Indsigten i hjernens spilleregler kan hjælpe både voksne og børn med at tackle hverdagens genvordigheder og sociale samspil. Jeg modtager hyppigt mails fra læsere, der enten selv er blevet hjulpet i deres sociale relationer – eller som har stimuleret andre til at blive hjulpet – via de hjernesmarte indsigter og værktøjer. Men denne mail gjorde nu særskilt indtryk på mig, fordi pigen her – i samspil med sin mor – trækker på både viden om reframing, sin egen amygdala-aktivitet, andres amygdala-aktivitet, Succestangenten, værdibaseret handling samt betydningen af det dybe åndedræt (og dét at være et åndedræts-eksempel for hinanden i svære situationer).

Samtidig giver mailen vi voksne et vigtigt indblik i, hvordan vores opførsel kan opfattes af børn. Og hvad der kan ligge bag, når et menneske virker sur og vred.

Mailen er lang men absolut værd at blive inspireret af:

“Min pige, Antonia, på snart 12 år startede i 5. klasse efter sommerferien. Hun havde med glæde set frem til igen i år at skulle have billedkunst, som hun elsker. Første dag de har billedkunst kommer hun hjem fra skole og fortæller, at de har fået en ny lærer, som er sur hele tiden. Vi snakker lidt om, hvordan man kan se på mennesker, at de er sure og høre det på dem. Efter et stykke tid kommer Antonia selv ind på, at alt nyt lige skal have en chance, og at alle selvfølgelig kan have en dårlig dag. Sommerferien var også netop slut, så måske læreren lige skulle i gang.

Der gik flere uger, og jeg kunne mærke, at de dage, hvor Antonia havde haft billedkunst, var hun – for at blive i de hjernesmarte begreber – “i gul” eller “i rød” i amygdala-aktivitetsniveau, når hun kom hjem fra skole. Jeg spurgte ind til, hvordan det gik i skolen, og hun svarede kort: “Det går godt, så længe vi ikke skal have Tommy (billedkunstlæreren, som i øvrigt også var blevet deres idrætslærer). Jeg hader idræt og billedkunst!”

Jeg gav hende et knus og spurgte, om vi ikke skulle lave en kop varm kakao, som vi kunne forkæle os selv med. Hun takkede ja. Da vi havde siddet lidt og snakket om håndbold, ferien, og klassefester i weekenden, spurgte jeg, hvordan det kunne være, at de to fag, hun ellers altid elskede, nu var blevet hendes (med hendes egne ord) “hadefag”.

Hun svarede lynhurtigt og meget bestemt: ”Tommy! Mor, han råber hele tiden og skælder ud over de mindste ting, og selvom det ikke er mig, der har gjort noget forkert, så er det ligesom, det rammer mig, hver gang han skælder ud” (hun understøttede sin pointe med fysisk at slå sig selv i baghovedet med flad hånd).

Vi snakkede om, hvornår i timerne det var, og om hvordan måden, han skældte ud på, fik hende til at føle. Jeg kunne, ud af det hun fortalte, godt fornemme, at han måske ikke skældte ud hele tiden, men ofte stak ordrer ud (i stil med: “husk at vaske alle penslerne, og jeg mener alle”). Vi prøvede at tage nye billeder af situationen, og gav det endnu en chance. Vi snakkede også om, at hvis man ønsker sig en anden adfærd hos andre, er det tit en stor hjælp for den anden part, at man fortæller dem, hvad adfærden gør ved én, samt hvad man gerne vil have mere af (f.eks. at tale med en lavere stemme, og være mere tydelig ift. hvilke opgaver eleverne skal udføre mm.).

Efter jul blev vi indkaldt til skole-hjem-samtale. Vi skulle starte inde hos dansklæreren, som vores datter er ret stor fan af. Da vi åbnede døren til klasseværelset, hvor samtalen skulle afholdes, stivnede Antonia imidlertid i døren og greb fat i begge dørkarme. Jeg skubbede blidt på hende og sagde stille, at vi jo blev nødt til at gå fremad for at komme ind.

