Det er altid en stor glæde, når læsere skriver og fortæller mig om, hvordan mine bøger gør gavn ‘derude’. I fredags fik jeg denne opmuntrende besked fra Bente Søndergaard, som er sundhedsplejerske, og hvis erfaringer med Hjernesmarte børn kan inspirere andre professionelle, som arbejder med familiers trivsel:

”Jeg er sundhedsplejerske i Hillerød Kommune. Jeg har arbejdet som sundhedsplejerske i 15 år, har taget ‘Småbørnskonsulent-uddannelsen’ og ‘Marte Meo-uddannelsen’ og føler mig o.k. rustet til at arbejde som sundhedsplejerske og elsker mit job!!!

Jeg skriver til dig, fordi jeg vil takke dig for bogen Hjernesmarte børn, som jeg nu har læst og ikke mindst hørt på lydbog (nu femte gang) – på min tur i bilen mellem besøgene. Jeg blev introduceret til din bog af en mor, der havde været til et foredrag af dig og som havde en 3½ år gammel dreng, som jeg besøgte. Jeg fortalte hende på min måde om hjernes spilleregler og pludselig sagde hun:”Det er jo ligesom det der står i ‘Hjernesmarte børn’ – har du læst den?” Nej det havde jeg ikke – men blev så nysgerrig at jeg med det samme satte mig ud i min bil og fandt din bog på Mofibo og siden da har du været med mig vidt omkring 🙂

Jeg oplever, at din måde at formidle ”hjernens spilleregler” er meget anerkendende og på ingen måde en løftet pegefinger. Jeg kan godt have en lidt overaktiv radar for kritik og vender den ofte ind mod mig selv, når jeg hører om børneopdragelse generelt. ‘Åhh ja, det er da også rigtig, hvorfor tænkte jeg ikke selv på det…’ m.m. – men den følelse efterlader din bog ikke!!!! Den skaber lyst til at prøve noget nyt, være nysgerrig på måden at være sammen med andre mennesker på, og det er så befriende at vide, at hjernen har sine helt egne spilleregler, og at det er dem, vi skal være nysgerrige på. At se på intentionen bag børnenes eller vore egne handlinger og forstørre denne!

Jeg har anbefalet din bog til ALLE de familier, jeg har med at gøre – både småbørnsfamlierne og familierne med børn i skolen. Alle dem, der har læst den, er vilde med den. Mine kollegaer er også begyndt at læse den og kan heller ikke få armene ned. Så tak for det! Mon ikke du kan se det på nogle salgstal i Hillerød-området. Det håber jeg – for det er så meget fortjent.”

Tak for ordene Bente – og for lysten til at inspirere andre med dem!


Anette Prehn (1975) er iværksætter, forskningsformidler, sociolog og forfatter til en række bestseller-bøger om hjernens spilleregler og disses betydning for socialt samspil, mental sundhed, læring og ledelse. Hendes nyeste bog er "Det syngende menneske. Nye veje til forbundethed". Anette Prehn opdagede for år tilbage, at hjernen følger bestemte spilleregler. “What!” tænkte hun. “Hvordan kan det være, at forskerne ved det her, uden at det er omsat, så almindelige mennesker har konkret gavn og glæde af det?” Det kickstartede hendes mission: At blive en folkets formidler, der gør socialpsykologi og hjerneforskning praktisk anvendelig for alle. Anette Prehn har bl.a. fået udgivet "Afledte effekter. Tag skyklapperne af - styrk børn og unges livsmestring", "FLIP - hjælp din plastiske hjerne med at tackle det 21. århundrede" samt HJERNESMART-trilogien: Hjernesmarte Børn, Hjernesmart Ledelse og Hjernesmart Pædagogik. Hun har også skrevet minibogen Ansvar samt HJERNEVENNER-minibogsserien, så børn og unge kan lære at gøre hjernen til en medspiller i hverdagen:

  • Stierne i hjernen anbefales af professor og hjerneforsker Troels W. Kjær
  • Bliv ven med hjernens amygdala anbefales af professor i socialpsykologi Per Schultz Jørgensen
  • Gør hjernen til en medspiller anbefales af ph.d. og vinder af Ph.d. Cup 2017 Louise Klinge
  • Sov dig til en bedre hjerne anbefales af hjerneforsker og søvnekspert Maiken Nedergaard
  • Giv hjernen plads til udvikling anbefales af familievejleder Lola Jensen
  • Tag nye billeder med hjernen anbefales af hjerneforsker Kjeld Fredens
  • Din kreative hjerne anbefales af mad-entreprenør Claus Meyer

Anette Prehn er også en flittig skaber af sange til Danmark, primært i samspil med komponisterne Rasmus Skov Borring og Kristian Bisgaard. Du kan se/synge alle hendes offentliggjorte sange her. Og læse mere om Anette Prehns mission her

Følg Anette Prehn på Facebook | Følg Anette Prehn på LinkedIn