Læs webinaret med Anette Prehn – “hvorfor er hjernens spilleregler så vigtige at kende til?”

Hjernens spilleregler – hvorfor er de så vigtige at kende til?

Udskrift af gratis webinar med Anette Prehn (lettere redigeret nedenfor af hensyn til læsbarhed)

Afholdt 11. maj 2020, kl. 11.15-11.45 

Annoncering af webinar: Anette Prehn har skrevet syv bøger, otte minibøger og to billedbøger, som alle har til formål at formidle hjernens spilleregler i et jordnært. Men hvorfor er det hende så magtpåliggende at formidle dette som menneske og sociolog? Hvilke nøgler til bedre relationskompetence, læringsevne og følelsesregulering findes i hjernens spilleregler? I løbet af webinaret viser Anette tre forskellige anvendelser af hjernens spilleregler, som du direkte kan gå ud og lade dig inspirere af – både i dit familieliv og arbejdsliv. Glæd dig til at opleve et inspirerende oplæg, som sendes direkte fra foredragsholderens hjem. Du deltager i webinaret via din computer, tablet eller smartphone. Vi sender et link til dig via e-mail til webinaret umiddelbart før det gratis online foredrag starter.

—

Udskrift af webinar: God formiddag alle sammen. Jeg kan forstå, at dagen i dag måske ikke lige er der, hvor vi tager en navnerunde, for der er over 2.200, som kigger med lige nu. Jeg takker for tilliden.

Der er sat en halv time af, og jeg har valgt et lidt andet snit, end det jeg normalt holder foredrag om. Jeg er sociolog af baggrund, og gennem årene er der flere der har spurgt mig: ”Hvordan i alverden snublede du lige over hjerneforskningen, og hvorfor er det, du synes den er så vigtig, at du ligefrem gider skrive bog på bog på bog om den?”

Jeg tænker, at jeg vil prøve at zoome ind på nogle helt konkrete hverdagseksempler i dag, for at eksemplificere og vise, hvorfor jeg synes, at der er en viden her, som skal nå ud til almindelige mennesker og gøre gavn.

Forskere bliver i disse år meget klogere på, hvordan verden fungerer, og hvordan samspil mellem mennesker fungerer. Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg har en oplevelse af, at rigtig meget af den viden, der faktisk bliver skaffet frem i dag, putter sig for meget i det man kunne kalde Elfenbenstårnet. Det bliver godt nok formidlet bedre og med et lavere lixtal nu, end det gjorde tidligere. Bare tilbage da jeg læste for de der tyve-femogtyve år siden, der var de der bøger jo simpelthen så komplekse, at man tænkte:  ”Forstår de selv, hvad de skriver her?” Det virkede som om, der nærmest lidt var en konkurrence i at skrive så kryptisk som muligt, fordi så fremstod man klogere. Det var i hvert fald en teori, jeg havde på det tidspunkt.

Jeg synes der er sket meget siden da, men jeg savner stadig en langt stærkere overførbarhed. Altså at du og jeg og vi alle sammen kan blive beriget, i særdeleshed i de sociale relationer, som jeg synes er så vigtige, at vi evner at tilgå så konstruktivt som muligt, så ofte som muligt i vores liv.

Vi er alle mennesker, og vi gør det alle sammen så godt vi kan, med de ressourcer vi har. Og her kan den ny viden – formidlet i øjenhøjde og brugbart – opruste os; give os nye ressourcer.

Det jeg kan høre fra de tilbagemeldinger, jeg får fra læsere og mennesker, der har været til mine foredrag, er, at viden om hjernens spilleregler giver nye indsigter. Det giver en slags ”mental dåseåbner”, når forskning og videnskab forklares jordnært og med enkelte eksempler og metaforer.

Det er der, jeg har stillet mig i verden, og det er det, jeg gør mig umage med at gøre, i det arbejde jeg laver.

Jeg vil bestræbe mig på i de eksempler, jeg vil give i dag, at veksle mellem børneeksempler og vokseneksempler. Det vil sige, nogle, der både er relevante for os der har daglig omgang med børn, eller arbejder med børn, og for os, der er i organisationer og arbejder med samspil, resultatskabelse, ledelse og så videre der.

