Imran Rashid og jeg har skrevet dagens kronik i Politiken. Du finder den her. “Forbyd mobiltelefoner i danske skoler – ellers ødelægger vi børnene” lyder titlen på Politikens hjemmeside. Vores egen titel, da vi sendte kronikken ind, lød “Mobilfri skole – fordi læring og dannelse kræver fokus”, men sådanne hen-imod titler tvistes desværre tit og ofte i medierne.

Tilbage i 2014 havde jeg en kronik i Berlingske om et lignende emne. Hvis du missede den dengang, finder du den her. Dengang var min egen titel “Læring kræver opmærksomhed”, hvilket blev redigeret om til “Netzapperi ødelægger indlæringen”. Død og ødelæggelse igen!

Her til aften var Imran i Deadline for at debattere med afsæt i kronikken. Du kan se link til debatten længere nede på siden.

Dét, der for mig at se, er de allervigtigste pointer i denne kronik er:

1. Hvis vi ønsker at vælge fordybelse, impulskontrol, empati, indrestyring og sociale færdigheder til på vegne af vores børn og unge, så er det nødvendigt at pause de private mobiler med de mange irrelevante associationer i nogle timer om dagen.

Hvorfor? Fordi disse stier – jf. hjernens plasticitet – skal “trampes op” med intensitet  (ligesom stier i skoven), og fordi de skal vedligeholdes, hvis eleverne skal kunne trække på dem smidigt og have disse stier “med sig” i livet. Arbejdshukommelsen, som vi skal bruge til at forstå, bearbejde, få idéer og skabe forudsætninger for at kunne huske noget på længere sigt, kan kun rumme få enheder ad gangen. Kunsten i ethvert læringsmiljø er at skabe forudsætninger for en tilstrækkelig grad af fokus, nærvær og følelsesmæssigt engagement.

Selv lever jeg af at være underviser, facilitator og foredragsholder. Alle de læringsseancer, jeg leder, er offline, hvilket betyder at jeg selv og kursisterne har slukkede mobiler i taskerne. Alternativet er at spilde hinandens tid – og kundens penge. Et læringsrum er andet og mere end (illusionen om), at læring skabes ved at en deltager/elev “trækker den” fra en underviser, der “giver den”.

Anvendelsesorienteret læring (som jeg er varm fortaler for) indebærer, at man stiller sig til rådighed med sit nærvær og følelsesmæssige engagement, bygger broer til virkeligheden i en lind, relevant strøm, og at man bemærker nuancer i andres bidrag, så man blandt andet kan blive inspireret og overrasket.

Troels W. Kjær sagde det meget sigende på Hjernedagen 2017 i går, hvor jeg også selv bidrog som oplægsholder: “Vi lærer det, der er relevant, følelsesmæssigt engagerende og overraskende.” Jeg er meget enig. At komme derhen kræver dog samspil: At man “er tilstede” opmærksomhedsmæssigt og følelsesmæssigt med sin nysgerrighed, undren og evne til at skabe nye sammenhænge.

Mediernes og visse debattørers vinkling af kronikken som en “forbuds-kronik” må derfor stå for deres egen regning. Det er en “tilvalgs-kronik”. Imrans og mit ærinde er at tilvælge de omtalte fem stier, for at fremme skabelsen af et vigtigt fundament i barnet og den unges liv.

2. Vi er absolut teknologi-glade og tilhængere af, at teknologi bruges, hvor det er læringsmæssigt relevant. Brug af teknologi er dog kun ét læringsformat ud af mange. Skal læring fæstne sig, skal undervisere og elever i samspil trække på en palet af alsidige, rige måder at bruge hjernen og kroppen på. Imran er til orientering IT-iværksætter og i fulde firspring i gang med at skabe innovative måder at udvikle sundhedsvæsenet på. Jeg selv har mere end 50.000 online-studerende fra 176 lande på mine kurser på nettet, to blogs og en aktiv Facebook-profil. Det er vist ikke lige frem “teknologi-forskrækkede” eller “maskinstormere”, der passer på os.

Men jeg ved selvfølgelig, at visse mennesker kan have interesse i at putte os i den box. Og jeg ved – med hjernens bekræftelsesskævhed in mente – at når først nogen har sat et stempel på andre, så er det nemmeste i verden for dem at vedblive med at få bekræftet dette stempel. Hjernen servicerer ganske enkelt vi mennesker i at frasortere input, der kunne skabe en lidt anden virkelighedsopfattelse end den, vi har. Og den hjælper os med til at give opmærksomhed til input, der bekræfter vores dom.

