Sænk skuldrene! Børn og unge med autisme forstår sig selv bedre gennem hjernevenner-bøgerne
Som nævnt i mit opslag “Hjernesmart i skolen” vurderer jeg, at den primære gavn af det hjernesmarte univers handler om Læring, Følelsesregulering og Relationskompetence.
Jeg vil her give tre praktikere ordet for at eksemplificere, hvordan børn og unge inden for autismespektret mere konkret hjælpes til en bedre følelsesregulering – og indsigt i, hvad der er på spil i hverdagens situationer – gennem det hjernesmarte univers.
Børn og unge – også mere generelt – føler sig lettet for skyld og skam ifm. følelsesudbrud, når de forstår hjernens spilleregler, og at det er amygdala (hjernens alarmklokke), der spiller dem et puds.
Lad os give ordet til de tre praktikere, der her nævner, hvilken værdi de oplever, at det de hjernesmarte indsigter og værktøjer giver børn og unge inden for autismespektret:
—
”Pixi-bøgerne er meget anvendelige (også) for børn/unge med autisme. Når de får viden om hjernen og de automatiske reaktioner, bliver de lettede. De lytter og bliver nysgerrige på hjernen som helhed. For enkelte kan det endda blive en særinteresse for en periode. Det tager noget skyldfølelse fra dem, for de får ellers ofte at vide, at de har en dårlig opførsel. Bøgerne har fine illustrationer, som gør det let for os at tale ud fra, og ikke mindst gode værktøjer for et fælles sprog, som går fint hånd i hånd med autisme/ADHD-venlig pædagogik.
Jeg vil gerne lige tilbage til skyldfølelsen, som jeg finder yderst vigtigt. Jeg tænker her konkret på dreng i 4. klasse, som kommer til at være verbal og fysisk voldsom. At opleve ham tale om sin amygdala – og via det give mig en vej til tale om de konkrete nedsmeltninger han har haft – er bare fantastisk. Vi taler om en lille del af ham; en del som lidt kan have sit eget liv. Han går fra at se sig selv som en dreng, der kommer til at slå og råbe grimme ting, til at forstå, at amygdala er gået i alarm, og når den er i alarm, lukker den pandelapperne. Det giver så god mening for ham.
Jeg har også flere eksempler på forældre, der har glæde af at forstå deres barns her og nu-situation, og hvornår de selv bliver fanget af amygdalas alarm. Jeg har tilbagemeldinger på, at børn, derhjemme har sagt: ’Jeg går lige lidt for mig selv, jeg vil ikke ind på den sti i hjernen (en sti de øver at få til at gro til)’”.
Anne-Mette Hahn, Dronninggårdskolen (leder af SFO/specialafdeling & koordinator af ressourceteamet)
—
“Jeg har trawlet markedet igennem og må konstatere, at Hjernesmart- og Hjernevenner-bøgerne er de eneste på markedet, der relevant, enkelt og tilgængeligt forklarer, hvad der foregår i hjernen i forbindelse med socialt samspil og styrker børn og unges relationskompetence.
Samtidig giver de konkret hjælp til at komme godt videre fra en fastlåst fortælling om alt det, de ikke kan. De små pixibøger bruger vi til at hjælpe vores elever med at tackle en ellers ret så udfordrende hverdag. De eksternaliserer de udfordringer, hjernen kan give dig. Du lærer, at du er mere end din amygdala, og at du nogle gange kommer til at reagere på en måde, som er anderledes, end den måde du gerne ville reagere på, hvis du kunne gøre det om igen. Jeg anbefaler også forældrene at læse Hjernesmart pædagogik; den formidler praksisteorien.
Jeg glæder mig over, at der med pixibøgerne for første gang er skabt grobund for, at børn og voksne kan træde nye, gode hjernestier sammen og dermed også forstærke deres indbyrdes relation, som er så afgørende vigtig for læring.”
Axel Duckert, afdelingsleder, Hummeltofteskolen (fra en gruppeordning for højtfungerende børn fra 6. til 10. klasse inden for autismespektret)
—
”Jeg har introduceret de hjernesmarte værktøjer for elever i 4. klasse. Specielt når de rammer puberteten, får de en identitetskrise, fordi de higer efter at være som andre. Samtidig forstår de ikke, hvad der sker inden i dem. Når voksne forsøger at beskrive det, bliver det hurtigt for komplekst; forklaringerne bliver for lange.
