Dette er et MUST READ for alle, som er i dagligt samspil med børn og unge. Den jordnære metafor “Stierne i hjernen” – og øvelsen her – er enkle og virker: De klæder læseren på til at reflektere over egen adfærd – og træffe kloge valg. Robusthed og praktisk plasticitet i ét!

F.eks. fortæller en pige efterfølgende, at hun “tænker over stierne i hjernen hver dag, flere gange om dagen. Når jeg sidder med matematik siger jeg til mig selv: ‘Den sti har jeg prøvet. Hvilken sti kan jeg nu prøve?’ Også i dansk gør jeg det. Og til badminton. Min smash-sti har jeg trænet ret mange gange. Men min mixfelt-sti er helt ny. Så øver jeg mig på den.”

Mens en dreng fortæller, at ’Stierne i hjernen’ “har lært mig, at jo flere gange jeg gør en ting og bruger en sti i hjernen, jo bedre bliver jeg til det og jo mere tryg bliver jeg. Jeg har også lært, at når man står i en situation, som man ikke har været i før, så kan man bruge sin erfaring fra en anden situation, der minder om den. Smart!”

Forberedelsen

Carina Heegaard er dansklærer i en fjerdeklasse. Derudover er hun den første lærer i Danmark, som har opfundet en genial øvelse ud fra min minibog ”Stierne i hjernen”; den første i HJERNEVENNER-serien. Bogen formidler hjernens plasticitet (dvs. formbarhed) til børn og unge. Den hjælper dem bl.a. med at bevare roen og tackle ”utrygge” situationer med oprejst pande. Bogen kan læses fra 10 år og opefter.

Forud for øvelsen har 4. klassen læst minibogen “Stierne i hjernen” sammen og reflekteret over den, blandt andet ud fra de spørgsmål, der står nederst i dette blogindlæg.

Herefter har Carina udfærdiget en skabelon med en helt enkel oval på og titlen ”Stierne i min hjerne”.

For at forklare øvelsen bruger hun sig selv som eksempel. Hun tegner og fortæller om nogle af sine egne stier i hjernen, mens eleverne sidder i en cirkel omkring hende. Carina reflekterer over, hvilke stier, der mon er rigtig stærke og tydelige i hendes hjerne for tiden; hvilke der er groet til, fordi de bruges sjældent; samt hvilke der måske godt kunne tåle at blive dannet og herefter styrket.

Klassen er opslugt af hendes ord og tegning og ser med egne øjne, hvordan man kan gøre sig umage i sin eftertænksomme udforskning. For eksempel lægger Carina ud med at fortælle, at en af de stier, der er blevet større i de seneste måneder, er hendes ”være-alene-sti”, og det er hun faktisk glad for, selvom det er lidt nyt for hende. Hun fortæller også, at hendes ”madlavningssti” godt kunne tåle at blive kraftigere. Og at hendes ”løbe-langt-sti” har været rigtig tydelig tidligere, men at den nu er groet til hist og pist pga. skader. Løbe-langt-stien er dog én af de stier, hun rigtig gerne vil træne op igen.

Øvelsen
Først tegner eleverne stierne i hjernen med en sort tusch vha. skabelonen. Herefter farvelægger de med farveblyanter. Flere dekorerer deres hjerne som en decideret skov med træer, buske og blade – og nogle supplerer endda med små dyr, så det bliver en ret så levende skov. Der er tre niveauer af stier:

  • De ret faglige stier (f.eks. ”læse”, ”sløjd” eller ”matematik”),
  • De mere sociale stier (f.eks. ”hjælpe mine venner”, ”trøste” eller ”være sød mod X”) og
  • De fritidsrelaterede stier (f.eks. ”håndbold”, ”svømning, ”parkour” og ”klaver”).

Hvis eleverne primært har tegnet stier af den ene slags, kan den voksne inspirere til også at inddrage nogle af de andre typer af stier.

Der er også tankevækkende og søde stier; f.eks. ”cykle i regnvejrsstien”, ”traktorstien” og en tynd ”venne-sti”. Sidstnævnte fanger Carina selvfølgelig, og hun får sig en god snak med eleven om, hvordan den tynde venne-sti kan blive tykkere, og hvordan de to (konkret) kan hjælpe hinanden med det.

Stiplede stier i hjernen markerer, hvilke stier, man godt kan have lidt fremtidståge omkring, men som man mærker vil være gode for én at styrke. Øverst på papiret sætter eleverne til sidst ord på en sti, som de gerne vil styrke indtil jul.

Se her eksempler på, hvordan drenge og piger i 4. klasse har tegnet og dekoreret deres stier i hjernen.

Elevernes værdi
Elevernes samtaler ud fra minibogen og Carinas øvelse har overrasket alle. En elev siger: “Det er en mega lærerig bog. Hver gang jeg læser den, lærer jeg noget nyt. Jeg vidste slet ikke, at jeg havde så mange forbindelser i min hjerne. Hvis jeg f.eks. har fjollet med min sidemakker, så spørger jeg mig selv: “Hvordan kommer jeg ind på Koncentrationsstien igen?” Den er så lige der til venstre. Og så går jeg videre på den!”

Her er det tydeligt, at visualiseringen hjælper eleven med at komme tilbage på sporet igen og koncentrere sig. Den visuelle repræsentation af stien lever videre i elevens hjerne og bliver en daglig hjælper.

En anden elev siger: “Jeg tænker over stierne i hjernen hver dag, flere gange om dagen. Når jeg sidder med matematik siger jeg til mig selv: “Den sti har jeg prøvet. Hvilken sti kan jeg nu prøve?” Også i dansk gør jeg det. Og til badminton. Min smash-sti har jeg trænet ret mange gange. Men min mixfelt-sti er helt ny. Så øver jeg mig på den.””

