Jeg er i gang med et projekt for en kommune, hvor hjernens spilleregler åbnes op for ledige, aktivitetsparate borgere (dvs. ledige, der p.t. ikke er klar til et job på arbejdsmarkedet men snarere stiler imod praktik, uddannelse el.lign.).

Jeg er rigtig glad over, at deltagerne stille og roligt finder ud af forskellen på “reframing” (at se en situation fra nye vinkler og omfortolke den) og dét, jeg kalder “tvangsvending” (hvor man forsøger at presse positiv tænkning igennem, hvilket desværre er meget udbredt i mange sammenhænge).

En deltager gav denne rammende udlægning af reframing:

“Jeg går på min asfalterede sti (framingen) og reframer ved at gå ud i kanten og kigge gennem buskene og krattet for at se, hvilke spor og stier, der mon kan gemme sig derude, bag buskene.” Sådan, spot on formuleret. Intet hjernepres her – først og fremmest nysgerrighed over for, hvordan situationen ellers kan blive givet mening.