Første eksempel: Anders og hugormen

Det første eksempel jeg vil give er faktisk helt aktuelt. Jeg gik Furesøen rundt med et vennepar og min mand i fredags. De delte eksemplet her, og det giver et godt blik på, hvorfor det kan give rigtig meget ind i menneskers samspil at kende til hjernens spilleregler.

De fortalte om en naturbørnehave, der jo er vant til at færdes ude i naturen. De skulle nu til et nyt område, hvor der var en del hugorme. Og en af de små fyre, en dreng på fire et halvt år, jeg kalder ham Anders her for at anonymisere ham, han havde hørt rigtig godt efter, da pædagogerne sagde til børnene: ”I må ikke stikke hånden ned til hugormen, hvis i ser en.”

Han havde lyttet rigtig godt efter, men hvad skete der, da Anders kom i nærheden af en hugorm? Han kom til at stikke hånden ned til den og blev bidt i armen. Se, det gør jo frygtelig ondt sådan noget. Mange børn, der bliver bidt af en hugorm, vil naturligt løbe hen til voksne og søge trøst og ormsorg. Og havde der været andre børn i nærheden af Anders, havde biddet sikkert også ført til en stor ståhej og tilkaldt de voksnes opmærksomhed.

Men den lille fyr blev i stedet ramt af akut og stor skam- og skyldfølelse. Fordi var der egentlig ikke noget med, at han havde fået at vide, at han jo ikke måtte? Jo, det havde han vist nok. Og nu havde han så gjort det, han godt vidste, at han ikke måtte.

Anders’ måde at tackle det på var at tage rulle sine ærmer godt ned over biddet. Men han fik det dårligere og dårligere i løbet af dagen. Armen svulmede voldsomt op.

Da naturbørnehaven var kommet tilbage til deres vante miljø, og moderen kom for at hente ham, kunne hun ikke umiddelbart se ham. Han lå og gemte sig i et legestativ, og hans arm var svulmet voldsomt op. Han måtte selvfølgelig hurtigst muligt til lægen og få hjælp.

Se, jeg deler det her eksempel, som ét ud af utroligt mange, på at vi voksne kan komme til at være hjerneklodsede, selv når vi gør os umage for faktisk at kommunikere på en god og hensigtsmæssig måde.

Og jeg giver også det her eksempel for at vise, at der er brug for, at vi som voksne, har en langt større empati med børn, for når vi kommer til at kommunikere hjerneklodset, og børn gør det bedste de kan for at følge vores anvisninger, jamen så vil de ofte mislykkes.

Hvorfor er sådan en pointe, som pædagogerne er kommet til at give til børneflokken, hjerneklodset?

Jo, der er en logik i hjernen, som jeg kalder for ”hjernens viskelæder”. Den visker abstrakte udtryk væk. Så når man som voksen siger til et barn: ”Du må ikke stikke hånden ned til hugormen”, så er det eneste, der bliver lyst op i barnets hjerne, ”hånd-hugorm”: Altså kombinationen af hånd og hugorm. Og det vil sige, i det her tilfælde, i den her barnehjerne, jamen han er blevet mindet om, at man overhovedet kan gøre det. Der er faktisk lige blevet kodet ind i hans hjerne, ”hånd-hugorm”.

Så det vil sige, hvis vi i den situation ønsker, at 1) være mere hjernesmarte og 2) give børnene en bedre chance for at lykkes, også ud fra de instruktioner vi giver, så skal vi i stedet for prøve at lyse den hensigtsmæssige adfærd op.

I sådan et eksempel her, hvor man skal afsted ud i naturen – og gør endelig det, den ligger derude og er så vidunderlig smuk, også i disse dage – så kunne det være en god idé at sige til børnene: ”Hvis I ser en hugorm, så stamp hårdt i jorden.” Når en hugorm hører det, så vil den typisk forsvinde.

Det at høre dette fra en voksen, at man skal stampe, det er Trin 1, men jeg vil sådan set også få dem til at gøre det. Flere gange. Op på rad og række og stampe. ”Er der nogle der kan stampe endnu højere, end de gør lige nu?” Og ”Hvor højt skal man mon stampe, for at en hugorm kan høre det?” Det kan man gøre til noget sjovt og livfuldt. Noget engagerende for børnene. Og hjernesmart, fordi vi hjælper dem med at opbygge forudsætninger for at håndtere livet: optræne et hensigtsmæssigt repertoire.

