I mange hverdagssituationer, der slår vores børn ud af balance, oplever de fremtidståge. Fremtidståge er mit ord for den tåge, man kan opleve, når man ser fremad og hverken ved, hvad man kan gøre eller sige, fordi ens ”skovbund” er fuld af (endnu) uoptrådte stier.

Noget af det allervigtigste vi kan gøre for at styrke vores børns evne til at magte livet og tackle hverdagssituationer er – stille og roligt og skridt for skridt – at hjælpe dem med at erkende og optræne, hvad man kan gøre og sige hvornår. Når først en sti er optrænet, skal den vedligeholdes løbende, for at vedblive med at være en sti.

Her er et aktuelt eksempel til inspiration fra min hverdag med en næsten-7-årig; min datter Alicia.

“LAD OS GEMME OS!”

Ifølge Alicia har hendes veninde Katja to gange på en lille måneds tid foreslået hende at blive væk fra først klaverundervisning og senest (i sidste uge) håndboldtræning. Katja foreslår tilsyneladende, at Alicia ”gemmer” sig og leger videre med Katja, når det egentlig er tid til at gå fra SFO’en. Efter første episode, hvor pigerne havde låst sig ude på toilettet og leget med vand – og SFO-personalet havde rendt rundt og ledt efter Alicia i øst og i vest, fordi klaverlæreren havde ringet for at tjekke, om Alicia var OK – talte jeg med Katjas forældre om, hvordan vi konkret kan hjælpe pigerne til at respektere deres egne og hinandens aftaler. Det troede vi alle havde hjulpet.

Men tirsdag i sidste uge havde Alicia igen gemt sig – tilsyneladende atter på opfordring fra Katja. Og her var det storesøster på næsten 10 år, der blev forvirret. Hun skulle nemlig have hentet og bragt Alicia til håndbold men endte med at lede og lede og langt om længe finde Alicia og Katja sammen … de gemte sig ved SFO’ens bålplads.

Uanset hvem, der har gjort eller sagt hvad, hæfter jeg mig ved, at Alicia for tiden er udfordret på at stå fast på sine fritidsinteresser. Ifølge hende selv er hun glad for dem begge, men når Katja kigger på hende med sine søde øjne og foreslår, at de leger videre sammen og gemmer sig, giver Alicia efter for idéen. Jeg vurderer, at Alicia oplever fremtidståge: at hun endnu har til gode at træne op, hvilke svar man kan give, når lignende situationer opstår i livet.

10 MÅDER AT “SIGE FRA” VED AT “SIGE TIL”

Metoden jeg benytter begynder med – lidt henkastet, indirekte og på et velegnet, trygt, tillidsfuldt og hyggeligt tidspunkt – at spørge Alicia: ”Hvad kunne man egentlig svare, når nogen prøver at få én til at gemme sig, selvom man er på vej til håndbold eller klaver?”

Hermed begynder Alicia en brainstorm velvidende om og tryg ved, at jeg gerne supplerer, hvis hun har lyst til det. Det er dog vigtigt for mig, at:

  • Barnet selv skaber visse formuleringer i brainstormen, og at
  • Barnet i øvrigt er den, der – i kølvandet på brainstormen – tilvælger og stille og roligt opøver de ”stier”/formuleringer, hun helst vil gå på/bruge i situationen.

Alicias egne første bud lyder:
1. ”Nej! Jeg skal til håndbold, og jeg glæder mig faktisk rigtig meget til det.”
2. ”Nej tak! Jeg ved godt, at du siger noget forkert. Og sidste gang fik jeg faktisk skældud af de voksne på SFO’en.”

Det er nogle virkelig gode bud, som hun endda kommer på med lethed. Jeg er lige ved at overveje at blive ved dem alene, men Alicia har opdaget, at jeg (i dette tilfælde) har tænkt visse formuleringer igennem selv. Tit og ofte improviserer jeg sådanne, men i et inspireret øjeblik forleden i flyet på vej fra Karup til København kom jeg til at tænke på temaet og begyndte der min egen brainstorm. Og nu vil hun altså gerne høre visse bud fra mig: “Nu er det din tur, Mor!”

Det altafgørende er, at man som voksen i en tryg og tillidsfuld kontekst tilbyder sine perspektiver på en henkastet, indirekte måde (i modsætning til en dikterende måde, der overtager dagsordenen og frarøver barnet at styrke sine nyttige stier, jf. kapitel 7 i Hjernesmarte Børn).

