Debatinterview med Anette Prehn i Kristeligt Dagblad i dag. Læs artiklen online her eller læs den nedenfor.

ALT DET, VI HÅBER AT KUNNE I KRISETID, SKAL BYGGES OP I FREDSTID

Coronakrisen viser os, hvor forbundne vi er, og dermed også vigtigheden i at kunne tage fælles ansvar – nu og i fremtiden, lyder det fra sociolog Anette Prehn

Anette Prehn, i fredags udgav du bogen ”Ansvar”. Hvad handler den om?

”Jeg er i mit arbejde optaget af at formidle socialpsykologiens aha-oplevelser. Og der er ekstremt interessant socialpsykologisk forskning at hente, når det kommer til spørgsmålet om at tage ansvar og om ikke at tage ansvar – med andre ord, hvor let det er for os at betragte os selv som tilskuere og reagere med apati i situationer i livet, hvor der rent faktisk bliver kaldt på os.”

Bogen lander mildest talt midt i en tid, hvor begrebet ansvar cirkulerer mere end normalt. Danmark er lukket ned, grænserne er lukket, og Folketinget har vedtaget en hastelovgivning, der i en periode vil indskrænke vores personlige råderum. Hvilken rolle spiller ansvar lige nu?

”I disse coronatider bliver det helt gode spørgsmål: Ansvar, hvordan? Det varede ikke længe, fra de første danskere stormede ud og handlede onsdag aften, til de blev hånet af dem, som ikke gjorde. Men der synes jeg, det er vigtigt at differentiere mellem former for ansvar. Det kan jo godt være, man er ene med tre børn og ville sikre sig mad nok. Det er også ansvar. Det er bare ikke den form for ansvar, Mette Frederiksen (S) og myndighederne efterspørger lige nu. Og her plejer jeg at sige, at alt det, vi håber at have adgang til i krigstid (eller krisetid) skal bygges op i fredstid. Hele mit ærinde med den her bog og de kommende i rækken er at hjælpe mennesker med at blive og handle mere værdibaseret – at kunne træffe indrestyrede valg. Så kan det godt være, at det, som lige nu, betyder aflyste arrangementer, drastisk fald i indtægt, restriktioner på det, vi normalt kalder den personlige frihed. Men situationen kræver, at den enkelte tager personligt ansvar og gør det af hensyn til og af omsorg for andre – også mennesker vi ikke kender.”

Begrebet ”samfundssind” er virkelig kommet op til overfladen den seneste uge. Er det mangel på samfundssind, når folk stikker ud og hamstrer?

”’Samfundssind’ er et meget smukt ord. Desværre er jeg bange for, at det sagtens kunne forsvinde lidt hen over hovedet på folk. Jeg har meget stor respekt for den kommunikation, regeringen har lagt for dagen, men der er sket en svipser. Kommunikationen er faldet i fælde nummer et i forhold til, hvordan den formbare hjerne arbejder. Når man stiller sig op og siger: ’Der kommer ikke fødevarekrise. I behøver ikke hamstre toiletpapir og rugbrød’, ja, så er det præcis det, der lever videre i hjernerne på os: Fødevarekrise. Hamstre. Toiletpapir. Rugbrød. Hjernen hæfter sig ved det konkrete og billedskabende og overser abstrakte udtryk som ’ikke’.

Som det ser ud lige nu, står befolkningen og skal lære en masse nyt, hvad angår samfundssind. Det kræver en adfærdsmen også en perspektivændring. For når det kommer til smittefare, er det ikke nok at se på os selv, vi skal forstå at se på samfundet som helhed – ældre og immunforsvarssvækkede. Og hvis vi bedst muligt skal kunne udvise samfundssind eller personligt ansvar, så mener jeg godt, man kan forvente, at der bliver kommunikeret en anelse mere hensigtsmæssigt, så vi ikke ender med at blive spillet ud mod hinanden for vores måde at reagere på.”

Tror du, at vi grundlæggende gerne vil tage ansvar?

”Bestemt, men socialpsykologien har bare vist, at vi også er i stand til at vende ryggen til. Så fra et eksistentielt perspektiv, så er det jo en meget særlig situation. Lige nu har alle vores handlinger en betydning, og skal de handlinger have positiv betydning, må vi kunne se os selv som en vigtig brik i en større helhed, hvilket forudsætter en evne til perspektivskifte, der skal oparbejdes og stimuleres – gerne før det hele står sin prøve.”

Hvad kræver det, hvis det skal falde os mere naturligt at tage et fælles ansvar?

”Jeg synes, der er brug for videnskabsbaseret folkeoplysning, så folk får de bedst mulige forudsætninger for at handle på hensigtsmæssig måde i krisesituationer. Det betyder ikke, at de så pr. automatik gør det. Men vi har brug for en form for kollektiv kompetenceudvikling af evnen til at skifte perspektiv – ud over og væk fra os selv. Der er det, der hedder kognitiv fleksibilitet, som af mange bliver betragtet som den mest centrale kompetence i det 21. århundrede.

Og det er faktisk det, der bliver forventet af os i øjeblikket – et personligt ansvar, en forbundethed med nogle mennesker, vi slet ikke kender, og en villighed til at ofre noget, vi er vant til at have.”

Er det demokratiets styrke, at man kan bede borgere om at udvise ansvarlighed og gøre brug af samfundssind?

”Ja, det synes jeg. Og jeg er både taknemmelig og stolt over at leve i et land, hvor man kan give den her type meldinger og forvente, at folk gør deres bedste for at adlyde. Vi har længe levet i en hyperindividualistisk tid – hvor fokus har ligget på den enkeltes behov og udlevelse af eget potentiale. Men for mig at se er vi på vej ind i en ny tid, hvor der kommer langt mere fokus på vores evne til at kunne tilsidesætte egne behov for at kunne tale sig ind i en større sammenhæng.”

Læs artiklen online her.

Samme dag som debatinterviewet med Anette Prehn blev offentliggjort, skrev også Mattias Söderberg, klimarådgiver i Folkekirkens Nødhjælp lignende pointer i Corona lærer os, hvordan vi skal håndtere klimakrisen.