Fordi mange af vi voksne er vokset op i en kultur, hvor der rigtig ofte bliver talt i ’du må ikke drille’ og ’lad nu være med at slå’, ’hvor mange gange skal jeg sige, at I ikke skal larme’, ’ikke mere iPad’ og så videre. Væk-fra-beskeder, væk-fra-beskeder, væk-fra-beskeder. Fordi vi er så omkranset af det, og endda kan kigge omkring, og se at det stadig er logikken der driver vores samfund og den politiske samtale. Jamen så er det relativt naturligt, at vi kommer til at falde i den fælde igen og igen, at tale i væk-fra-sprog.

Min pointe er, at vi skal give børn de bedste chancer for at lykkes, og at børn har brug for hjælp til at skabe et hensigtsmæssigt repertoire.

Hjernen er formbar, den er foranderlig. Den består af, seneste bud fra hjerneforskning er, omkring 86 milliarder hjerneceller, der har op til 10.000 forbindelser hver især til andre hjerneceller. Det vil sige, det er et omfattende netværk, der hele tiden er i forandring, alt efter hvordan vi bruger det. Jeg sammenligner det med stier i en skov, som bliver bredere, dybere og tydeligere, når vi går på dem ofte – og gror til, når vi glemmer at gå på dem.

Og det, der er så vigtigt at holde fast i, er, at de stier vi ønsker skal eksistere og leve hos børn (og sådan set også hos os selv) dem skal vi gøre os umage for at lyse op, tydeliggøre og indøve. Således at det er dem, der bliver repertoiret.

Og jeg kan ikke lade være med at spørge mig selv, om der er børn i det her land der måske dagligt, måske mange gange dagligt, bliver mødt med væk-fra-sprog. Alt det de ikke må gøre, og alt det de åbenbart gør forkert, men hvor vi voksne glemmer, at hvis vi vil stimulere en hensigtsmæssig udvikling, jamen så skal vi lyse op, lege, indøve og hjælpe barnet med, at de hensigtsmæssige stier bliver bredere. Dette gælder især i situationer, hvor vi tilstræber en bevægelse/udvikling i barnet:

• Adfærdsregulering
• Vaneændring
• Følelsesregulering og
• Læring

Væk-fra sprog bruges jævnligt i vores sprog – det er naturligt. Men i disse fire typer situationer bliver det kritisk, fordi vi stiller børn dårligere ved ALENE at tale i væk-fra sprog, når vi – med lidt omtanke og ved at bruge denne viden fra det hjernesmarte univers – kan tale i hen-imod sprog i stedet for.

Jeg står faktisk foran en plakat, der handler om at trampe stier i hjernen. Den bruges sammen med fire andre hjernesmarte plakater i børnehaver og indskoling – og giver læring til både pædagoger, forældre, lærere og børn. Jeg lavede også i forbindelse med corona-hjemsendelsen, det jeg kalder for Hjernesmart Hjemmeskole. Det er fem videoer, der tilsammen varer 45 minutter, og hvor vi ad forskellig vej indøver med børn, hvad det betyder, det der med stierne, og hvad der skal til for at øve sig nok på en sti, så den faktisk bliver hængende? Også i morgen, i overmorgen og om tre måneder. Målgruppen for Hjernesmart Hjemmeskole er otte til 13 år, men alle må selvfølgelig gerne kigge med.

Det var eksempel 1.

Se de fem videoer i Hjernesmart hjemmeskole her. 

Eksempel 2: Hjernens spilleregler på jobbet

Et andet eksempel på, hvorfor jeg synes det er så vigtigt, at forskningen får ben at gå på, sådan helt konkret, det kunne godt finde sted i en organisation.

Jeg er ansat i en organisation, og min chef kommer nu og fortæller mig, at endnu en forandring skal sættes i gang. Jeg kan med det samme mærke, at det der hedder amygdala (som er hjernens trusselsrespons), går i gang. Den advarer mig om, at det er en potentiel farlig situation den her forandring, fordi nu syntes jeg jo egentlig lige, at jeg havde ret godt styr på det, jeg havde gang i her, og mine normale arbejdsfunktioner.