Her er et godt eksempel på at metaforen ”stierne i hjernen” kan bruges på tværs af livets områder. Hvad enten eleven har matematik, dansk eller er til badminton, er sti-bevidstheden med. Den styrker elevens tålmodighed, hittepåsomhed og perspektiv (man skal træne noget en del gange, førend det sætter sig fast). Som følge heraf bliver eleven mere robust og i stand til at ”komme igen”. Vi ved fra forskning, at noget af det vigtigste, der adskiller elever, som præsterer godt i matematik, fra elever, som præsterer mindre godt, er tiden de bruger på en opgave: De bedst præsterende har optrænet evnen til at prøve noget, der viser sig ikke at virke, prøve noget andet, der måske heller ikke virker, og at blive ved med dette, indtil der er hul igennem til en korrekt opgaveløsning. Her hjælper sti-sproget med at identificere, hvilke stier, der har været benyttet, og at få øje på nye stier, man hidtil ikke har opdaget.

Et fælles sprog, der gør det lettere at tale om udfordringer
Lærer Carina fortæller her selv om klassens værdi af Stierne i hjernen: ”Efter at vi har fået visualiseret nogle af vores stier i hjernen, oplever jeg, at vi taler et fælles sprog i klassen. Vi kan i billeder/metaforer beskrive, hvad vi har af mål (’hvilken sti går vi på lige nu?’, ’hvor langt er vi?’, ’hvordan ser stien ud lige nu?’ og ’hvad skal der til, for at stien bliver endnu tydeligere?’). Større eller mindre udfordringer i vores hverdag kan vi nu beskrives som ”fremtidståger”, hvor vi billedligt kan beskrive over for vores kammerater, hvad der kan virke lidt utrygt eller svært, og hvordan tågen p.t. ser ud. Jeg oplever, at når vores udfordringer beskrives metaforisk som en tåge, er det nemmere at tale om dem – og også lidt mindre følsomt for eleverne.”

Tusind tak for indsatsen og kreativiteten, Carina! Din øvelse er hermed givet videre til Danmarks lærere, pædagoger og forældre – til inspiration til mange, gode samtaler om stierne i hjernen.

Stierne i hjernen kan købes her enkeltvis. Eller i en pakke med 10. Eller i en pakke med 30. Det er også muligt at tegne et abonnement på alle syv minibøger, der udkommer det næste halve år. Så behøver man ikke at spekulere på at få dem bestilt men kan bare glæde sig til, at den næste kommer igennem postkassen. For abonnement skriv til forlag@dafolo.dk

Du kan læse her, hvordan bogen er blevet modtaget af læserne, inkl. af hjerneforsker Troels W. Kjær, som anbefaler den varmt.

Brobyggende spørgsmål mens I læser “Stierne i hjernen”

Når bogen læses med børn, kan det være en god idé undervejs at stille spørgsmål som:

  • ”Prøv at give et eksempel på det her fra din hverdag” eller
  • ”Hvis du skulle bruge metoden her, hvad ville du så gøre?”

Sådanne spørgsmål inviterer børn og unge til løbende at bygge bro mellem bogen og deres eget liv, og spørgsmålene muliggør også, at den voksne kan høre, om læseren har forstået anvendelsesfeltet. Hvis man f.eks. har læst et eksempel om, hvordan man kan genfinde modet, når man står og venter på en rutchebane, og man derefter udelukkende giver eksempler fra en forlystelsespark, er det “besked” til den voksne om, at der er brug for hjælp til at udvide forståelsen til f.eks. også at være en relevant metode, når man er midt i en matematiktime eller til sport.


Anette Prehn (1975) er iværksætter, videnskabsformidler, sociolog og forfatter til en række bestseller-bøger om hjernens spilleregler, og disses betydning for socialt samspil, læring og ledelse. Hun opdagede for år tilbage, at hjernen følger bestemte spilleregler. “What!” tænkte hun. “Hvordan kan det være, at forskerne ved det her, uden at almindelige mennesker har gavn og glæde af det?” Det kickstartede hendes mission: at lave fremragende og jordnær videnskabsformidling; i særdeleshed at gøre hjerneforskning og socialpsykologi tilgængelig og brugbar for alle. Det gør hun bl.a. i sin HJERNESMART-trilogi: Hjernesmarte BørnHjernesmart Ledelse og Hjernesmart Pædagogik. Senest har hun fået udgivet HJERNEVENNER-serien, skrevet så man kan forstå og bruge den fra 10 år og opefter. Den første minibog hedder Stierne i hjernen og anbefales varmt af professor og hjerneforsker Troels W. Kjær. Den anden hedder Bliv ven med hjernens amygdala og anbefales af professor i socialpsykologi, Per Schultz Jørgensen. Den tredje hedder Gør hjernen til en medspiller og anbefales af ph.d. og vinder af Ph.d. Cup 2017, Louise Klinge. Den fjerde Sov dig til en bedre hjerne anbefales af hjerneforsker og søvnekspert Maiken Nedergaard. Den femte Giv hjernen plads til udvikling anbefales af familievejleder Lola Jensen, mens den sjette Tag nye billeder med hjernen, anbefales af hjerneforsker Kjeld Fredens. Den syvende minibog Din kreative hjerne anbefales af mad-entreprenør Claus Meyer. Du kan købe Hjernevenner-seriens minibøger samlet her. Du kan også læse mere om Anette Prehns mission her.