Er aldring virkelig en katastrofe?

Hvis du har læst mine bøger i Hjernesmart-serien, er du sikkert stødt på eksemplerne, hvor mennesker har omfortolket situationer som disse:

• “Forandringen = en trussel”,
• “Min stress-sygemelding = en skamplet på mit CV” og
• “Jeg = utilstrækkelig”.

Her vil jeg dele en helt anden omfortolkning med dig. Eksemplet siger alt om, hvordan vores fortolkning præger vores følelser og effektivt kan spænde ben for os – endda også for handlinger, som vi ellers synes er værdifuld at foretage.

Vores fortolkninger kan give det, jeg kalder for “kognitiv klaustrofobi”: vi spærres inde af vores egen udlægning. Evnen til at skifte perspektiv, når vi er i gang med at fortolke en situation på en uhensigtsmæssig eller drænende måde, er nøglen til trivsel hos os mennesker. Derfor er jeg på en mission, der handler om at udbrede kendskabet til reframing, ligesom jeg har udviklet en metode til – bevidst og systematisk – at optrampe nye fortolkningsstier i hjernen. Den hedder Framestorm og er en registreret metode, som du kan lære at mestre via mit Framestorm-kursus. Du kan endnu nå at tilmelde dig efterårets ENESTE åbne Framestorm-kursus. Det foregår den 7. og 8. november i Fredensborg.

Lad os udforske et slående eksempel på omfortolkningens kraft.

DIN FORTOLKNING STYRER DIN ADFÆRD

Karin er 59 år og har løbet syv maratonløb i de seneste 17 år i tiden 4 timer og 6 minutter (hun løber normalt med pulsur og noterer sine tider ned i en logbog). Nu er Karin imidlertid stoppet HELT – for, som hun siger, ”Jeg frygter at få en dårlig tid. Jeg kan ikke bære at få en dårligere og dårligere tid med alderen.”

Når Karin fortæller om sine maratonløb, lyser hun ellers op i øjnene. Hun har løbet med sine børn og svigerbørn. Hun har løbet over målstregen med sin voksne datter i hånden. Hendes erindringer om maratonløb og halvmaratonløb er fulde af glade stunder. Men trods disse stærke fællesskabsoplevelser har hun altså valgt at stoppe. På grund af skader eller frygt for skader? Nej! Fordi hun ikke længere gider? Nej! Karin er stoppet på grund af det tab af status og selvrespekt, hun forudser, at hendes stigende alder vil føre med sig – SELVOM hun dybest set og inderst inde allerhelst ville fortsætte. Hun kan bare ikke magte den situation, det nederlag. Sådan tænker Karin, da vores Framestorm-session begynder. På dette tidspunkt vurderer hun også, at sandsynligheden for, at hun kommer til at løbe maraton eller en halvmaraton igen er lig med ”1 ud af 10, dvs. helt usandsynligt.”

Karins fortolkning styrer altså direkte hendes adfærd. Hvis hun opfattede situationen gennem andre “briller”, ville andre adfærdsmæssige muligheder stå åbne. Nogle der måske faktisk er værdifulde – meget værdifulde – for hende. Lyset i øjnene, da Karin fortalte om sine løb, talte deres helt eget sprog. Hun vil gerne. Men kan ikke få sig selv til det. Hun vil skåne sig selv for ydmygelsen.

Vi lægger ud med at udforske, hvilke fortolkninger der mere konkret præger Karin. Der er formentlig flere fortolkninger i spil her:

• Alderdom = langsomhed
• Lavere præstation = forfald
• Lavere præstation = tab af selvrespekt
• Succes = min tid som 42-årig
• Langsommere tid = en katastrofe
• Aldring = en katastrofe
• Maratonløb = tidstagning

Hjernemæssigt er vores fortolkninger af en situation resultatet af en stærk og ret vilkårlig beskæring af sanseindtryk. Og selvom den fortolkning, som vi har af en situation lige nu, nemt kan fremstå som ”virkeligheden”, kan den godt ændres, i den udstrækning vi formår at forstyrre de fortolkninger og forbindelser, der er etableret og trådt op i vores hjerne.

EN FRAMESTORM OPTRAMPER NYE FORBINDELSER

Inden man starter en Framestorm-proces, beslutter man sig for, hvilken fortolkning man først og fremmest ønsker at ”forstyrre” ved at optrampe nye stier i hjernen. Desuden tager man temperaturen på denne fortolkning i den forstand, at man vurderer, hvilke følelser der fødes deraf og hvilken fremtidig adfærd, man sandsynliggør, hvis man bliver ved med at give næring til og levendegøre denne fortolkning. Her tager Karin temperaturen på Frame-Følelser-Fremtid:

• FRAME: ”Langsommere tid = en katastrofe”
• FØLELSER/KROP: Angst, hjertebanken, åndenød, frustration, sårbarhed
• FREMTID: jeg stopper med at løbe, jeg vil længes efter unikke oplevelser og skabe et tab af fællesskab.

Nedenfor kan du udforske, hvilke reframinger, som Karin kom frem til i samspil med mig og to andre kursister. Idéen er, at man på en nysgerrig, humoristisk og systematisk måde tager forskellige “briller” på – efter hinanden.

Når du læser Framestormen igennem, er det helt normalt, at der er nogle, der slet ikke ”virker” på dig. Men måske er der også én, to eller flere, som du oplever liver dig op, og som ville styrke din energi og optimisme, hvis du var i Karins sko. Måske kommer du endda på nogle selv? Du fornemmer sikkert også, at der er mere kraftfulde erkendelser ind imellem. Hvor tror du særligt, at Karins øjne lyste op?