Hvis det er den form for reaktion, jeg oplever, så er det meget almindeligt. Det er en helt naturlig og meget menneskelig reaktion.

Hvis jeg så intet aner om hjernens spilleregler, så vil jeg være tilbøjelig til at tænke: ”Okay, nu kommer meldingen om forandringer, hvor bliver jeg bare vred, irritabel eller utryg.” Hvis jeg intet kender til hjernens spilleregler, så vil jeg være tilbøjelig til at knytte den her følelse an til for eksempel chefen, chefgruppen eller mig selv måske. Og tænke: ”De er idioter” eller ”Det kan jeg ikke finde ud af” eller ”Hvad skal der ske nu? Kan jeg overhovedet det der forventes af mig?”

Eller også vil jeg nemt kunne bruge min energi på at være kritisk overfor selve beslutningen. Altså det kunne være, at det var en omorganisering eller nye værktøjer, der skulle bruges, eller hvad søren det nu måtte være. Men hvis jeg har til gode at lære hjernens spilleregler at kende, så vil det være en naturlig effekt af den reaktion, jeg har indeni, at jeg knytter den til at synes (for at give et karikeret eksempel), at chefen er en idiot.

Når det er, at jeg i stedet for kender til amygdala, når jeg kender de her to mandelformede strukturer i det limbiske system, følelsessystemet i hjernen, så ved jeg, at den er meget følsom. Hos en femtedel af os er den særdeles følsom. Den vokser, alt efter hvor ofte den bliver brugt, så jeg kan simpelthen også træne mig op i en større amygdala. Hvis man er under negativ stress i længere tid i øvrigt, så kan amygdala vokse til dobbelt størrelse. Men hvis jeg forstår mig på amygdala, hvis jeg forstår mig på dens rolle, jamen så har jeg også forudsætninger for, for eksempel at sige”Wow, der kunne jeg mærke fremtidståge, da chefen sagde det der.” Det vil sige, at jeg kigger frem imod det der skal blive, som er anderledes end det der er i dag, og ser et tåget landskab. Det er en amygdalatrigger. Så jeg forstår amygdalas følsomhed. Og kan gøre noget ved den.

Hvis jeg nu også kender til amygdala, så vil jeg også vide, at den er følsom overfor det, man kalder statustrusler. Altså at jeg kan føle mig lille, dum, jeg kan føle mig mindreværdig, eller jeg kan være bange for i virkeligheden at glide ned ad det, man kan kalde kompetencestigen. Altså nu kommer der en forandring, hvad skal der til for at jeg kan håndtere den på en god måde? Det er en meget naturlig reaktion at føle sig statustruet, når en forandring er undervejs.

Noget af det der også kan være på spil, det er hvis vi har hovedet fuld af alle mulige andre opgaver og tanker, og ting vi skal. Det hedder at have fuld arbejdshukommelse, men jeg kalder det også at have ”kluddermor” i tankerne. Der er ligesom fyldt op deroppe. Jamen i det tilfælde, når jeg så får en besked om, at jeg skal agere anderledes i den her situation, nu kommer der en ny opgave til mig, eller en stor omfattende forandring, der måske vil vare flere måneder og år, som måske endda forløber parallelt med andre forandringer, som jeg og vi også er i gang med, og som måske er rigeligt udfordrende, jamen så er det naturligt, at jeg slår bak.

Hvis det er, at man kender til hjernens spilleregler og sådan noget sker, jamen så kan vi bedre sige ”wow, der oplevede jeg fremtidståge, jeg må vist lige spørge lidt mere ind til, hvad der skal ske.” Eller hvis det er, at jeg oplever en statustrussel, så kan jeg spørge mere ind til, hvad skal der skal foregå nu, og hvad med min stilling, kommer den overhovedet til at være her og så videre?

Denne viden i hjernens spilleregler og i amygdala kan gøre, at vi – i stedet for at blive revet med, og lade amygdala-trusselsresponsen kapre resten af hjernen og dens kapacitet – så kan jeg ligesom trække vejret mere roligt, og få et andet perspektiv på det der foregår.

