Anette Prehns jordnære metaforer

Mit motto er “forskning til folket”, og det forfølger jeg i en række bøger om hjernens spilleregler, bl.a. FLIP, Hjernesmart ledelse, Hjernesmarte Børn, Hjernesmart Pædagogik og Hjernevenner-serien.

Her ser du en liste over de begreber, jeg har sat i søen for at forklare nogle af hjernens spilleregler på en enkel og jordnær måde:

Amygdala-trigger: En række hverdagssituationer kan få amygdala op i det røde felt, fordi de virker farlige. I mine bøger fremhæver jeg statustrusler og statusubalancer; diktater og ’gode’ råd; en fuld arbejdshukommelse; fremtidståge; for store opgaver eller mål; mikrobeskeder; drænende fortolkninger.

Amygdala-vippen: Illustrerer, at forholdet mellem amygdalaaktivitet og pandelapsaktivitet er omvendt proportionalt. Når den ene går op, går den anden ned. Amygdala-vippen indebærer, at amygdala dels kan nedreguleres direkte gennem amygdala-dæmpende aktiviteter a la et roligt, dybt åndedræt (hvilket baner vej for en bedre udnyttelse af pandelapperne), dels kan nedreguleres indirekte ved at stimulere pandelapperne aktivt gennem for eksempel omfortolkning. Framestorm®, Succestangenten™ og at omtale amygdala i tredje person ental er alle eksempler på omfortolkningsteknikker.

Asfaltering af stien: Metaforen dækker over, at de stier, vi tramper, når vi er amygdala-kaprede (når vi for eksempel er meget vrede, irriterede, bange, nervøse eller rigtig kede af det) gøres ekstra brede og lette at gå ad for hvert minut, vi bliver i kapringen. Hver amygdala-kapring er en generalprøve på den næste, fordi vi metaforisk set asfalterer den sti. En asfalteret sti kan vi bevæge os ad hurtigere og hurtigere. Måske kan vi endda droppe at gå og i stedet løbe, løbe på løbehjul, cykle, køre bil, køre i racerbil osv. i overført forstand. En sti, der er blevet asfalteret, kan godt gro til – men det sker langsommere end med andre stier. Vi lever heldigvis i et frit land og må føle, hvad vi vil. Men visse følelser hjælper os med at kapere situationer og relationer mere hensigtsmæssigt end andre – og visse følelser ønsker vi skal fylde mere i vores liv end andre.

Flip: Mit udtryk for, hvordan du kan lave gentagne “flip” af din fortolkning og med direkte indvirkning på dine følelser og fremtidsadfærd, lidt ligesom man flipper en mønt. Men hvor en mønt alene kan lande på én af to sider, har du langt flere muligheder, når du flipper din fortolkning.

Fremtidståge: Beskriver den tilstand, hvor man ikke kan se fremtiden for sig. Nogle gange er der tale om, at man ikke kan se uger eller måneder frem i tiden, for eksempel i forbindelse med en organisationsforandring. Andre gange er der tale om, at for eksempel en kritisk feedback er for væk-fra-orienteret, og modtageren derfor ikke kan forestille sig, hvad hun eller han skal gøre anderledes (fordi personen, der giver feedbacker, kun lyser det op, man skal stoppe med eller gøre mindre af). Atter andre gange opleves fremtidståge, når mennesker har fået en instruktion, som de ikke kan forholde sig til eller forstå, enten fordi instruktionen var for utilstrækkelig eller flyvsk, fordi modtagerne har en opfattelse af ikke at være i stand til at forstå den, eller fordi deres arbejdshukommelse er fuld af alt mulig andet, som gør, at de ikke fanger indholdet. Fremtidståge kommer med andre ord i mange forskellige former.

Framespring: Den milepæls-oplevelse man kan have, når man laver en Framestorm (se ”Framestorm”). Typisk følger den i kølvandet på en aha-oplevelse, og den giver én gang for alle et radikalt nyt blik på en situation eller en relation.

Framestorm®: En registreret metode til systematisk reframing og et deraf afledt fleksibelt mindset. Metoden baserer sig på 10 neurologiske principper og benytter sig af spørgerammen “Framestormens Fem Fingre” med i alt 50 perspektiver.

