Da jeg var 10½ år, skete der to ting, som skulle vise sig at få afgørende betydning for det menneske, jeg udviklede mig til at være. En augustdag i 1985 spadserede jeg med min mor op til Pejsegaarden, drevet af Britt Bendixen. Hun er i dag mest kendt for sin dommerrolle i Vild med Dans, men dengang var hun dronning af den lokale danseskole. Jeg skulle tilmeldes jazzballet, én af de hotteste dansearter på den tid, og jeg glædede mig vildt. Min mor og jeg fik os en god snak med Britts mor, Mitzi, som tilfældigvis ekspederede tilmeldinger den eftermiddag. Om aftenen vendte jeg så tilbage med min far for at betale. Nu var det Britt selv, der sad i ekspeditionen, og hun sagde ret hurtigt, direkte henvendt til mig: ”Min mor og jeg synes, at du har sådan et sødt smil. Kunne du tænke dig at blive piccoline her hos os?” Det krævede ikke mange sekunders overvejelse. Selvfølgelig ville jeg gerne det! Og jeg måtte heldigvis også gerne.

“Godaften og velkommen til Pejsegaarden!”

I de kommende år var jeg jævnligt piccoline ved selskaber på Pejsegaarden. Her stemplede jeg ind med mit hulkort, tog min piccolineuniform på, stillede mig ud ved Frederikssundsvej og afventede, at der standsede taxaer eller privatbiler med festglade mennesker. Mit job var at krydse over cykelstien, åbne døren for passagererne, gøre honnør og sige: ”Godaften og velkommen til Pejsegaarden. Hvilket selskab skal De til?” Og så følge gæsterne derhen.

På forhånd vidste jeg, at ægteparret Simonsen holdt sølvbryllup i Pejsestuen med start en halv time før Louise Hansens konfirmationsfest i Gobelinsalen osv. Ofte var der flere selskaber på samme tid i de seks selskabslokaler. Hvert selskab gav 20 kroner i lønningsposen, men var vi flere piccoliner eller piccoloer på job skulle 20’erne deles. Dertil kom drikkepenge, som nogle gange løb op. Jobbet var af en sådan karakter, at det ikke var faste dage i ugen, men at vi blev inviteret til at være piccoline/piccolo, når der var behov for det. Til gengæld var det i al slags vejr – hele året! Og tjansen stoppede først, da jeg voksede ud af min uniform nogle år senere.

Elevrådsformand som 10-årig

Billedet her er taget i Norge få dage før, jeg fik tilbudt at blive piccoline på Pejsegaarden. Et par uger senere indtraf der dog en mindst ligeså signifikant begivenhed, hvor jeg blev vist ansvar med stort A. Her blev jeg valgt til elevrådsformand for hele skolen sammen med en anden pige fra min klasse. Det skete, da vi deltog i vores livs første elevrådsmøde, hvilket var ret særligt, fordi det var fyldt med store elever. Elever, som – viste det sig – ikke havde tænkt sig at stille op til elevrådsformandsposten. Derfor endte det med, at Malene og jeg kom tilbage til vores 5.a klasse – som elevrådsformænd. I de første måneder var det en fælles tjans, men da Malene trak sig, blev jeg ved med at være elevrådsformand i de efterfølgende år. Her deltog jeg bl.a. i lærerrådsmøder og fremlagde elevrådets synspunkter (med hårdt bankende hjerte), fandt løsninger sammen med elevrådets bestyrelse, ledte møder osv.

Når jeg ser på billedet af mig selv fra den tid, ser jeg en pige, der ret præcist har samme alder som min ældste datter i dag. En smilende pige, der greb det ansvar, som blev vist hende – og som altid bevarede solen i sit sind. Men også en pige, der fra en tidlig alder lærte at begå sig blandt mange forskellige mennesker og vise respekt for både “høj” og “lav” … for mennesker fordi de er mennesker.