Der findes det, som jeg kalder for amygdalavippen. Når amygdala ryger til vejrs, så lukker pandelapperne ned. Pandelapperne, de er grunden til, at vi alle sammen, mere eller mindre, får brød på bordet hver måned, i det omfang vi har et arbejde, som synes de vil betale for vores arbejdskraft.

Fordi pandelapsfunktionerne er centrale for at kunne se fremad, organisere eller planlægge, risikovurdere, lave strategi, kunne se ting fra flere sider og så videre. Vi gider rigtig godt have god adgang til vores pandelapper. Men når vores amygdala ryger op, så lukker pandelapperne ned. Ligesom en vippe på en legeplads.

Det vil sige, at den situation, en forandring for eksempel, hvor der faktisk er rigtig meget brug for, at vi kan anvende vores pandelapper, så kan de faktisk blive stækket. Kapret af amygdala.

Så også her er det altså en rigtig god idé at kende til hjernens spilleregler.

Eksempel 3: Coronahjemsendelse, monotoni og familien

Et tredje eksempel som jeg vil give, det er faktisk meget relevant for en række mennesker har været coronahjemsendelser her de seneste uger og måneder.

Jeg er fuldstændig klar over, at der er mange, der har knoklet på som aldrig før i de jobs, som I har i den kritiske infrastruktur. Vi er virkelig mange, der er meget, meget taknemmelige for, at I har gjort det. Så tusind tak fra mig til jer for det.

Nogle af os andre har været hjemme, mere end nogensinde før, med de samme mennesker og i nogle rammer, som måske til hverdag føles okay store, men pludselig er vi sammen 24-7. Vi har haft hjemmeskolede børn, eller børn hjemme fra institutioner, og måske også partneren hjemme. Og så har vi pludselig skullet sidde op og ned ad hinanden, og samtidig styre arbejde, en usikker situation, eller hvad vi nu har skullet.

Det her er et tredje eksempel på, hvor meget det giver at kende noget til hjernens spilleregler. Der er en spilleregel der på engelsk hedder ”Neurons that fire together, wire together.” Hvad betyder det? Det betyder, at hjerneceller, der aktiveres samtidig, forbinder sig med hinanden. En hjernecelle der aktiveres ét sted i hjernen, samtidig med at der aktiveres en anden hjernecelle et andet sted i hjernen, de forbindes, de teamer op. De gror nærmest sammen. Man siger også, at de kortikale kort fusioneres.

Hvad betyder det? Jo, hvis du har prøvet at … ja, hvad kan det være? Spise noget du ikke kunne tåle, fået det rigtig dårligt af det efterfølgende, jamen så – når du kommer omkring det her produkt eller den her ret engang i fremtiden – så vil din hjerne typisk være sød at informere dig om, at det skal du holde dig langt væk fra. Du får måske ligefrem kvalme bare af at tænke på det. Det kunne så godt være, at grunden til at du fik det dårligt den dag, oprindeligt måske skyldes, at der var en virus der cyklede rundt i dit lokalområde, eller det kunne skyldes alt muligt andet.

Men hjernen er sådan set ligeglad. Den husker det som om, at det var det, du havde spist, der var ubehageligt og farligt.

Så på den måde, så teamer hjerneceller hele tiden op, og bliver en erfaringsbank som vi har med os videre i livet.

Grunden til at det er så vigtigt at kende til den her hjernespilleregel, også i coronahjemsendelses-tider, det er, at der er nogle omstændigheder omkring os lige nu og i de seneste måneder, som har været ret ekstraordinære. Og som i sig selv har kunnet fremme oplevelsen af klaustrofobi, eller stor usikkerhed, fremtidståge. Måske irritation eller ja, også sådan en opgivenhed. Der er sket noget på mange fronter, og også i forhold til utrolig mange mennesker, der desværre enten har mistet deres arbejde, eller hvor de er sat på standby, på lidt usikker grund, på nuværende tidspunkt. Så der er enormt mange følelser i sving.

Derfor synes jeg, at den her hjernespilleregel er så vigtig at kende til. I princippet både for børn og for voksne, men vi kunne i hvert fald starte med, at vi voksne kendte til den.

Fordi når man befinder sig ”i høj sø” – og det har vi gjort mange af os i de seneste måneder – så er det en naturlig at føle ”søsyge” i overført betydning. Og hvis der så står en anden person på dækket – det kunne være vores partner, eller det kunne være vores børn – og jeg står her og er helt grøn i hovedet, og de står sådan set også og er grønne i hovedet, så er det en naturlig reaktion at tænke: ”Min kvalme skyldes dig!” Neurons that fire together, wire together.