Framestorm-metoden består af tre trin og seks F’er:

• Trin 1: Frame, Følelser, Fremtid, Forventnings-afklaring
• Trin 2: Selve Framestormen
• Trin 3: Valg af Favoritter

På Trin 2 besøger vi Framestormens Fem Fingre, bestående af:

• Tommelfingeren: Gaven
• Pegefingeren: Værdier
• Langemanden: I en andens sko
• Ringfingeren: Humoristiske vinkler
• Lillefingeren: Læring & mening

For at lære at bruge metoden individuelt, i teams eller i organisationen, kontakt da info@hjernesmart.dk

Framestormens Fem Fingre®: Den specifikke ramme af 50 perspektiver ordnet på fem ”fingre” til at skabe fremdrift og indsigt

Giv hjernen hjemmebanefordel: Dækker over, at man kan hjælpe hjernen på vej i situationer, hvor der ellers let kan opstå fremtidståge. Hjernen kender dårligt forskel på, om vi gør noget i praksis, eller om vi levende og sansevækkende forestiller os at gøre det. En måde at give hjernen hjemmebanefordel på er at levendegøre og øve sig på situationer, inden de melder sig, og på mindset, inden man har brug for dem. En anden måde at give hjernen en oplevelse af at have været i en situation (mange gange) før er ved at benytte metoden Succestangenten™. Ved hjælp af den tager man kontakt til erfaringer og oplevelser fra sit liv, hvor man trak på kompetencer, værdier eller indstillinger, som man kan have glæde af at reaktivere i denne kommende situation eller udfordring, så den ikke virker så ny og farlig men snarere som en naturlig forlængelse af andre situationer, man har mestret i sit liv. Den store fordel ved at give hjernen hjemmebanefordel er, at man derved dæmper amygdalas aktivitetsniveau og bevarer en god adgang til for eksempel pandelapper og arbejdshukommelse.

Hjerneprut: FLIP tilstræber at opbygge din evne til at bemærke, hvornår du kognitivt har ophobet så stærke koblinger mellem ’følelse’ og ‘fortolkning’ (jævnfør hjernespillereglen ”Neurons that fire together, wire together”), at det føles ubehageligt. Ligesom du har vænnet dig til, hvordan dit tarmmiljø mærkes, når en prut er på vej, på samme måde kan man vænne sig til at registrere og opdage, hvornår der er brug for at slå en ‘hjerneprut’; det vil sige omfortolke. Når du mærker, at din fortolkning lige nu skaber smerte, ubehag eller fastlåsthed, og du ved og ønsker, at det kunne være anderledes, kan du tillade ophobet, ubehagelig ‘luft’ at passere i stedet for at insistere på at holde den fast og gøre ondt værre. Derigennem skaber du et nyt klima indeni. Det er en del af en sund kropsbevidsthed at træne sig op i at mærke, når man for eksempel får en knude i solar plexus, har ’kluddermor’ i tankerne eller hyperaktive sommerfugle i maven – og med fordel kan ‘tage nye billeder’ af en situation.

Hjernens viskelæder: Dækker over hjernens tilbøjelighed til at overse abstrakte udtryk i væk-fra-sætninger, såsom “ikke”, “lad være med” og “hold op med”. Den “visker” i metaforisk forstand abstraktionerne ud, hvilket har særlig stor betydning i forbindelse med vaneændring, følelsesmæssig og kognitiv regulering samt ønske om en adfærdsmæssig bevægelse i en given retning. Denne tilbøjelighed til at overse abstrakte udtryk har to implikationer: Dels betyder den, at væk-fra-sprog netop leder opmærksomheden hen på det, man ønsker mindre af (som i eksemplet “forandringen er ikke farlig”, hvor hjernens viskelæder visker “ikke” ud – og hvor ordet “farlig” derefter kommer til at udgøre sætningens konkrete fokus). Dels betyder det, at vi forspilder en unik mulighed for rent faktisk at gå ad stier, som vil være mere nyttige at lyse op (i den selvdirigerede neuroplasticitet ligger der det, at de stier, vi retter fokus hen imod, forstærkes og udvikles).

