Dette indlæg:

– giver dig konkrete idéer til, hvad du kan sige for at give perspektiv til et barn, der netop har tabt i spil

– kommer med bud på, hvad barnet konkret kan opøve at rette opmærksomheden hen imod, når/hvis det taber

– inviterer til at udvikle en større mental fleksibilitet og følelsesregulering i situationer, der kan opfattes som statustruende

Til et gå-hjem-møde for forældre rakte en mor hånden i vejret og sagde: ”Jeg har en søn, der bliver rigtig vred, når han taber i spil. Hvordan hjælper vi ham med at dæmpe amygdala?” Moren fortalte, at forældrene ofte lod sønnen vinde med vilje, fordi de nærmest var bange for hans heftige reaktion.

At lade (skole)børn vinde i spil igen og igen er en strategi, der måske nok sikrer familiefreden kortvarigt, men som ikke bygger læring op i barnet. I stedet snydes barnet for muligheden for at lære at ”cope”, det vil sige håndtere situationen med overskud. Børn har brug for at lære, at det kræver en indsats at vinde. Men de har for mig at se også brug for at lære om fordelene ved ikke at vinde hver gang. Mere om det om lidt.
Det gode spørgsmål er for mig at se: Hvordan hjælper vi vores børn med at kunne kapere at tabe – såvel som at kunne vinde?

Vi har talemåder på dansk, der adresserer dette:

• tab og vind med samme sind
• man kan ikke vinde hver gang, og
• vi spiller bare for sjov.

Men mange voksne har også erfaret, at disse talemåder ikke nødvendigvis virker til at nedregulere et barns vrede følelser over at have tabt. De virker heller ikke nødvendigvis til at blive en bedre vinder (dvs. én som andre kan holde ud at være i stue med, som andre ikke føler sig trampet ned af, og som de andre i øvrigt er motiverede til at spille/lege med igen en anden gang).
Spørger du mig, vil jeg mene, at dét, vi savner, er sætninger, der kan hjælpe barnet med at reframe, det vil sige omfortolke situationen og derved blive mere ressourcefuld indeni. At reframe vil bl.a. sige at se på situationen fra andre(s) vinkler samt i et større perspektiv.

Reframing aktiverer pandelapperne, øger vores empati med andre og dæmper amygdala. Reframing er en nøgle til at regulere vores følelser indadtil – men også til at tilvælge en mere hensigtsmæssig adfærd udadtil. Samtidig er det en færdighed, jeg har arbejdet intenst med (som det også fremgår af mine seneste bøger Hjernesmarte Børn og Hjernesmart Pædagogik).

STYRK DIT BARN I AT KUNNE TABE

Her er nogle idéer til, hvad du som forælder kan sige til et barn, der indtil i dag har haft for vane ALTID at ville vinde, og som bliver rigtig vred eller ked af det, når han/hun kommer på andenpladsen (eller på anden vis taber).
Lad os forestille os, at Oliver bliver vred, da han taber til Anton. Du kan nu støtte hans blik for ressource-opbyggende vinkler ved at sige

1. Sådan! Ved at blive nr. 2 i dag, giver du Anton mulighed for at føle glæde og stolthed over at vinde. Det er han glad for.
2. Så du lige det lys, der blev tændt i Antons øjne der? Dét har vi alle fortjent at opleve indimellem.
3. Hvor er det godt, du ikke vinder hver gang! (Hvorfor det?) For så ville du til sidst ikke have nogen at spille med. De andre ville miste lysten til at spille, hvis de tabte HVER EVIG ENESTE GANG.
4. Anton vandt, fordi han i dag spillede bedre (eller Anton vandt i dag, fordi hans terninger (el.lign.) faldt heldigere) – sådan er det!
5. Tillykke! I dag træner du at blive nr. 2 (eller f.eks. 5). Den oplevelse er også en del af livet.
6. Ved at blive nr. 2 (eller f.eks. 5) i dag, bliver du sikkert endnu mere stolt, når det lykkes dig at vinde næste gang.
7. Tillykke! Det er, når man møder modstand, at man må gøre sig umage for at blive bedre. Og det lærer man af.
8. Nogle gange vinder man. Andre gange taber man. Hvis du vandt HELE TIDEN, ville du ende med at se ned på andre. Vi er alle er mennesker, der har brug for at være i øjenhøjde – ogvinde engang imellem.
9. … … … (find selv på flere)