Hjernen laver den her slutning, kan man kalde det, hvor min kvalme, mit ubehag, min klaustrofobi og så videre, skyldes tilstedeværelsen af dig, dig eller dig. Det kan være, at denne hjernespilleregel har været på spil hos dig. Det kan også være, at den på ingen måde har været på spil, og det er jo så fint.

Men grunden til, at det kan være vigtigt at kende den, er, at denne viden kan udruste os med en lidt større tålmodighed.

Jeg oplever også behov for dette i familier med små børn. Her kan småbørnsfamilielivet godt, i visse faser, være en meget, meget anderledes oplevelse, end dengang man ikke havde børn. Og det vil sige, at man kan som forælder kan opleve at stå der på gyngende grund, eller i høj sø, og kigge på hinanden og tænke: ”Lad mig komme væk herfra. Lad mig komme væk fra dig. Nu!”

Også der synes jeg, at det er så vigtigt at kunne gå ”op i helikopteren”, og se mere på de strukturer der nu præger den livssituation, og den livsfase man er i lige nu. Lige at kunne klappe hesten og forstå, at nogle af de reaktioner, vi har indadtil, kan skyldes de vilkår der er udadtil.

Fjerde eksempel: Hjælp læring på vej

Det sidste eksempel jeg vil dele med jer i dag, handler igen om et barn. Og det var faktisk et meget inspirerende eksempel jeg fik ind fra Jelling, hvor der er en familie som har set  og brugt Hjernesmart Hjemmeskole. Familien har en datter på ni år, der hedder Hannah, har jeg fået at vide. Eksemplet ligger ude på www.hjernesmart dk – se her, så derfor bruger jeg hendes rigtige navn her. Det er endnu et eksempel på, hvorfor jeg synes, at alle børn fortjener at kende til hjernens spilleregler.

Hannah ønskede at lære at stå i det, der hedder skulderstand. Hun prøvede, men det gik mindre godt. Hannah havde prøvet igen, uden held, og sad nu stille på måtten.

Moren tænkte ved sig selv: ”Har hun mon givet op?” Men det som Hannah faktisk var i gang med, det var at stille sig selv et af de spørgsmål, som vi også stiller i Hjernesmart Hjemmeskole: ”Hvad har jeg af hjælpestier, som fungerer godt allerede? Altså noget jeg egentlig kan allerede, som godt kunne være en vej til den her skulderstand, jeg jo så drømmer om at lave.”

Og Hannah kom så i tanker om, at hun havde en god, bred og tyk baglæns-kolbøttesti. Bare det at komme i tanker om den, gav hende et første lille skridt til at gå videre til at øve. Hun forstod også, at lige nu var skulderstandsstien lidt ny og tynd. Og at det gjaldt om at øve.

Så var der lidt mere stilhed ifølge moderens beretning her, og så fortalte Hannah, at hun lige var i gang med at rydde op i nogle af sine stier, fordi hun sagde, at ”der er nogle af de her stier, der blokerer for min skulderstand.”

Jeg synes, det er ret flippet at have den her form for indsigt allerede, som bare niårig!

Da Hannah havde fået ryddet lidt op i sine stier, så lykkedes hun faktisk med at gå i skulderstand i første forsøg. Og det jeg synes var den helt store aha, altså også for mig – og glæde vil jeg sige – det var, at da hun så havde været oppe i skulderstand første gang, så konstaterede hun højt: ”Okay, nu ved jeg hvordan man gør. Nu skal jeg så bare i gang med at trampe stien op igen og igen og igen.”

Og der fortæller moren så, at Hjernesmart Hjemmeskole har hjulpet datteren meget.

Tidligere var det sådan noget med, at Hannah syntes, at hun havde øvet sig virkelig mange gange, hvis hun havde øvet sig syv eller otte gange på noget. Men fordi hun har de her videoer i Hjernesmart Hjemmeskole, hvor min familie og jeg tramper afsted på en græsplæne, og oplevet, hvordan stien ser ud efter halvtreds ture og hundrede ture. Og overvejet, i hvor lang tid de her stier egentlig vil være synlige. Fordi hun havde set de her videoer, så fik hun erkendelsen af, at én ting er at prøve og lykkes. Noget andet er at optræne.

