Jeg har en ambition om at formidle hjernens spilleregler så ALLE kan være med. Derfor har jeg i årevis drømt om at skrive pixibøger om højst komplicerede hjerneprincipper. Jeg er GLAD for at kunne fortælle, at jeg er undervejs med en serie pixibøger skrevet til 10-13 årige, men med mulighed for at store som små får værdi. Min første pixibog – “Stierne i hjernen” – har jeg netop haft til gennemlæsning. Dels har jeg siddet med forskellige børn i målgruppen, der læste de 20 pixi-sider højt for mig. Det lærte jeg en masse af: Hvad forstod de og kunne se sig selv bruge? Hvad skulle forklares anderledes?
Men jeg har også haft pixibogen til gennemlæsning i nogle familier. Og denne mors feedback tog mig med storm:
“Jeg har været grådlabil hele dagen. Din pixibog har ændret min bevidsthed! Jeg forstår nu, at min 9-årige datters liv nærmest har været én stor fremtidståge! Med den erkendelse er mit syn på hende ændret med et trylleslag. Nu ser jeg en lille pige lammet af fremtidståge jævnligt – og ikke (som jeg kunne have tendens til at tænke tidligere), at hun er pivet, stædig og ikke vil noget som helst. Jeg forstår nu, at vi hidtil har været alt for pågående overfor hende og forsøgt at skubbe hende frem. Jeg havde aha-oplevelser i forhold til hende, da jeg læste om fremtidståge i din bog “Hjernesmarte Børn”. Men at læse pixibogen er ganske enkelt et vendepunkt for mig i forståelsen af hende!
Samtidig er pixibogen netop skrevet til hendes aldersgruppe, og den har allerede vist sin effekt. I hendes klasse er de, der har lyst, blevet inviteret til at skrive en månedsopgave. Det ville hun først under ingen omstændigheder! Jeg forstår nu, at hun slet ikke har kunnet overskue, hvad “månedsopgave” var for noget. Det har lydt et klart NEJ fra hende i hele denne måned, hvor det har været på tale. Lige indtil i morges. Hun tog det selv op som en mulighed efter at have læst “Stierne i hjernen” i går. Vi talte om et muligt emne (nogle You-Tubere hun følger). Helt spontant kom hun selv ind på at man jo kunne sige “ja tak” til en månedsopgave én gang. Så talte vi om, at stien skulle trædes, men hvis man havde prøvet det før, var det måske OK. Og efter mange gange, ville det måske nok blive endnu mere OK osv. Det var, som om hun nåede en helt anden afklaring, når vi bare kunne tale ærligt om hendes fremtidståge omkring projektet. Pludselig virkede det, som om hun kunne acceptere fremtidståge som noget midlertidigt og noget naturligt – og som noget hun kunne gøre noget ved! TAK for dig og dit arbejde!”
Ih, altså! Nu glæder jeg mig endnu mere til, at de hjernesmarte pixibøger begynder at “poppe” på bogmarkedet.