Kognitivt knofedt: Den mentale pendant til at bruge fysisk ’knofedt’, hvilket som bekendt vil sige at lave hårdt fysisk arbejde. Kognitivt knofedt dækker over at lægge tilstrækkelig med mentale kræfter i noget, for eksempel ikke bare at læse om hjernens spilleregler, men at være klar til at gå vejen med at optræne et hjernesmart repertoire.

Lommelygten i hjernen: Et andet udtryk for selvdirigeret neuroplasticitet: Det, vi lyser på med vores opmærksomhed, gives liv og forstærkes. I metaforen ligger der også det, at hver gang vi retter lommelygten i hjernen i en bestemt retning, er der andre stier og områder, der henlægges i mørke (og dermed ikke udvikler sig).

Lunser: Hjernen fungerer efter bestemte principper, logikker og  spilleregler. Når jeg taler om at give hjernen nogle ’lunser’, læner jeg mig op ad den måde, udtrykket benyttes på i den politiske verden: At en regering for eksempel i forbindelse med et finanslovsforslag kan tilbyde nogle lunser til dets støttepartier for at få dem til at ’bide på’ og arbejde med. Når vi kender hjernens spilleregler og kan regne ud, hvordan den sandsynligvis vil reagere i en række situationer, kan vi give den lunser, som den kan arbejde konstruktivt med. Eksempler på sådanne lunser er de omfortolkninger, vi skaber via en Framestorm®, og som vi tilbyder hjernen at bide på, hvis den har lyst. På lignende vis kan ’den indirekte vej’ betragtes som en måde at give hjerner lunser på: I Framestorm-sammenhæng dækker det over, at man generelt arbejder med fortolkninger, der er relativt ufarlige for den enkelte (og for gruppen, hvis man er flere). Derved forbliver amygdala i relativ ro, og pandelapperne kan stimulere forbindelsesarbejdet i hjernen i Framestormen ved at bygge bro på tværs af hjernens ’siloer’. Hvis amygdala bliver for aktiv, grundet temaets følsomhed, lærer man intet, og det er urealistisk at træne metoden ind under huden. Man vil have modstand på enten den, tvivl på egne evner, føle vrede mod underviser/facilitator eller flere af foranstående reaktioner.

Pandelapsgymnastik: Et andet ord for at motionere pandelapperne, det vil sige aktivere dem. En kraftfuld måde at gøre dette på er via omfortolkningsmetoderne Framestorm® og Succestangenten™. Men i det hele taget går øvelser eller aktiviteter, der stimulerer pandelapsfunktionen, ind under begrebet ’pandelapsgymnastik’.

Parasitpapir (også kendt som klisterpapir): En ekstern hukommelse, som hjælper til at aflaste ens stærkt begrænsede arbejdshukommelse. Et parasitpapir kan være et stykke papir, post-it-noter, en notesbog eller notefunktionen på ens mobil. Fordelene ved at aflaste arbejdshukommelsen er mange: plads til at få ideer, overskud til at møde forandringer og opgaver med optimisme, ro mellem tankerne (mindsket tankemylder og negativ stress), en bedre nattesøvn samt øget nærvær og troværdighed.

Rumlerille: En rumlerille på en motorvej eller landevej har til formål at hjælpe én tilbage på sporet igen. Der er en rumlerillelyd, og bilen ryster, hvilket minder føreren om at justere på rattet. Jeg bruger metaforen til at beskrive, hvordan man med fordel kan bruge hen-imod-sprog, når man enten hører sig selv eller andre sprogligt fremhæve det, der reelt ønskes mindre af. I stedet for at blive grebet af selvkritik – når man kommer til alene at tale i væk-fra-sprog, hvor man med fordel kunne have trampet hen-imod-stier op også – tilbyder rumlerille-metaforen, at vi tænker “pyt” og i stedet let og elegant supplerer sætningen med en eller to hen-imod-sætninger og derved vender tilbage til det hjernesmarte (og hjerneopbyggende) spor. Ligesom der næppe er mange, der ville køre hele turen fra Nyborg til Kolding på rumlerillerne, behøver vi hellere ikke at fortsætte ad den sproglige rumlerille (væk-fra-sproget), men kan med fordel korrigere kursen lidt.

