En læser gjorde mig opmærksom på denne nyhedsartikel, der på skræmmende og tragisk vis illustrerer pointen om at bruge hen-imod sprog i videst muligt omfang (og i særdeleshed når vi er i gang med at instruere, undervise, lede eller vejlede).

En 17-årig hollandsk bungeejumper, Vera Moel, sprang ud fra en bro i Spanien, selvom linen endnu kun var fastgjort til hende og ikke til broen. Artiklen beskriver, hvordan hun hørte instruktørens gebrokne engelsk som “Now jump”, mens han i virkeligheden sagde “No jump” og intenderede at sige “Don’t jump”. Han bedrev dermed hjerneklodset ledelse med tragisk udgang.

Nyhedsartiklerne i både ind- og udland retter søgelyset mod instruktørens “poor English”. Men gebrokkent sprog eller ej, hvis instruktøren havde holdt sig til hen-imod sprog, ville situationen kunne være undgået.

Hvad kunne han i stedet have råbt? For eksempel:

  • Stop!
  • Wait!
  • Freeze!
  • Stand still!
  • Sit! (ville sikkert også have virket)

Han kunne med fordel have understøttet sin handleanvisning med et markant kropssprog: En tydelig “stop-skilt-markering” med hånden måske endda samtidig med, at han trampede på broen med sin ene fod og spærrede øjenene op.

Dermed ville han have lyst relevante handlestier op i Veras hjerne (ligesom det nok også havde været hensigtsmæssigt at fæstne linen til broen, førend den blev fæstnet på bungeejumperen). Nu står instruktøren og hans firma i stedet til at blive retsforfulgt blandt andet på grund af denne vildledende ordre.

Jeg har skrevet mangt og meget om væk-fra sprog og hen-imod sprog, blandt andet i Hjernesmarte Børn, Hjernesmart Ledelse og Hjernesmart Pædagogik samt på bloggen her.

Som nævnt flere steder er væk-fra sprog stærkt indlejret i vores samfund, kultur og menneskelige samspil: Vi sætter tit og ofte ord på (og styrker dermed) dét, vi reelt ønsker mindre af. Som jeg også skriver om i smørblomst-eksemplet i Hjernesmart Pædagogik er væk-fra sprog nogle gange et vigtigt element i en grænsesætning eller en værdimæssig præcisering. Men når det handler om de tre arenaer:

  • følelsesmæssig regulering
  • adfærdsændring og
  • vaneændring

er det afgørende, at vi primært bruger vores kræfter på at omtale, forfølge, udforske og styrke de “stier”, vi ønsker at gøre bredere og tydeligere.

Vera Moels bungeejump er en tragisk påmindelse om at arbejde hen-imod sprog “ind under huden”.


Anette Prehn (1975) er sociolog, facilitator, foredragsholder og forfatter til 12 bøger og minibøger på syv sprog om hjernens spilleregler. Hun opdagede for ca. 12 år siden, at hjernen følger bestemte spilleregler. “What!” tænkte hun. “Hvordan kan det være, at forskerne ved det her, uden at almindelige mennesker har gavn og glæde af det?” Det kickstartede hendes mission: at lave fremragende og jordnær videnskabsformidling; i særdeleshed at gøre hjerneforskning og socialpsykologi tilgængelig og brugbar for alle. Det gør hun bl.a. i sin HJERNESMART-trilogi: en række bestseller-bøger om hjernens logikker; Hjernesmarte Børn, Hjernesmart Ledelse og Hjernesmart Pædagogik. Senest har hun fået udgivet HJERNEVENNER-serien, skrevet så man kan forstå og bruge den fra 10 år og opefter. Den første hedder Stierne i hjernen og anbefales blandt andre varmt af professor og hjerneforsker Troels W. Kjær. Den anden hedder Bliv ven med hjernens amygdala og anbefales bl.a. af professor i socialpsykologi, Per Schultz Jørgensen. Den tredje hedder Gør hjernen til en medspiller og anbefales bl.a. af ph.d. og vinder af Ph.d. Cup 2017, Louise Klinge. Den fjerde Sov dig til en bedre hjerne anbefales bl.a. af hjerneforsker og søvnekspert Maiken Nedergaard. Den femte Giv hjernen plads til udvikling anbefales af familievejleder Lola Jensen, mens den sjette Tag nye billeder med hjernen, anbefales af hjerneforsker Kjeld Fredens. Den syvende minibog Din kreative hjerne anbefales af mad-entreprenør Claus Meyer. Du kan læse om alle Hjernevenner-seriens minibøger samlet her. Du kan også læse mere om Anette Prehns mission her