og træder et skridt til siden. Giver den plads der skal til, for at vi kan udvise social distancering. ”Det er lige med at finde vej i disse dage,” siger jeg, mens jeg kanter mig forbi hans kasser. Vi smiler. En forbundethedens bro er skabt i et kort nu. Dagen går videre, lidt gladere end før.

Det har til alle tider været en god idé at kende og mestre sociale færdselsregler. Ligesom med trafikale færdselsregler udgør de rammerne omkring en kommunikation, som får samspillet mellem mennesker til at glide lettere.

I årtier har vi dog været i hyperindividualismens greb, hvor snart sagt ingen har accepteret autoritet udefra, og alle selv suverænt har villet afgøre egne normer. Det var udtryk for personlig frihed, blev det hævdet. Denne frisættelse kom som en reaktion på mange års stærk autoritetstro. På den måde havde den for så vidt sin plads. Men den kammede over og medførte blandt andet, at nogle slet ikke lærte, hvordan man enkelt kan smidiggøre social interaktion. Mens andre enten glemte eller helt opgav det.

I et essay bragt i Kristeligt Dagblad den 8. april brugte Samuel Rachlin begrebet ”skjult velsignelse”, hvorefter han gav eksempler på en række udviklinger i relation til klima og miljø, som påvirkes positivt af coronakrisen. Om end Rachlin ikke direkte hentyder til feltet ”posttraumatisk vækst”, er det dét, man gør her; leder efter mulige skjulte velsignelser. Feltet blev etableret i 1990’erne af psykologerne Richard Tedeschi og Lawrence Calhoun. Det indkapsler, hvordan nogle mennesker kan opleve en positiv psykologisk vækst af modstand, kriser og traumer.

At begrebet også har et omfattende sociologisk potentiale, blev inderligt udtrykt af Norges daværende statsminister, Jens Stoltenberg, efter terrorangrebene i juli 2011:

”Ut av alt det vonde øyner vi paradoksalt nok spiren til noe verdifullt. Det vi ser i kveld kan være den største og den viktigste marsjen det norske folk har lagt ut på siden den 2. verdenskrig. En marsj for demokrati, samhold og toleranse. Folk over hele landet står i dette øyeblikk skulder ved skulder. Vi kan lære av det. Gjøre mer av det. Hver og en av oss kan gjøre demokratiets vev litt sterkere.”

Selv når vi er frygteligt ramt, som mennesker og som fællesskab, kan der med andre ord spire noget værdifuldt frem af det. Det er essensen i posttraumatisk vækst. Selv i disse uger, måneder, måske år, hvor coronavirus – med Hendes Majestæt Dronning Margrethes ord fra 16. april – er her som ”en ubuden og farlig gæst”, kan der spire nye praksisser og samværsformer frem, som vi i bakspejlet vil kunne glæde os over.

En af disse kan være en styrkelse af de sociale færdselsregler. Det er en oplagt, tiltrængt og relativt enkelt socialfagligt funderet overbygning på de mange nye sundhedsfagligt funderede adfærdsformer.

Coronakrisen har i den grad vist os, at mennesker behøver mennesker. Den har også vist os, hvor ensom man kan føle sig, når man bor alene og oplever indgribende restriktioner på social omgang. Coronakrisen har åbnet vore øjne for, at en række af de mennesker, vi møder på gaden, ser meget få andre mennesker til hverdag.

Som teologen K.E. Løgstrup formulerede det, bærer vi altid andre menneskers liv i vor hånd, og vi har kraften til for eksempel at vække (eller lade visne) en ”oplagthed” i den anden. Dette er særligt vigtigt at have på sinde nu og i de kommende måneder, fordi vi med øjenkontakt, venlige smil, et lille nik, eller et ”Godmorgen! Hav en god dag” faktisk er i stand til at gøre en verden til forskel i et medmenneskes liv. Hvem har dybest set tid til at gå og tjekke mobil på åben gade, når man – ganske gratis og let – kan være en glædesspreder?

En anden oplagt grund til at gribe muligheden for at dygtiggøre os i sociale færdselsregler netop nu er, at det simpelthen bliver for hårdt for alle at skulle være i omgang med hinanden i det offentlige rum, hvis vi ofte møder tomme øjne eller bryske blikke. Allerede nu, efter få uger, udtrykker mennesker, hvordan de føler sig som spedalske, når folk viger i en stor bue udenom dem uden en imødekommende gestus.

Sociale færdselsregler kan udgøre kompenserende strategier, som mildner den belastning, corona påfører os som mennesker og sociale væsener.

I den forgangne uge har sundhedsmyndighederne indikeret, at vi kan forvente social distancering i måneder, hvis ikke et år. Til det må jeg sige, at så er det akut nødvendigt, at myndighederne løfter blikket op over det strengt sundhedsfaglige niveau og tør give anbefalinger til social omgang i det offentlige rum lig dem vi kender det fra ”host i dit ærme”, ”sprit hænder” osv. – gerne ledsaget af sigende illustrationer.

Fem sådanne anbefalinger kunne lyde:

• Søg øjenkontakt med den du passerer.
• Nik og smil venligt.
• Giv en anerkendende bemærkning, f.eks. ”hej”, ”godmorgen” eller ”god dag”.
• Sig ”undskyld mig”, når du vil passere en anden og frygter at komme for tæt på.
• Sig ”kom bare” og vis vejen med en håndbevægelse, når du vil give plads til andre.

De afledte effekter af sådanne sociale færdselsregler vil kunne mildne følelsen af isolation. Desuden vil de kunne gøre godt på landets skoler.

Den 8. oktober 2019 kunne Berlingske Tidende fortælle, at stadig flere børn i folkeskolen har svært ved at følge simple regler og normer. ”De har ikke respekt for læreren, de tager ikke hensyn til andre, og de ved ikke, hvordan de skal gebærde sig i skolen”, fortalte Jeanette Sjøberg, der er formand for Undervisningsudvalget i Danmarks Lærerforening. Lærer Lea Schmidt sagde ved samme anledning: ”Børnene kommer i skole i dag og er slet ikke opdraget. De kommer med en holdning om, at der er ingen, der skal bestemme over dem.”

Skolerne er efter genåbningen blevet pålagt et ganske særligt og stort ansvar med at oppebære sundhedsfagligt forsvarlige rammer. Det giver et åbent vindue i de kommende uger, hvor vi må forvente, at en stor andel af eleverne har fået indskærpet af forældrene, at de skal gøre, hvad læreren siger.

Skolerne kan gribe denne mulighed for at få (gen)indført basale sociale færdselsregler a la de nævnte. Disse nye færdigheder vil dels kunne gavne lærernes motivation og klasseledelsesfunktion, dels øge trygheden i en klasse. Det er nemlig både ubehageligt og utryghedsskabende for et barn, når en anden maser sig forbi i garderoben, så man er ved at vælte – i stedet for at sige ”undskyld mig” og vente på, at begge parter giver plads. Det er også isolerende at holde oplæg for en gruppe kammerater, som har ”døde øjne”.

Det er næppe sidste gang, Danmark behøver en befolkning, der kan udvise samfundssind, ansvar, empati og situationsfornemmelse. Eller som kan håndtere social distancering på nænsom og anerkendende vis. Sociale færdselsregler er dermed også en investering i fremtiden. De dumper dog ikke automatisk ned fra himlen. Netop nu eksisterer der en anledning: En social vaneændring vil relativt let kunne bygges ovenpå den sundhedsmæssige. Vil myndigheder, skoler og vi hver især gribe denne mulighed?