Her er mine umiddelbare bud:
3. ”Jeg er glad for, at du gerne vil lege med mig. Men vi må lege videre i morgen.”
4. ”Jeg er også glad for dig, Katja. Men nu har jeg en anden aftale.”
5. ”Ellers tak! Vi ses i morgen!”
6. ”Det lyder sjovt. Men lige nu har jeg en aftale om noget andet sjovt.”
7. ”Tak for tilbuddet, men jeg er faktisk rigtig glad for at gå til klaver/håndbold.”
8. ”Jeg går til klaver/håndbold, og de andre regner med, at jeg kommer.”

Her til morgen, hvor det endnu engang var ”håndbolddag”, sad vi så og snakkede om de her otte forskellige bud. Alicia valgte sine favoritter og øvede sig på dem nogle gange. Og da vi var på vej i skole – hun cyklende, jeg halsende i løbetøj ved siden af 🙂 – sagde jeg: ”Årh kom nu, Alicia. Lad os gemme os, så vi kan lege videre …”. Alicia forstod opfordringen og brugte så nogle af sine sætninger. Desuden kom vi til at tale om, at nogle andre sætninger kunne handle om Celina, der har til opgave at hente Alicia og bringe hende til håndbold.

9. ”Du må gerne lege videre. Men Celina bliver bange, hvis jeg er væk, så jeg bliver her!”
10. ”Jeg vil hellere gøre det let for min storesøster at finde mig.”

Om Alicia ender med at bruge den ene eller den anden sætning, er mindre vigtigt. Det vigtigste er, at hun styrker sin ressourcefuldhed i situationen – og samtidig fastholder respekten for den anden (her: Katja). Og at hun opbygger troen på, at hun kan handle og tale relevant, mens hun mærker sin indre kerne.

FORSKELLIGE FORMULERINGER ÆRER FORSKELLIGE VÆRDIER

Kender du til dine kerneværdier? Er du værdibevidst i hverdagen; dvs. kigger efter hvilke værdier andre (og du selv) mon er i gang med at ære i øjeblikket? De næste sætninger vil give mest mening, hvis du har optrænet dette perspektiv. Alle mine fem bøger inviterer til at lave en værdiudforskning. Du kan også finde en kickstart af en personlig værdiudforskning her.

De nævnte 10 sætninger ærer forskellige værdier.

Værdien ”anerkendelse” (af Katja) æres f.eks. i nr. 3 og 4. Værdien ”empati” (med Celina) æres f.eks. i nr. 9 og 10. Værdien ”ærlighed” (ift. egen motivation) æres f.eks. gennem nr. 1 og 7. Værdien ”ansvar” (overfor aftalen/holdet) æres f.eks. med nr. 6 og 8. Værdien ”perspektiv” eller ”læring” æres f.eks. i nr. 2. Flere af sætningerne indeholder en klar men venlig grænsesætning. De lærer barnet at kommunikere med ”oprejst pande” men samtidig med et skarpt blik for den andens følelser og status. Se Hjernesmarte Børn for mere om statustruslers indflydelse på børn.

LAD BARNET “TRAMPE” STIERNE OP

Hjernen er plastisk, dvs. formbar og foranderlig. Den ændrer sig alt efter, hvordan den bruges: hvad vi gør, tænker og føler. En mere jordnær måde at forstå hjernens plasticitet på er at sammenligne hjernens synapser med stier i skoven. De stier, vi går på ofte, styrkes. De stier, vi sjældent går på, gror til. Ubetrådt skovbund – og dermed hyppigt også “fremtidståge” – kan give os lyst til at stå stille eller gå baglæns, og den kan nemt vække kraftige følelsesudbrud; f.eks. ked-af-det-hed, vrede eller frygt.

Bemærk, at det fra et hjerneperspektiv ALDRIG er nok, at de voksne ”kører med klatten” og finder på en masse af sætninger, som barnet blot hører og nikker til. Helst skal barnet medskabe, så det føler, at det har en aktie i resultatet, og så det har fået aha-oplevelser, der styrker hjerneforbindelser kraftigt.

Dernæst kan barnet med fordel prioritere og vælge den eller de sætninger, som de i dag eller for tiden (bemærk forklaringsstilen, jf. kapitel 13 i Hjernesmarte Børn) er mest lune på. Det er så disse par stykker, de begynder at øve: ved at sige og gentage sætningerne nogle gange.