Rummets hukommelse: Begrebet refererer til det forhold, at læring, beslutninger og intentioner lagres i hjernen sammen med det fysiske rum, det er foregået i. Det er derfor, man kan være på kursus og tage derfra med en intention om at bruge det, man har lært, i sin hverdag, men ende med at glemme både den gode intention, og hvad man ville gøre anderledes. Det er derfor, at skolebørn kan have svært ved at huske, hvad de har lært i skolen i dag. Det er derfor, at du, når du beslutter dig for at hente noget i soveværelset, mens du står i køkkenet, men har glemt, hvad det var, når du træder ind i soveværelset, med fordel kan gå tilbage til køkkenet for at komme i tanke om det igen. Rummets hukommelse er både noget, vi skal tage højde for (ved at bygge broer ud af rummet for vores læring, beslutning og intention), noget, vi skal sætte os ud over (ved at bruge Succestangenten™ til at bryde igennem eksisterende mentale siloer, som vi befinder os i, og hvor vi føler os drænet, og i stedet tage kontakt med lignende, succesfulde situationer), men også noget, vi kan gøre brug af til at fremme vores nærvær i en given situation (“nu er jeg her, i dette rum” og så ellers slippe, hvad der måtte foregå i andre rum). Rummets hukommelse ligger i forlængelse af det, der også kendes som transfer-problematikken.

Selvdrilleri: Evnen til at udfordre sine egne dogmer og opfattelser. Formålet er ikke (nødvendigvis) at rive dem ned og komme af med dem ved at tilvælge andre. Snarere er formålet at blive klogere på livets mange nuancer.

Skift briller, når noget driller: En opfordring til at vælge at se situationen fra nye vinkler, det vil sige omfortolke, når man er udfordret af en situation eller i en relation.

Skåltaleniveauet: Det overfladiske værdiniveau, hvor snart sagt alle kan blive enige om en given værdi. ’Respekt’, ’frihed’ og ’glæde’ er eksempler på værdier, som stort set ingen vil være uenige om, men som mennesker adfærdsmæssigt kan tolke vidt forskelligt.

Succestangenten™: En metode til omfortolkning, hvor man kommer ud over den begrænsning, som rummets hukommelse sætter. Når man spiller på Succestangenten™, leder man efter situationer i sin bagage, hvor man trak på et repertoire, der ville være nyttigt at bringe i anvendelse i den nuværende eller forestående situation.

Tillid til tomheden: Begrebet dækker over evnen til at kunne have ’blank skærm’ for en tid og have det o.k. med det. Tillid til tomheden – og til, at der nok skal melde sig en ny idé, vinkel eller frame – er afgørende for at kunne gøre hjernen til en medspiller. Hvis vi bekæmper tomheden med selvfordømmelse, utålmodighed og irritation, fylder vi arbejdshukommelsen unødvendigt op, og så kommer der ikke hul igennem til nye indsigter.

Tramp stier op i skoven (eller på en græsmark): En helt central metafor, som illustrerer, hvorledes den selvdirigerede neuroplasticitet fungerer. De stier, man bevæger sig ad tit og ofte, bliver tydeligere, bredere og mere oplagte at vælge til. De stier, man sjældent går ad, gror til og forsvinder ud af syne. Ordet trampesti kender vi fra naturen, hvor begrebet dækker over, at en sti er blevet trampet op af menneskelig aktivitet og færden (i modsætning til at være blevet anlagt). Metaforen er en central hjælp til at arbejde med vaneændringer. Vi er nødt til at se for os de stier, vi hellere vil gå ad, for at lykkes med at betræde og styrke dem. Hvis vi primært har fokus på de stier, vi faktisk ikke ønsker, så styrker vi dem mod vores intention, og det er hjerneklodset. Når man på vaneændringsrejsen opdager, at man befinder sig på en sti, man egentlig gerne ville væk fra, kan man med fordel i stedet svirpe let og elegant tilbage til den ønskede sti og fortsætte med at trampe den op i stedet.