I stedet for at forelske dig i én af disse og bruge den konstant, kan du med fordel have et lille arsenal med dig, som du trækker fleksibelt på. Er du for forudsigelig, skaber du en “Peter og ulven effekt”, hvor barnet ikke hører, hvad du siger. Barnets opmærksomhed elsker til gengæld overraskelser.
Ligeså vigtigt er det dog, hvordan du selv agerer og kommunikerer, i tiden mellem spillene og konkurrencerne. Hvilke budskaber sender du til dit barn gennem de sætninger, du drysser ud over dets barndom, men først og fremmest gennem dit eget eksempel? Hvad lærer han/hun om det at vinde eller tabe – af det du selv gør, og det du selv siger, når du vinder eller taber?

OPTRÆN EN NY REAKTION

Et barn, der bliver mega vredt eller ked af det, når det taber, har formentlig fremtidståge, når det kommer til andre reaktionsmåder. Det kan ikke se for sig, hvad det ellers kan gøre. Tilmed har det trænet sin følelsesmæssige reaktion så mange gange, at denne aktiveres pr. automatik (og lynhurtigt). “Neurons that fire together, wire together,” hedder hjernespillereglen. Den indebærer, at oplevelsen af at tabe er groet sammen med (f.eks.) vredesreaktionen i hjernen. De fyrer konstant samtidig.

Det barn, der har automatreaktioner, når det taber, kan have glæde af at kende til hjernens grundbegreber og -logikker (dette kan læres fra 4-års alderen). Og det kan også have glæde af at vide, hvordan man kan alternativt kan reagere, når man lige har tabt. Husk her på, at al nyt skal indlæres, når amygdala er i ro. Det er altså i tiden MELLEM spillesituationerne, at barnet skal stifte bekendtskab med sætningerne og – på en let og engagerende måde, men dog også helt konkret – træne sig op i at sige dem højt. I stedet for at blive vred, når man taber, kan man f.eks. sige til den anden:

• Tillykke!
• Godt gået!
• Godt spillet!
• Sådan!
• Nyd sejren!
• Det var sjovt. Må jeg prøve at få revanche en anden dag?
• Spænding til det sidst. Skal vi prøve igen en anden dag!
• Jeg må vist have bedre held næste gang.
• Osv.

Og måske lave en high five til den anden, byde sin venlige knytnæve til, klappe personen på skulderen el.lign.

Det er for mig at se en essentiel kompetence at kunne give den gas og kæmpe sig vej mod et vigtigt mål, som er opnåeligt (a la en sejr i et spil) MEN OGSÅ AT kunne ”slippe pedalen” og reframe, når sejren pludselig er uden for rækkevidde (fordi man har tabt).

Kan man kun give den gas – og fortsætter i følelsesmæssigt kamp-mode, efter at kampen er fløjtet, eller spillet er slut – bliver man ret utålelig at være sammen med i længden. Og kan man kun det sidste – altså slippe pedalen og drivet – så når man ikke langt i livet og kommer til at savne basal ambition og vilje til sejr. Kunsten ligger i at kunne pendulere: at gå ind og ud af forskellige tilstande, afhængigt af situationens krav. Det kan læres – og du går forrest med dit eksempel.

TIL BARNET, DER VINDER

Jeg har endnu til gode at få et forældrespørgsmål, der handler om, hvordan man kan hjælpe sit barn til at blive en god vinder. Den tager vi i et senere opslag – for den evne er ligeså vigtig at træne op.