Vil du hjælpe med til, at stierne gøres endnu mere velkendte – og er jeres indbyrdes tillidsrum til det – kan du lege veninden, som ”frister”, og barnet kan så øve at have adgang til gode svar i situationen. Eventuelt kan man lege situationen, hvorved barnet måske endda oplever, hvad veninden kan finde på at svare, når barnet har givet ét af sine svar, og dermed øver, hvad der så kan gøres/siges. Dette er essensen af praktisk plasticitet.

Gennem denne hyggelige, sjove og uformelle “træning” styrker barnet visse færdigheder på adfærdsplan. Men ligeså vigtige er de overbevisninger, der samtidig styrkes i barnet. Her formuleret i voksensprog:

  1. Svære situationer kan tackles.
  2. Der er mange ting, man kan sige – også når man er midlertidigt stum.
  3. Min mor/far/etc. kan hjælpe mig med at tackle svære situationer.
  4. Jeg får selv gode bud på tacklingen af situationer, når jeg lige holder dem ud i strakt arm.
  5. Det er muligt og vigtigt, at være både tydelig, ærlig og venlig, når jeg kommunikerer.
  6. Det er vigtigt at mærke sine værdier – og kunne handle på dem. Og (over tid)
  7. Jeg har gjort det før og kan gøre det igen.

Som jeg refererer i mine bøger, ved vi fra forskningen, at reframing (dét at tage nye “billeder” af en situation) løber om kap med den umiddelbart vakte følelse i en situation – og at reframingen kan “løbe hurtigst”. Det betyder, at når vi har ulejliget os med på forhånd at optrampe andre stier i skoven – og nye perspektiver på og formuleringer i f.eks. en svær situation – så er vi klædt på til at forebygge amygdala-kapringer og bevare det store perspektiv og den indre ro.

KLÆD DIT BARN PÅ TIL LIVET 

På et tidspunkt i on/off-processen med min datter i den seneste uge, har jeg desuden sagt: ”Årh, kom nu! Spis nu den der flotte pille. Og ryg en cigaret!!” Og så har Alicia fluks forstået, at det at kunne ”sige fra” ved at ”sige til” faktisk er en ret vigtig evne i livet. Hun vil – som dine børn – komme ud for masser af situationer i livet, hvor hun fristes, lokkes eller på anden vis overvejer at ”gå med” en adfærd. Men hun kan kun agere hensigtsmæssigt i sådanne situationer, hvis hun har ”gået ad” mere hensigtsmæssige stier i hjernen tilpas mange gange til at kunne trække naturligt på dem – også når amygdala får hendes hjerte til at banke hurtigere, musklerne til at spænde op og klumpen i halsen til at gro frem.

Alt, hvad vi håber at kunne trække på i ”krigstid”, skal trænes godt og grundigt op i ”fredstid”. Dvs. inden amygdala ryger op i det røde eller sorte felt. Alt, hvad vi håber, at vore børn skal kunne i hverdagens mangeartede sociale situationer, skal stille og roligt styrkes og vedligeholdes. I en lang række situationer, hvor børn “kløjes” i sociale situationer, mangler de konkret træning i at kunne tackle situationerne, opgaverne og kammeraterne venligt, empatisk, respektfuldt og med indre ro og glæde.

Er I også i gang med at træne stier derhjemme?

Anette Prehn (1975) er sociolog, facilitator, foredragsholder og forfatter til fem bøger om hjernens spilleregler og deres betydning for socialt samspil. Hun opdagede for ca. 10 år siden, at hjernen følger bestemte logikker, men at stort set ingen kender dem. Og at selv de mennesker, der vist nok har hørt om dem, ikke ved, hvordan de skal bruges. Det er Anette Prehns ambition at lave fremragende, jordnær videnskabsformidling: i særdeleshed at gøre hjerneforskning og socialpsykologi tilgængelig og brugbar for alle. Det gør hun bl.a. i sin HJERNESMART-trilogi: en række bestseller-bøger om hjernens logikker. I august 2017 udkommer den første af flere “pixier” på 24 sider om hjernens spilleregler. Den hedder “Stierne i hjernen” og handler om praktisk plasticitet, fremtidståge og hvordan vi styrker relevante stier i hverdagen.