Da jeg kommer ind i rummet, møder jeg så Tommy, som grundet dét, at han er nyuddannet lærer, skal være med ved samtalen. Vores datter sætter sig imellem min mand og jeg. Hun er helt hvid i hovedet, har “slukket lys” i øjnene og siger ingenting. Det ligner hende slet ikke. Jeg kan se, at hun knuger om armlænene på stolen, og da dansklæreren starter med at byde velkommen, udbryder Antonia til alles overraskelse: “Inden vi går i gang, har jeg altså brug for at sige noget.”

Hun fortsætter: “Tommy, jeg synes, at det, vi laver i idræt og billedkunst er spændende, men jeg bryder mig ikke om, at du skælder ud og råber, når du taler til os.” Tommy ser ligeså overrasket ud som alle andre i lokalet. “Antonia, jeg skælder da ikke dig ud. Du har jo altid styr på dine ting og gør det, som du bliver bedt om”, siger han så.

“Ja, men når du råber af de andre og skælder de andre ud, så er det ligesom om, du også rammer mig. Du virker så sur, at jeg kan blive helt bange for, om du vil slå en dag – selvom jeg godt ved, at det vil du selvfølgelig ikke”, svarer vores datter tilbage.

Jeg kan se på Antonia, at hun bliver rød i kinderne, og at hendes ordstrøm bliver hurtigere. Hendes amygdala er ved at blive kapret. Jeg sidder ved siden af og lægger min hånd på hendes, mens jeg selv trækker vejret dybt og roligt. Jeg ved, at hun kan høre mit åndedræt.

Tommy siger: “Ved du hvad Antonia, det er jeg glad for, at du siger. Jeg er vildt nervøs, hver gang jeg træder ind i klassen. Jeg er nervøs for, om jeg gør det godt nok, om jeg er en god nok lærer, om I forstår min undervisning, og om jeg når de ting, der står i årsplanen.”

Antonia løfter hovedet. Hun har fået taget nogle dybe indåndinger, mens Tommy snakkede, og virker mere rolig nu. Vi snakker lidt frem og tilbage om, hvad Antonia godt kunne tænke sig mere af, og hvordan de kan hjælpe hinanden i fremtiden til begge at få det bedre. Herefter fortsætter samtalen, om alle mulige andre ting.

Da vi kommer ud af klasselokalet, giver jeg Antonia et stort klem og mærker, at hun ryster. Jeg spørger om hun er ok? “Ja, selvfølgelig mor, det er bare, ligesom der nu er et festfyrværkeri i min mave, som sender rystelser ud i mine arme”, siger hun med et smil. “Er det gode tegn?” spørger jeg nysgerrigt. “Ja, det er ligesom, jeg ikke vejer noget og bare er ved at sprænge i luften af lettelse.”

Da vi kommer hjem, spørger jeg hende, hvad der fik hende til at sige det til Tommy, hvortil hun svarer: “Mor, jeg kom til at tænke på, at det var ligesom, da jeg sidste år var træt af, at alle havde deres mobil med i skole undtagen mig (Antonia og jeg havde en aftale om, at den blev hjemme), og at de måtte have den fremme, når vi skulle have musik og spise. Jeg følte mig udenfor, og du svarede, at det er ok at sige det til læreren, hvis bare man gør det på en god og konstruktiv måde. Og så sagde jeg til Lisette (dansklæreren), at jeg syntes, det var træls, at alle havde mobiltelefoner fremme i undervisningen i musik, og når vi spiste. Jeg kom med et forslag om, at vi i stedet for så noget på smartboardet alle sammen. Allerede ugen efter blev det ændret, og mange af de andre i klassen syntes, at min idé var god. Det gjorde mig glad, og jeg blev stolt over, at jeg turde sige det til en voksen; at komme ud med det.”

Vi snakkede lidt om det, og Antonia sluttede af med at sige: ”Næste gang vil jeg ikke gå med det så længe indeni. Så vil jeg hellere bare sige det med det samme. Det er jo faktisk synd for både mig og den anden at gå at holde det for mig selv!”

—

Bravo, Antonia og Antonias mor. Jeg er imponeret over, hvordan I smidigt og elegant integrerer jeres viden om hjernen og kroppen i socialt samspil.

Jeg ønsker alt det bedste for Antonias samspil med Tommy fremadrettet. Og for de modige minutter, hvor Antonia i fremtiden vil sige sin mening højt på en ærlig og respektfuld måde. Sikke en egenskab at have med sig i livet!

Solskin, Anette