Få år efter begyndte jeg i øvrigt at passe børn. De to piger var to og tre år – det ene var blebarn – og jeg var bare 12 år gammel. Pigernes forældre havde en fast aften om ugen, hvor hendes håndboldtræning lå oveni hans fodboldtræning, og det var så den aften, hvor jeg passede børn. Den aftale kørte fint i flere år.

Stor tillid – relevant vækst

I midten af 1980’erne var dette acceptable måder at vise 10-12 årige børn ansvar på. Piccoline. Elevrådsformand. Børnepasser. Og jeg kan lige så godt være ærlig at sige, at jeg græd en lille tåre indeni, da politikerne i sin tid besluttede, at man skal være mindst 13 år for at bestride et fritidsjob. Naturligvis forstår jeg den gode intention: at beskytte børnene og sikre dem en barndom med stort B. Men når jeg betragter min 10½ årige datter i dag og ser hendes længsel efter at få lov til at gå til hånde i den lokale boghandel, feje hos bageren eller stille på hylderne i den lokale gavebutik, så ærgrer jeg mig alligevel over, at vi i dag har en rigid regel, der hedder 13 år.

Jeg under hende ganske enkelt oplevelsen af at være så lille og blive vist så stor en tillid – af ”fremmede”. Naturligvis kan vi sætte hende i sving herhjemme. Og gør det. Med vigtige arbejdsopgaver, der skal løftes for at hjælpe fællesskabet. Spørgsmålet er bare, om det nogensinde bliver helt det samme?

Jeg voksede af at blive opdaget. Og blive set. Britt Bendixens kommentar om mit søde smil, fulgte mig i mange år. Den blev faktisk ret så definerende for min selvopfattelse. Jeg erkendte, at den korteste vej mellem to mennesker vitterligt er via smilet. For “smil, det smitter”, som der stod på de hjerte-mærker, vi gik rundt med dengang. Jeg erkendte, at man kan så glade frø – måske endda “dagens glade frø” – i andre via smil. Da jeg i gymnasiet arbejdede jeg f.eks. på det lokale plejehjem. Her troede nogle af de ældre, at jeg var en engel, fordi jeg smilede så meget til dem. Jeg erkendte også i en tidlig alder, at verden er meget smukkere at se på, når man smiler, for så kommer der nemlig små stjerneskud ude i øjenkrogen, og man bliver meget gladere indeni. Dette skrev jeg i øvrigt en klumme om i Aktuelt, da jeg var i begyndelsen af 20’erne. Sidst men ikke mindst erkendte jeg, at nok smiler vi, når vi er glade – men vi bliver også glade, når vi smiler. Dette er siden bekræftet af forskning.

Smilet blev mit livs følgesvend, kraftigt accelereret af en feedback fra en ”fremmed”, Britt Bendixen.

Jeg voksede også af at blive sat i situationer, hvor jeg havde fremtidståge – som jeg kalder det i mine bøger – men hvor andre tydeligvis havde tillid til, at det der, det kunne jeg da sagtens! Disse formative år såede vigtige frø i mig, som handlede – og handler – om at bidrage til samfundet. Om at tage ansvar for den plads (eller de pladser) jeg bestrider. De formede en stærk arbejdsmoral. “At bidrage” er for mig en helt naturlig del af livet. Faktisk er jeg så tændt af at bidrage, at jeg er på en ambitiøs mission for at udbrede kendskabet til hjernens spilleregler til ALLE. Indenlands. Og udenlands. I alle aldre. For ansvar avler ansvar. Jeg er yderst lidt optaget af at være “lykkelig”. Lykke er for mig i vid udstrækning en afledt effekt af at bidrage relevant. Og lykkelig det tror jeg såmænd, at jeg er ofte. Det er bare ikke noget, jeg går direkte efter. Der er vigtigere ting i verden at rette blikket hen imod.

Viser vi børn stor tillid i dag?