Når man er lykkedes med at gøre noget på en korrekt og hensigtsmæssig måde, så ligger der herefter et øvelsesterræn, som man har brug for at gå op igen og igen, før at det rent faktisk bliver en kompetence.

Det glædede mig selvfølgelig utrolig meget, at Hannah – på baggrund af så få videoer og sådan en lille hjemmeskole, som vi lige håndholdt havde filmet i en uge af coronahjemsendelsen – faktisk kunne opnå så store resultater.

Så i forhold til at hjælpe børn med at lykkes med læring – og det er selvfølgelig det der foregår i institutioner eller skoler, men jo også i høj grad i hjemmet, og i det hele taget i alle mulige hverdagssituationer – er der potentiel læring her.

Når vi går i baglås og tænker ”nej, det kan jeg nok ikke”, eller ”det er overvældende, det lærer jeg aldrig”, så er der gode veje videre.

Vi kan lære at forholde os til: ”Hvordan gør man? Og hvor mange gange skal der til for at lave en første lille sti?” Og når vi så prøver og ikke lykkes, så blive styrket i vores mod på at gå afsted ad ”Prøv-igen-stien”.

Det her er formbart, ligesom hele hjernen er det.

Summa summarum, så viser de her fire eksempler på hver sin vis, hvorfor jeg står jeg op om morgenen, og hvorfor er det at jeg skriver den ene bog efter den anden omkring det her.

Jeg prøver at dække bredt, således at der er bøger til alle. Lige nu er jeg i gang med teenage-serien Menneskekender, hvor jeg formidler socialpsykologi i øjenhøjde med teenagere, i minibøger med titler som Ansvar, Empati og Mod. Serien Hjernevenner har jeg skrevet til de 10-18 årige decideret, og ellers er der en række voksenbøger. Læs mere om Hjernevenner her.

Køb Hjernevenner-serien her

Det er simpelthen fordi, jeg synes, at mennesker fortjener at vide det her, og der er brug for en form for praktisk oversættelse, for at den her viden skal få ben at gå på. Dermed kan vi få mod på at trampe afsted på stier; nye stier, anderledes stier.

Mange af os har brug for at gøre den her formbarhed i hjernen til en ven, noget der arbejder med os, i stedet for imod os. Når vi har til gode at lære hjernens spilleregler at kende, bliver livets udfordringer og hverdagssituationer mere op ad bakke, både for os selv, men så sandelig også for vores omgivelser. Nu tænker jeg f.eks. tilbage på hugormeeksemplet.

Desværre er der strøet masser af væk-fra-sprog ind på vores hverdagsliv og hverdagskommunikation, og her kan vi – ved at få de her indsigter – forstå, hvorfor det er så vigtigt, at kunne lyse et hen-imod-scenario op, når det handler om:

• adfærdsregulering
• vaneændringer
• følelsesregulering og
• læring.

Så det er sådan grundlæggende, hvorfor jeg står op om morgenen og har engageret mig i det her felt.

Det er det, jeg kalder ”spilleregel-niveauet”, der interesserer mig. Hvis man vil nørde ned i anatomi og fysiologi, giver det bedre mening at opsøge andre fagligheder. Men jeg kigger på at skabe metaforik anvende hjernespillereglerne i praksis.

Det er forunderligt privilegeret, når mennesker skriver tilbage til mig. Som forfatter, så skriver man jo vidt og bredt sender ud i verden. Og den eneste måde, som jeg bliver klogere på, om det giver værdi til jer eller ej, det er jo, hvis nogle af jer skriver tilbage og siger: ”Nu skal du høre Anette, hvordan vi har gavn af det her.” Nogle gange får jeg så lov at dele de eksempler, så de kan inspirere andre. Så jeg tænker at klø på med formidlingen, i hvert fald indtil det her bliver almen viden. Jeg synes, at børn fortjener det, jeg synes voksne fortjener det. Jeg synes, vi alle sammen fortjener det. Tak for jeres opmærksomhed, og tak for den tillid, I har vist mig ved at være med.