Men når amygdala i stedet bliver forklaret jordnært – og hvilke reaktioner, den kan give i kroppen – så giver det mening for dem. De sænker skuldrene. De får en logisk forklaring på de udfordringer og fysiologiske forandringer, de står i. Samtidig opfatter de, at ‘Det er helt o.k. Du er helt o.k. Det sker for mange mennesker.’ Børnene opfatter dermed, at ‘Der er en god forklaring på det. Det er o.k. at være den, jeg er.’ Det giver dem ro.
Min erfaring er, at hjernens spilleregler taler sig godt ind i et konkret tænkende barn. De præsenteres for noget dokumenterbart, fakta og ‘forskning viser’. De skal ikke analysere, fortolke eller læse mellem linjerne. Du kan nå rigtig langt på denne måde og ad den indirekte vej styrke deres følelsesmæssige kompetencer.
Der eksisterer en uoplysthed om, at man kan gå dén vej, når man arbejder med børn med autisme. Vi fokuserer typisk på struktur, forudsigelighed og forberedelse, og på de sociale og kognitive vanskeligheder, der er knyttet til autismespektret. Det læser du om i ALLE bøger. Men man kan også gå den hjernesmarte vej: Hvor de forstår og accepterer sig selv.”
Lise Abild, pædagogisk konsulent i Vejen kommune, tidligere lærer på Kløverskolen for børn med ADHD, autisme, generelle indlæringsvanskeligheder og socioemotionelle vanskeligheder
Læs også her en mors vidunderlige vidnesbyrd om “et hjernesmart vendepunkt i livet” isæt til gavn for hendes datter Karlas håndtering af autisme og angst.
Anette Prehn (1975) er stifter af Centre for Brain-Based Leadership and Learning. Hun har været iværksætter siden 2005 og er forskningsformidler, sociolog af uddannelse og forfatter til mere end 20 bestseller-bøger om hjernens spilleregler samt disses betydning for læring, ledelse, vaneændring, mental sundhed og socialt samspil.
Anette Prehn opdagede for år tilbage, at hjernen følger bestemte spilleregler. “What!” tænkte hun. “Hvordan kan det være, at forskerne ved dét her, uden at det er omsat, så almindelige mennesker har konkret gavn og glæde af det?”
Det kickstartede hendes mission: At blive en folkets formidler, der gør socialpsykologi og hjerneforskning praktisk anvendelig for alle. "Forskning til folket!" er Anette Prehns motto, og hun formidler vigtig forskning jordnært, engagerende og med et glimt i øjet, så den kan forstås, huskes og anvendes.
Anette Prehn har bl.a. fået udgivet HJERNESMART-trilogien: Hjernesmart Ledelse, Hjernesmarte Børn, og Hjernesmart Pædagogik. Desuden har hun skrevet "FLIP - hjælp din plastiske hjerne med at tackle det 21. århundrede" - der udvikler læserens kognitive fleksibilitet.
Hun har også skrevet minibøgerne Ansvar, Mod og Empati i MENNESKEKENDER-minibogsserien til teenagere samt HJERNEVENNER-minibogsserien, så børn og unge kan lære at gøre hjernen til en medspiller i hverdagen:
- Stierne i hjernen anbefales af professor og hjerneforsker Troels W. Kjær
- Bliv ven med hjernens amygdala anbefales af professor i socialpsykologi Per Schultz Jørgensen
- Gør hjernen til en medspiller anbefales af ph.d. og vinder af Ph.d. Cup 2017 Louise Klinge
- Sov dig til en bedre hjerne anbefales af hjerneforsker og søvnekspert Maiken Nedergaard
- Giv hjernen plads til udvikling anbefales af familievejleder Lola Jensen
- Tag nye billeder med hjernen anbefales af hjerneforsker Kjeld Fredens
- Din kreative hjerne anbefales af mad-entreprenør Claus Meyer
Anette Prehn taler for organisationer i forandring og ansatte, der oplever lovlig meget negativ stress og fremtidståge. Ikke mindst underviser hun i, hvordan mennesker får hjernen som medspiller i bevægelsen fra gamle vaner til nytænkende resultatskabelse.
Hun har udviklet den registrerede metode Framestorm, som systematisk og kreativt katapulterer kognitiv fleksibilitet, dvs. evnen til at betragte en situation fra mange forskellige, øjenåbnende vinkler.