En af de sager jeg involverer mig i i den offentlige debat er børns ret til mindst 10 års barndom uden mobil. En af de gode grunde til at lade børn være børn – uden mobil – handler faktisk om tillid. Børn har brug for at føle frihed – uden afbrydelser og hyppig bekymring fra forældrenes side. Børn har brug for – og burde have krav på – en overvågnings-fri barndom. Forleden stod jeg i en iskø med en veninde og hendes familie. Hun viste mig på sin smartphone, hvordan hun kan se, hvor alle familiens medlemmer er på ethvert tidspunkt. Hvis hendes søn på 11 ikke lige er hjemme til tiden, så kan hun tjekke, hvor han er, og berolige sit sind ved at se, at han bevæger sig på cykelstien hjemad. Flere tech-virksomheder har udviklet finurlige overvågningsmekanismer, så man aldrig længere behøver at spørge “Hvor er du?” men bare kan se det på sin smartphone.

Det er for mig at se en rædselsfuld invasion af barndommen. Børn og unge burde for mig at se have krav på 18 år uden overvågning. Barndommen skal give plads til at blive væk – og finde vej. At lave noget lidt andet, end det man har lyst til at fortælle officielt. At baske med vingerne og kunne agere i det offentlige rum, hvor man møder fremmede og må få det bedste ud af det. “Hvorfor er børn af i dag så lidt resiliente?” spørger mange. “Hvorfor har de så svært ved at svirpe tilbage til deres balancepunkt, når de bliver udfordret?” Måske fordi vi i al for lille grad giver dem udfordringer at øve sig på – og udviser tillid til, at de selvfølgelig kan magte og vokse af dem.

“Men jeg viser da mit barn tillid ved at han/hun har sin egen smartphone”, vil nogle måske sige. Ja, hvilken tillid! For mig at se er det den “forkerte” form for tillid, fordi ansvaret for en dyr smartphone hurtigt kommer til at fylde alt for meget i et barns (i forvejen) særdeles begrænsede arbejdshukommelse.

At skulle huske på, at man har en dyr mobil i lommen, hvis glas let kan splintre, er en ligeså sikker hæmmer af fri leg som kunstige, lange negle er det. At skulle forholde sig til alle mulige, som skriver eller ringer – og som man skal huske at svare tilbage til – er også en uhensigtsmæssig fyldning af et barns begrænsede arbejdshukommelse. At bære al det tankemylder, der kommer, hvis mobilen kommer galt af sted, og man forudser/frygter forældrenes vrede, er også en ubærlig byrde for børn. Med andre ord: Vi viser desværre børn den forkerte form for “tillid” i dag.

Hvordan kan du vise dit barn tillid?

Tillid kan vises på mange måder. Du viser tillid ved at aftale, hvornår I mødes derhjemme efter skole/arbejde – uden at skulle nærlæse dit sms-feed for at tjekke, at “nu kører jeg” osv. Du viser tillid ved at overdrage ansvarsopgaver i hjemmet til dine børn. Du viser tillid ved at lære dem at kende de sociale spilleregler i det offentlige rum – og lad dem øve sig på at bruge dem.

Du viser også tillid, når du klart signalerer til dit barn – uanset alder – at de ord, som det er i gang med at udtrykke lige nu er meningsfulde. Gå med barnet, gå i dets sko, kig på situationen fra den retning, barnet kigger … og jeg lover dig, at der er mening at finde!

Du viser blandt andet også tillid ved at bygge bro mellem dit barn og verden; gerne med dét i baghovedet at succesfulde “store” oplevelser i den alder sætter sig markante spor. Jeg var til konfirmation i går, hvor en 11-årig holdt tale for sin storesøster. Det vil være en oplevelse, dette barn kan vende tilbage til mange gange i fremtiden, og som vil kunne være markant styrkende i udfordrende situationer (en “Succestangent-oplevelse”, jf. bøgerne i Hjernesmart-serien). Barnet kan sige til sig selv i fremtidige situationer: “Jeg har gjort det før, og nu gør jeg det igen!”