Så ja: online fint (måske helt op til 20-25 procent af undervisningstiden?). Offline fint. Men optional line – nej tak! Optional line er den zombieagtige mellemtilstand mellem online og offline, hvor man hele tiden kan skride opmærksomhedsmæssigt fra det rum, man befinder sig i lige nu. Denne tilstand af konstant distraktion og fuld arbejdshukommelse underminerer alle de fem nævnte stier fra pkt. 1. Hvis du i øvrigt vil vide mere om mit begreb “optional line” så se f.eks. denne side eller søg efter begrebet her på bloggen.

3. Mobilfri skole og digital dannelse er to vigtige initiativer for at fremme, at vores børn og unge lærer at begå sig i verden (inklusive den digitale) med respekt, omsorg, nysgerrighed og kreativitet. De er ikke “enten-eller”. Naturligvis skal der være brug af teknologi i skolen (men for os at se ikke den distraherende personnære). Og naturligvis skal der snarest muligt produceres undervisningsmaterialer, der understøtter børns (og voksnes) digitale dannelse. Og defineres grænser for, hvordan vi begår os socialt, respektfuldt og hensigtsmæssigt online. En slags moderne “Emma Gad” for digital omgang med hinanden.

Personligt har jeg igennem flere år været i fuld gang med at skabe digital dannelse hos min 10-årige datter (som kun har haft en mobiltelefon i to måneder) ved at dele mine erfaringer på sociale medier og internettet med hende. Jeg deler for eksempel glæden ved at kunne bidrage til andres liv og være i kontakt med mine læsere. Men jeg deler også, at jeg kan blive ked af det, når nogen skriver en tarvelig kommentar eller taler negativt “om mig” på min side i stedet for respektfuldt “til mig”. Vi taler om, hvad der er offenligt, og hvad der er privat. Jeg deler indimellem, når jeg får henvendelser fra håbefulde mænd, og vi taler om, hvad der mon driver dem til det, og hvordan jeg med fordel kan tackle det. Jeg deler også med hende, at hun skal sikre sig, at hun kender afsenderen på mails, hun åbner (og skal kalde på os, inden hun åbner en vedhæftning). Og at hun skal sikre sig, at hun kender afsenderen på fotomateriale, hun gerne vil gengive i et oplæg i klassen. Finder hun f.eks. et foto af Mars med “Nasa” som afsender, er det troværdigt, mens mange af de øvrige billeder af Mars, der “ligger derude” kunne være “fake”.

Sådan en digital dannelse skal foregå stille og roligt og i nærværende samspil med voksne. Der kan fint trækkes på mors/fars/lærerens mobil/computer/social-medieside i de første år. Og selv når eleven har fået sin mobil, kan denne oplæring snildt finde sted med neutrale enheder, stillet til rådighed af skolen. Betyder “mobilfri” skole, at den enkeltes mobil aldrig, aldrig, aldrig kan tages frem? Næh. Der kan være situationer, hvor klasselederen vurderer, at det vil være nyttigt at bruge dem. Det åbner dog op for et felt af statustrusler, man som voksen ansvarlig i et læringsrum absolut bør være opmærksom på. Se FDF’s interview med mig om egne mobiler, social dynamik og statustrusler her.

Du kan se Deadline-interviewet med bl.a. Imran Rashid her.

Anette Prehn (1975) er sociolog, facilitator, foredragsholder og forfatter til fem bøger om hjernens spilleregler. Hun opdagede for ca. 10 år siden, at hjernen følger bestemte spilleregler men at stort set ingen kender dem. Og at selv de mennesker, der vist nok har hørt om dem, ikke ved hvordan de skal bruges. Det er Anette Prehns ambition at lave fremragende, jordnær videnskabsformidling: i særdeleshed at gøre hjerneforskning og socialpsykologi tilgængelig og brugbar for alle. Det gør hun bl.a. i sin HJERNESMART-trilogi: en række bestseller-bøger om hjernens logikker. Fra september 2017 og et halvt år frem er hun konstant bogaktuel: Hver måned udkommer en ny minibog på 24 sider, skrevet så man kan forstå og have glæde af den fra 10 år og opefter. Den første hedder Stierne i hjernen og anbefales blandt andre varmt af hjerneforsker Troels W. Kjær.