KARINS FRAMESTORM

1. Fedt, jeg er med!
2. 4:06 når jeg er 59 år. Og 5:30 når jeg er 95 år. Nogle minutter langsommere hvert år er fint!
3. Både skønhedsidealer og tidsidealer tåler jævnlig opdatering i livet
4. Hver tid sine styrker
5. Hver tid sine muligheder
6. Hver tid sin tid
7. Jeg kan løbe i længere tid – HURRA!
8. Tænk at kunne løbe i 5½ time i træk!
9. En invitation til at måle præstation på nye parametre
10. Fra hastighedsmåling til tidsudholdenheds-måling (”tid i løb”)
11. Hvis det var en bil, ville jeg så udelukkende købe den pga. tophastigheden? (”NEJ!”)
12. Hvem gider at køre en tunet Puch Maxi som 60-årig? Ikke her!
13. En invitation til et bæredygtigt maraton
14. Langsommere løb = investering i fremtidige løb (motoren går IKKE i stykker )
15. Vi kan stadig deltage i løb sammen (børn, svigerbørn, familie)
16. Vi har noget særligt at tale om – og samles omkring
17. Stor fællesskabsoplevelse
18. Unikt øjeblik at være sammen
19. Det er meget legitimt at få komplimenter til et maraton (jeg får SÅ mange)
20. Maraton = en mulighed for at blive mere og mere feteret, jo ældre jeg bliver.
21. Maraton = en mulighed for at få masser af opmuntrende komplimenter, selv når jeg bliver 95 år .
22. Bedstemor med slaw i!
23. ”Flot stil, Olde!”
24. Børnebørnenes stolthed
25. En invitation til at gå fra succeskriteriet ”tid” til succeskriteriet ”stil”
26. Langsommere løb = en logisk ressourcebesparelse
27. Fra flad forventning (4:06 konstant = fladt landskab) til kuperet/spændende alpelandskab (det er OK, at tiden varierer lidt fra gang til gang – den behøver ikke at være stationær)
28. En mulighed for at løbe efter kroppens signaler
29. En invitation til at glæde mig over variation
30. …

Efter Framestormen (som alt i alt tog mindre end en time) var Karins tilstand meget anderledes. Sandsynligheden for at løbe maraton eller halvmaraton igen var nu hele ”8/9 ud af 10. Travlheden i hverdagen siger 8. Lysten siger 9!”

Denne ændring i Karins forbindelser er skabt på mindre end en time!! Men det er dét, Framestorms gør – og som fascinerer mig så dybt. De rører og betyder noget for folk (følelsesmæssigt og værdimæssigt). De flytter folk (hvis det vel at mærke er det, de ønsker). Og de rodfæster folk (i deres værdier). Nogle gange får de også folk til at stå fast i stedet for at ”flytte sig” – f.eks. i et ægteskab eller i et job, selvom de er fristet af at søge andre græsgange. Fortolkningen er her afgørende for det valg, de træffer.

KARIN LØBER NU LÆNGERE OG GLADERE END FØR

Tilbage til Karin. Da jeg talte med hende nogle måneder senere, var jeg nysgerrig: ”Hvad med din løbetræning i dag? Er den blevet præget af Framestormen?”

Karins svar var slående interessant: ”I høj grad. Jeg har løbet hyggeture uden pulsur og uden at jeg absolut skulle føre min tid ind i træningsloggen. Det har været dejligt! Jeg har spurgt mig selv: ’Har jeg LYST til at løbe? Jaaa…’ Og så har jeg nydt mit løb mere. Nydt sanseoplevelsen mere: ’Sikken en flot himmel i dag. Ih, hvor det rusker.’ Jeg har lyttet til fuglene. Og duftet efterårsskoven mere. Det mest tankevækkende har været, at jeg faktik har løbet FLERE kilometer, end jeg ellers ville have gjort det. Jeg har naturligt spurgt mig selv: ’Skal jeg lige tage sløjfen med i dag? Jaaa… ’ Og så har jeg løbet længere end planlagt.” Og ja: Karin har siden løbet både halv- og helmaraton ???? 

SKAL DU MED?

Blogindlæg er sjældent så lange som dette. Hvis du har læst med helt herned til, rører reframing måske noget vigtigt i dig? Måske fornemmer du Framestormens kraft, som jeg er så privilegeret at bevidne dagligt. Hvis du vil med og gøre denne evne til din – til en hverdagshjælper i dit liv – er det nu sidste udkald for tilmelding til efterårets eneste åbne Framestorm-kursus.

• Der er en etik omkring Framestorm (hvilke situationer egner sig til at blive reframet, og hvornår bør man absolut ikke reframe) – den lærer du mere om på kurset.
• Der er en spørgeramme med 30 spørgsmål, systematiseret omkring ”Framestormens fem fingre” – den lærer du at kende og bruge via kurset.
• Metoden baserer sig på 10 neurologiske principper – dem bliver du klogere på på kurset.
• Og så skal vi ellers træne, træne og træne – fordi det er måden at optrampe nye stier i hjernen på.

Er der ting i livet, du – ligesom Karin – afstår fra at gøre (men som du genuint oplever er værdifuldt), fordi din fortolkning spænder ben?

Er der hverdagssituationer, som synes mere vanskelige end godt er, fordi din fortolkning dræner dine ressourcer og evner til at tackle den konstruktivt?

Vil du kunne se andre vinkler – tage andre billeder af situationer – på sekunder og dermed styrke din indre ro og handlekraft?

Du kan læse mere om kurset her: https://www.facebook.com/events/1218362414854855/

Og hvis det stadig trækker i dig, så SMS mig allerede nu på 60 70 60 22 og book din plads. Ses vi?