Tillid og selvtillid i det offentlige rum

Selv opmuntrede jeg for nylig min 10-årige datter til at give udtryk for sine holdninger til en sag, der lå hende meget på sinde, i et læserbrev. Redaktionen viste hende tillid ved fluks at bringe læserbrevet som “Dagens Brev” i Berlingske Tidende. Min datter var pærestolt.

Herefter sendte vi læserbrevet rundt med en mail til de relevante ordførere i Folketinget – og endda også til en enkelt partileder. Min datter var først lidt loren ved det: “Bliver de ikke sure, når man mener noget andet end dem?” spurgte hun. Jeg svarede, at jeg var helt sikker på, at de først og fremmest ville være begejstrede over, at en 10-årig blandede sig i den offentlige debat. Dermed viste jeg tillid til, at hendes synspunkt var relevant og værd at tænke over. Hele tre ordførere – samt partilederen – svarede min datter tilbage. To var uenige i hendes synspunkt, en var enig og en ville tydeligvis tænke mere over sagen. Men ALLE fire roste de hende for i en så ung alder at engagere sig i debatten. Min datter var igen pavestolt. Hun mærkede, at det betaler sig at samle sine tanker i en tekst, at man tilmed kan påvirke andres tanker med sine ord, og at engagement i sig selv er prisværdigt.

Så selvom det formentlig ikke bliver til et “lønnet” job til hende foreløbig, så findes der masser af andre måder at vokse på. Masser af måder hvorved hun kan opleve at blive givet relevant ansvar af andre. Og du kan på tilsvarende vis – ud fra en vurdering af, hvor dit barn er lige nu – eksponere dit barn for situationer, hvor det bliver vist tillid – og nyder respekt – af “fremmede” og af dig.

Mon ikke den læserbrevs-erfaring kunne være en af de vigtige, min datter kommer til at referere tilbage til, hvis hun engang om 30 år skriver et blogindlæg om skelsættende begivenheder i hendes liv? Jeg tror det.

Med ønsket om masser af tillid – og relevant ansvar –

Solskinshilsner Anette 


Anette Prehn (1975) er iværksætter, videnskabsformidler, sociolog og forfatter til en række bestseller-bøger om hjernens spilleregler, og disses betydning for socialt samspil, læring og ledelse. Hun opdagede for år tilbage, at hjernen følger bestemte spilleregler. “What!” tænkte hun. “Hvordan kan det være, at forskerne ved det her, uden at almindelige mennesker har gavn og glæde af det?” Det kickstartede hendes mission: at lave fremragende og jordnær videnskabsformidling; i særdeleshed at gøre hjerneforskning og socialpsykologi tilgængelig og brugbar for alle. Det gør hun bl.a. i sin HJERNESMART-trilogi: Hjernesmarte BørnHjernesmart Ledelse og Hjernesmart Pædagogik. Senest har hun fået udgivet HJERNEVENNER-serien, skrevet så man kan forstå og bruge den fra 10 år og opefter. Den første minibog hedder Stierne i hjernen og anbefales varmt af professor og hjerneforsker Troels W. Kjær. Den anden hedder Bliv ven med hjernens amygdala og anbefales af professor i socialpsykologi, Per Schultz Jørgensen. Den tredje hedder Gør hjernen til en medspiller og anbefales af ph.d. og vinder af Ph.d. Cup 2017, Louise Klinge. Den fjerde Sov dig til en bedre hjerne anbefales af hjerneforsker og søvnekspert Maiken Nedergaard. Den femte Giv hjernen plads til udvikling anbefales af familievejleder Lola Jensen, mens den sjette Tag nye billeder med hjernen, anbefales af hjerneforsker Kjeld Fredens. Den syvende minibog Din kreative hjerne anbefales af mad-entreprenør Claus Meyer.Du kan købe Hjernevenner-seriens minibøger samlet her. Du kan også læse mere om Anette Prehns mission her.